Der er en særlig kraft og magt ved sammenligninger. Sammenligninger rummer potente perspektiverende og selvvurderende muligheder, der kan medføre rungende selvkritik og misundelse. Se blot på hele PISA-hysteriet. Med jævne mellemrum får den danske folkeskole en veritabel mavepuster, der i den grad slår luften ud af folkets skole og – ikke mindst – vore politikere. PISA-chokket i 2000 – der kan betegnes som vor egen udgave af amerikanernes ”Sputnik-chok”, da russerne først nåede rummet, hvilket fik omfattende konsekvenser for det amerikanske uddannelsessystem – gav os i den grad en national mavepuster. PISA er en sammenligning eller en såkaldt komparativ analyse af forskellige faktorer i nationers uddannelsessystemer. Det er nu ikke denne form for sammenligning, jeg for indeværende er optaget af. Det er snarere en sammenligning af den lidt mere bløde og endog humanistiske beskaffenhed, og en sammenlignende fortælling, der måske burde indeholde et ”shame on you!”

I forbindelse med den årlige Comparative and International Education Societys konference, hvor der, til alles store overraskelse, er fokus på komparativ og international uddannelse, mødes praktikere og uddannelsesforskere fra hele verden og diskuterer centrale elementer ved uddannelse – herunder inklusion.

Jeg har hørt om inkluderende bestræbelser fra afrikanske lande, hvor en del af indholdet var at give unge basale kundskaber, så de kunne komme tilbage til skole eller få et arbejde og således blive inkluderet i samfundet. Jeg har hørt om lærere og forskere, der sammen udviklede taktile undervisningsmateriale ud af skrald i Tanzania, så de kunne konstruere undervisningsmateriale, som bl.a. blev anvendt af blinde elever, når disse skulle lære om kroppens anatomi (man kan bygge menneskets urinsystem ud af en gammel plastikflaske, et par gummislanger og to balloner). Jeg har hørt om, hvordan man har arbejdet med at bygge et mere inkluderende skolesystem i Bhutan på trods af omfattende fattigdom og mangel på ressourcer. Jeg har hørt om såkaldt inkluderende undervisning i Japan, hvor man som individ helst ikke skal være alt for anderledes, og hvor elever med høretab føler sig dybt diskrimineret i almenundervisningen. Sammenfattende for de mange fortællinger, jeg har hørt og diskuteret med lærere og forskere fra hele verden, er en ubetinget anerkendelse af inklusion som en grundlæggende præmis for en nations uddannelsessystem. En præmis, der i vid udstrækning tages som en selvfølge i forhold til at skabe mere lige og mindre diskriminerende samfund globalt. Jeg hører ikke, hvilket er tilfældet i Danmark, at inklusion blot er et modebegreb og en maskeret spareøvelse. Jeg hører derimod en bred anerkendelse af internationale konventioner som FN konventionen om barnets rettigheder, FNs handicapkonvention med den vigtige artikel 24 om alle børns ret til uddannelse uden diskrimination i et inkluderende uddannelsessystem som værende særlig central.

Med andre ord hører jeg inkluderende fortællinger fra en lang række lande, der – i sammenligningens barske lys – er langt ringere stillet end Danmark i forhold til såvel økonomisk formåen som vidensgrundlag og uddannelsesniveau af lærere og andre pædagogiske professionelle.

Hvordan kan dette lede mig til en art national ”shaming” spørger du muligvis – velberettiget. Vi skylder vort eget uddannelsessystem, vort demokrati og, ikke mindst, det internationale samfund at tage os sammen – i fællesskab. Hermed går jeg i rette med de, som af den ene eller anden årsag mener, at inklusion er en modelune, en utopi eller blot noget så simplet og politisk som en spareøvelse. Inklusion er, som jeg tidligere har diskuteret, en uomgængelig præmis for en demokratisk velfærdsstat, der kontinuerligt arbejder på at skabe mindre ulighed, god uddannelse, mere trivsel og mere samhørighed.

Nuvel, der er problemer. Vi ved fra forskningen, at der skal være sammenhæng mellem den overordnede inkluderende kultur, eller etos, i et samfund og den enkelte skole og de inkluderende strategier og praksisser på de enkelte skoler og dagtilbud. Det er der endnu ikke mange steder i vores lille nation. Vi mangler blandt andet de støtteforanstaltninger i almenundervisningen, som vi ved er altafgørende for kvalitativ inklusion. Vi mangler mere specialpædagogisk viden i skolerne og meget andet, men når alt kommer til alt, har vi ressourcerne – vi er et rigt vestligt samfund, der ikke behøver at forlade os på plastik og balloner, når vi skal lave inkluderende undervisning, og vi har ikke 60 elever per lærer og kun enkelte stole og borde, hvilket er hverdagen i visse klasselokaler i Bhutan.

Sammenligninger kan afstedkomme selvkritik. Selvkritik kan medføre ønsker om forandring. At tage sig sammen sammen betyder at erkende og anerkende grundlæggende præmisser og sammen arbejde i den retning, der på bedst mulig vis kan sandsynliggøre disse præmisser. Det er slut med at sætte spørgsmålstegn ved inklusionens grundlæggende betydning og intentioner. Vi er derimod godt i gang med – sammen – at finde ud af, hvordan vi på bedst mulig vis skaber et skolesystem, der i sandhed er inkluderende – og det skylder vi den inkluderende lærer i Tanzania og Bhutan.

 

Translate »