Jeg var til forældremøde i går på mine børns skole. Der blev talt om folkeskolereformen og givet en status, der lød noget i retning af ”Det går godt, men vi løber stærkt, og skal alle lige finde ud af, hvad det hele er for noget”. Den nye skole er stadig ny, men det lader til, at mediernes interesse er svagt dalende. Ligeledes er blandt andet lærernes kritiske holdninger blevet blot en smule vanskeligere at ane i det offentlige rum, hvilket ingelunde er mærkeligt, da de vel er godt i gang med at gøre det, de gør bedst – undervise børn. Enhver forandringsproces, der afvikler noget bestående og søger at etablere noget anderledes bliver vel med tiden mindre forandring og mere det nye bestående.

Såfremt vi kigger tilbage på det politiske (og fagpolitiske) forløb omkring reformens opståen, er der et aspekt, der særligt står frem for undertegnede: italesættelsen af en særlig form for magtfuld og overbevisende viden – forskningsviden. Flere aktører – særligt vores undervisningsminister – har gentagende gange understreget, at reformens indhold er forankret i solid evidens, hvilket vil sige højformaliseret forskningsviden, der udsiger noget om effekten af – i denne sammenhæng – måder at indrette den nye skole på. Diskursen omhandlende denne særlige vidensform – forskningsviden – har været særdeles magtfuld. Jeg er af den klare overbevisning, hvilket utvivlsomt oprinder i min demokratiske dannelse, at enhver form for magtudøvelse må underkastes et kritisk blik.

Under de, til tider ganske ophedede debatter, i forløbet omkring reformens tilblivelse blev der stillet lødige og saglige spørgsmål til validiteten og relevansen af den forskning, som ministeren og embedsværket henviste til i deres legitimering af blandt andet længere skoledage, lektiecafe og så videre. En sådan tvivl kan en så central reform af vores folkeskole og de politisk ansvarlige ikke leve med i det lange perspektiv. Undervisningsministeriet har bestilt seks forskningskortlægninger vedrørende centrale elementer ved folkeskolereformen, der blandt andet skal foretages af Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning ved Århus Universitet og Rambøll. Den første af disse er nu klar, og ministeriet håber givetvis på, at denne kan konsolidere den magtfulde diskurs.

Kortlægningen fokuserer på varieret læring, bevægelse, udeskole og lektiehjælp, hvilket alt andet lige er en ret betragtelig mundfuld. Ved en traditionel kortlægning laves et scope med reviewspørgsmål, in- og eksklusionskriterier, søgestrenge, vurdering af forskningskvalitet og endelig en syntese af resultaterne.

Man kan diskutere kortlægningens metode og forståelse af, hvad man egentlig kortlægger. En stor del af de forskningskortlægninger eller systematiske reviews, der laves i Danmark på uddannelsesområdet foretages af Dansk Clearinghouse for uddannelsesforskning, der anvender en af de traditionelle varianter – den narrative syntese. Man kortlægger i vid udstrækning viden om, hvorvidt en pædagogisk intervention virker eller ej, men er desværre ikke så interesseret i hvorfor den virker, under hvilke betingelser den virker, og for hvem den virker. Jeg har skrevet meget mere om dette andre steder i forbindelse med det kritisk realistiske systematiske reviews fortræffeligheder, men ikke mere om dette her.

Undervisningsministeriet skriver på deres hjemmeside i forbindelse med pressemeddelesen angående forskningskortlægningen: ”Elever lærer mest, når de får forklaret teoretiske begreber med praktiske eksempler fra hverdagen, viser Undervisningsministeriets forskningskortlægning”. Desuden skriver ministeriet, at inddragelse af teknologi giver eleverne lyst til at lære mere, og at computerbaseret lektiehjælp er ligeså positiv som traditionel lektiehjælp…

Lad os imideltid kigge på, hvad der udgør rapporten:

10.891 referencer – eller potentielle undersøgelser – er gennem kortlægningens proces blevet til 42 undersøgelser. Heraf udsiger blot otte af disse studier noget om anvendelsesorienteret undervisning. Seks af disse er amerikanske, et fra Cypern og endelig et svensk studie. Lad mig blot sige med det sammen – dette er højst problematisk. Der er som bekendt store forskelle på det amerikanske og danske uddannelsessystem, og det er ikke uden anseelige genvordigheder, at vi sådan uden videre kan overføre resultater fra en amerikansk kontekst til en dansk. Ikke desto mindre konkluderer ministeriet på deres hjemmeside, at der er evidens for anvendelsesorienteret undervisning. To af studierne (af de blot otte..) peger endog på blandede effekter eller på kortsigtede effekter. Spørgsmålet bliver, hvad vi overhovedet kan uddrage fra disse studier.

11 studier omhandler fysisk aktivitet og læring. Reformen rummer som bekendt det element, at elever skal bevæge sig i løbet af skoledagen – bevægelse der er fagligt forankret. De inkluderede studier synes ikke at vise en signifikant effekt. Der er ganske vist indikationer på en sammenhæng mellem fysisk aktivitet og læring, men der er også eksempler på begrænset eller ingen effekt.

Endelig er der temaet vedrørende en udvidet skoledag, der blandt andet udgøres af lektiehjælpen. Der er 10 studier, der skal afstedkomme kvalificeret forskningsviden på dette område. Igen er otte ud af de ti studier amerikanske, hvilket som nævnt tidligere afstedkommer en række ret betragtelige problemer. Igen er der ikke et entydigt billede, der viser signifikante positive effekter af en udvidet skoledag blandt andet gennem tid til lektiehjælp. Der er studier, der viser positive effekter, men også studier med mere blandede (også negative) resultater.

En forskningskortlægning som denne har utvivlsomt sine stærke og svage sider, men jeg finder det helt centralt at fremhæve, at resultaterne ikke er entydigt positive. Ydermere udsiger kortlægningen ikke meget om, hvorfor interventionerne virker eller ej, eller for hvem de virker og under hvilke betingelser. Umiddelbart er der ingenlunde stærke argumenter for flere elementer i folkeskolereformen i denne kortlægning, hvilket umiddelbart kan anfægte den magtfulde diskurs om evidens, som vi har oplevet i forbindelse med tilblivelsen af reformen af vores skole.

Endelig kan man påpege, at denne kortlægning af forskningsviden i forhold til centrale elementer af folkeskolereformen er et eklatant eksempel, på det Gert Biesta kalder vendingen fra normativ validitet til teknisk validitet. Vi måler (kortlægger viden) disse aspekter fordi vi kan, ikke nødvendigvis fordi de giver os nogen brugbar viden i forhold til spørgsmålet: hvad er en god skole?

Jeg er spændt på at se, hvorledes denne og de kommende forskningskortlægninger vil indgå i den fortsatte legitimering af den nye skole.

/Thomas

Translate »