Forældre siger fra tid til anden til deres børn, at intet er gratis. Bortset fra havudsigt og en mundfuld frisk luft, er der vel en vis sandhed heri. Midt i denne omfattende reform- og inklusionstid, hvor 40 ud af 97 kommuner lægger op til at spare på skoleområdet i 2015, burde vi råbe til kommunerne ”Intet er gratis”. Vi ved fra forskningen, at omfattende reformer fordrer såvel involvering af forskellige aktører samt en betragtelig investering, der – måske – på længere sigt kan medføre besparelser.

Tirsdag den 7. oktober var en interessant dag for alle, der er interesseret i vores folkeskole og debatten vedrørende reformen og skolens inklusionsbestræbelser. Først og fremmest var der en betragtelig medieinteresse for Danmarks Lærerforenings pressemeddelelse angående en undersøgelse baseret på svar fra 1.052 lærere, der alle har såkaldte inkluderede elever i klassen. Jeg antager, at der er tale om elever med særlige vanskeligheder og behov (forankret i en politisk diskurs) og ikke den grundantagelse, at inklusion i princippet omhandler samtlige børn i skolen.

Undersøgelsen, der ikke umiddelbart er tilgængelig på DLFs side og således beror indeværende kommentar kun på pressemeddelelsen, påpeger, at 8 ud af 10 lærere vurderer, at elever med særlige behov ikke får den undervisning, de har krav på – med andre ord eleverne får ikke den støtte, der er nødvendig i relation til skolernes inklusionsbestræbelser. 63% af respondenterne svarer således, at støttemulighederne til de elever, der har særlige vanskeligheder og behov er ringere sammenlignet med sidste skoleår – dette er i den grad bekymrende.

Jeg har flere gange – i forbindelse med artikler eller indlæg her på siden – understreget signifikansen af, at skolerne prioriterer inkluderende støtteforanstaltninger. Jeg har ligeledes påpeget, at inklusionsbestræbelserne ingenlunde vil spare kommunerne midler nu og her, men tværtimod at det vil kræve flere ressourcer i en periode blandt andet qua opkvalificering af lærere og pædagoger samt anvendelsen af støtteforanstaltninger i form af tolærerordninger og anvendelsen af kollaborative undervisningsformer, hvor læreren arbejder tæt sammen med støttelærer- eller pædagog.

Jeg har, i forbindelse med min forskning vedrørende inkluderende støtteforanstaltninger, og disses betydning for elevers oplevelse af at være inkluderet, deltagelsesmuligheder i skolens fællesskaber og læringsudbytte, vist gennem et systematisk review baseret på omkring 3000 studier, at inkluderende støtteforanstaltninger har en positiv betydning i forhold til inklusion, når en række faktorer er opfyldt.

Det systematiske review viste blandt andet, at såfremt støttepersonen er uddannet til opgaven, hvilket blandt andet betyder en specialpædagogisk viden og kompetence, har dette en positive betydning i forhold til elevens inklusion. Derudover viste reviewet, at når lærer og støtteperson er uddannede i såkaldte kollaborative undervisningsformer, hvor der er et tæt samarbejde vedrørende planlægning, gennemførsel og evaluering af undervisningen, er de inkluderende effekter betragtelige. Derforuden har reviewet vist, at støtteforanstaltninger, når disse er tænkt og praktiseret korrekt, har positive effekter på elevens engagement i læringsaktiviteter samt time on task, det vil sige, den mængde aktiv tid eleven rent faktisk bruger på opgaven. Endelig viser reviewet, at støtteforanstaltninger kan virker marginaliserende og hæmmende i forhold til elevens deltagelsesmuligheder, læringsudbytte og oplevelse af at være inkluderet, såfremt der ikke forekommer et adækvat samarbejde mellem lærer og støtteperson, samt hvis støttepersonen ikke er uddannet til opgaven.

Vi ved altså, at der skal ressourcer i at uddanne støttepersoner og uddannelse til kollaborative undervisningsformer, så samarbejdet mellem lærer og støtteperson rent faktisk bliver inkluderende. Enhver med en smule mellem ørerne kan se diskrepansen mellem lærernes oplevelse af manglende støtte til elever med særlige vanskeligheder og behov, og det faktum at en stor del af kommunerne planlægger besparelser på skoleområdet, og den forskningsviden vi har om inkluderende støtteforanstaltningers betydning for elever.

Derudover viste dokumentaren ”Skolen forfra” at hele fundamentet for reformen af vores skole har betydelige revner. Igen viser forskning – bl.a. fra reformer af skolevæsenet i Canada – at radikale reformer af en organisation så omfattende som skolen kræver massive ressourcer i en given periode.

Det er min antagelse – der mig bekendt deles af en lang række lærere, pædagoger, ledere og skoleforskere – at reformens succes blandt andet afhænger af kommunernes forståelse af, at der må ressourcer til massive forandringsprocesser – for intet er gratis!

/Thomas

Translate »