Af Thomas Engsig, adjunkt og ph.d.-stipendiat

Det politiske system i Danmark har enten en enorm tiltro til, at den danske folkeskole, og dens mange centrale aktører, er forandringsparat i en hidtil uhørt grad, eller også har man valgt strategien ”selektiv hørelse og opmærksomhed” og således valgt at overhøre lærere, pædagoger og ledere i skolen samt en lang række nationale og internationale forskere i forhold til hvor mange forandringsprocesser, man kan sætte i værk på en gang.

En omfattende redefinering af specialundervisningsbegrebet samt et kvantificerbart mål om, at 96 % af skolens samlede elevmasse skal modtage deres undervisning inden for almenklassens rammer i 2015, en omfattende reform af hele skolen med længere skoledage og mere varieret undervisning, en bevægelse mod kvalitetsstyring af skolen på baggrund af testresultater i de nationale test og – nå ja – et fagpolitisk opgør med lærerne, der efter alt at dømme har efterladt en betragtelig del af skolens lærere uden nogen form for tillid og motivation, der må anses at være tvingende nødvendige forudsætninger i forbindelse med implementeringen af en omfattende folkeskolereform og en mere inkluderende skole.

Hvorfor denne opremsning af de politiske brølere, der for tiden volder vores skoler en hel del kvaler? Der er skam fornuftige elementer i reformen af vores skole samt målet om en mere inkluderende skole. Problemet er den hast, det hele er foregået med samt mængden af forandringer, der skyller ind over skolen. Det er min klare antagelse, at den for tiden negative diskurs vedrørende inklusion i folkeskolen, som denne kommer til udtryk i medierne, i høj grad er forankret i den naive forestilling, at vi i Danmark kan nå målet om en skole, der kan inkludere 96 % af samtlige elever på blot nogle få år. Lande som USA, Italien og England har brugt årtier og enorme ressourcer på det samme.

Dette afstedkommer, at debatten om inklusion kommer til at foregå på de forkerte præmisser. Debatten i medierne, samt på landets lærerværelser og forældremøder, handler i høj grad om de mulige politiske intentioner med en mere inkluderende skole (det er for at spare penge), de manglende ressourcer i form af tid til støtteforanstaltninger samt specialpædagogiske kompetencer, og hvorvidt mine og dine børn nu skal være ”forsøgskaniner” og lære mindre qua de to til tre børn i klassen med særlige vanskeligheder og behov.

Alt dette forplumrer desværre det, vi egentlig skulle diskutere; hvad er god uddannelse, og hvad er god inkluderende praksis? Vi mangler en offentlig anerkendelse af, at en inkluderende skole er en grundlæggende præmis i et demokratisk samfund. Såfremt vi betragter os som et reelt demokratisk samfund (hvilket de fleste af os vel gør), må vi – en gang for alle – acceptere inklusion som en grundlæggende præmis i skolen og samfundet generelt. På samme vis som vi for tiden, grundet en noget ensidig politisk, pædagogisk og forskningsmæssig fokusering på et fladt og ikke-konstruktivt evidensbegreb, glemmer at stille spørgsmålet: hvad er god uddannelse, og hvad er en god folkeskole, glemmer vi ligeledes at spørge: hvad er god inklusion, og hvad er inklusion til for? Vi skal således forsøge at komme ud over diskussionen vedrørende, hvorvidt vores folkeskole overhovedet skal være inkluderende, og vi skal anfægte den tilsyneladende udbredte holdning om, at mine børn ikke skal være ”forsøgskaniner” i samfundets bestræbelser på at få en mere inkluderende skole for i sidste instans at gøre som et hastigt stigende antal forældre gør for tiden; fravælge folkeskolen og vælge privatskolens langt mere homogene fællesskaber og derved anerkende et mindre demokratisk samfund med mere ulighed.

Den svenske professor i specialpædagogik, Bengt Persson, understreger, at inklusionsbegrebet ikke kan forstås løsrevet fra ideologiske, politiske og etiske dimensioner, og på samme vis som med demokratibegrebet, må inklusionsbegrebet til stadighed generobres. Det vil sige, at idet inklusion er en uløselig del af et samfunds demokratiproces, må vi konstant generobre begrebets betydning og frigøre det fra forplumrende diskurser – som ovenstående – der får vores opmærksomhed væk fra den egentlige substans. Når vi alene taler om ressourcer, børn med diagnoser, ”prøveklude” og spareøvelser så kommer vi længere væk fra det, der i virkeligheden må drive os i vores bestræbelser – inkluderende fællesskaber som en ufravigelig præmis i centrale institutioner i samfundet – såsom vores folkeskole.

Nuvel, jeg har været nok i skolen og talt med mange dygtige lærere, pædagoger og skoleledere til at forstå vigtigheden af at fremhæve, at inddragelse af skolens professionelle i omfattende reformer er helt nødvendig, samt at inklusionsopgaven ikke er en reel mulighed (såfremt vi anerkender, at det at være inkluderet handler om en kvalitativ oplevelse og ikke blot om administrative tal), hvis ikke vi går til opgaven med tilstrækkelige ressourcer i form af veltilrettelagte støtteforanstaltninger, kompetenceløft og kollaborative undervisningsformer med fokus på samarbejdet mellem lærere og pædagoger. Med dette in mente er mit ærinde imidlertid, at den offentlige anerkendelse af inklusion som en grundlæggende præmis for vores demokratiske samfund er fuldstændig fundamental, og at vi alle har et ansvar i denne forbindelse. Hvis overfladiske og reduktionistiske diskussioner af inklusionens hvad og hvordan får for megen magt og fylde, glemmer vi hvorfor en inkluderende skole er fundamental i et demokratisk samfund, hvilket kan medføre, at vi mister blikket for, hvordan vi rent faktisk skal bære os ad i vore inkluderende bestræbelser.

En af Europas fremtrædende uddannelsesforskere, Professor Gert Biesta, har i en analyse af inklusion og demokrati påpeget, at demokratiets historie kan beskrives som en lang søgen efter inklusion – blandt andet arbejderbevægelsens og kvindebevægelsens krav på at blive inkluderet som ligeværdige deltagere i samfundet – og samtidig en historie om eksklusion af de, som ikke passer ind i demokratiet. Biesta antager – i forbindelse med diskussionen om demokratiets inkluderende processer – at hvis vi kan blive mere lydhøre over for andethed og det faktum, at vi som mennesker er forskellige og har forskellige forudsætninger og behov, vil vi kunne opleve en total demokratisk inklusion. Det samme gør sig naturligvis gældende i forhold til inklusion i folkeskolen: hvis vi som forældre, elever, lærere og pædagoger bliver mere lydhøre over for andethed og forskel, kan vi i højere grad – såfremt de organisatoriske fundamenter er i orden – skabe en folkeskole, der er grundlæggende inkluderende, hvilket til syvende og sidst vil være befordrende for udviklingen af et demokratisk samfund præget af mindre ulighed.

Vi bliver nødt til at omfavne kompleksiteten i skolens inklusionsbestræbelser og generobre inklusionsbegrebet, da det er blevet taget som gidsel i mediernes polemiske og reduktionistiske fremstilling. Vi skal naturligvis høste erfaringerne af fejlslagne inklusionsfortællinger og blandt andet gennem forskning kortlægge, hvordan vi bedst muligt inkluderer elever med særlige behov og forudsætninger så disse (og alle andre elever) oplever sig inkluderet i skolens fællesskaber, har reelle deltagelsesmuligheder og lærer noget i vores folkeskole, men først og fremmest skal vi – i bedste demokratiske ånd – acceptere inklusion som en grundlæggende præmis i skolen. Demokrati er ikke blot et teknisk begreb for et samfunds ideelle styreform, men derimod noget, vi gør i vores liv, og noget der burde præge centrale samfundsinstitutioner som folkeskolen. Inklusion er således en af demokratiets byggesten, og når vi alle – forældre, elever, lærere, pædagoger og ledere – bestræber os på at bidrage til en mere inkluderende folkeskole, så er demokrati noget, vi gør.

 

Translate »