Indrømmet, jeg har en svaghed for overskrifter med en vis tvetydighed og en tilpas mængde retorisk ironi. Hvordan bliver en hel folkeskole overhovedet assimileret, og hvordan skal du både inkludere og inkluderes? Lad os endelige begynde der, hvor det er mest meningsfuldt at begynde. Såfremt du er lærer eller pædagog i almenundervisningen i folkeskolen anno 2015, er du utvivlsomt bevidst om, endog i rigt mål, at du skal undervise, lede, drage omsorg, didaktisere, undervisningsdifferentiere på sådanne måder, at du skaber inkluderende fællesskaber, hvor eleven deltager aktivt i skolens forskellige fællesskaber og oplever sig inkluderet og, ikke mindst, lærer noget. Er du elev i folkeskolen, der på den ene eller anden måde og af den ene eller anden årsag har vanskeligheder i forhold til at læse, regne, trives, være fokuseret opmærksom, være empatisk og social, organisere, gå, se, høre eller lignende er der betragtelig sandsynlighed for, at du modtager din undervisning i en klasse, hvor dine klassekammerater på en række områder overhovedet ikke ligner dig og på andre områder netop ligner dig. Sandsynligheden for at du har en støttelærer- eller pædagog blot i enkelte timer i din klasse er ikke synderlig stor, og sandsynligheden for, at du ville trives bedre, lære mere og opleve dig som en del af fællesskabet ville efter alt at dømme være større, såfremt du havde en uddannet støttelærer i din klasse.

Hvorfor nu alt dette? Jo, vi er ikke i tvivl om, at du skal inkludere, og du skal inkluderes. Vi er heller ikke i tvivl om – på baggrund af omfattende dansk og international forskning – at det giver mening for den enkelte og samfundet – såfremt ressourcerne er i orden. Vi er dog heller ikke i tvivl om, at det kan volde problemer og være hårdt for alle parter. Med andre ord – vores folkeskole bliver tiltagende mangfoldig, hvilket netop er hele ideen og en central samfundsmæssig præmis, der blandt andet skal afstedkomme et mere lige samfund. Det står anført med sympatiske, humanistiske og etisk korrekte typer i såvel Salamancaerklæringen og Handikapkonventionens artikel 24 – det er godt, det er rigtigt, og du ved det!

Tillad mig at komme mit intenderede ærinde og paradoks nærmere; vores folkeskole er i gang med en bevægelse mod øget mangfoldighed. En bevægelse, der har sit ophav i internationale uddannelsespolitiske- og filosofiske strømninger, der som bekendt er blevet til benhård uddannelsespolitik i Danmark. På den anden side sker der imidlertid noget bemærkelsesværdigt. Vores folkeskole, det vil sige vores nationale grundskolesystem, bliver mindre mangfoldig set i et internationalt komparativt perspektiv. Vores 200 år gamle danske folkeskole er i færd med at blive assimileret, det vil sige, at blive optaget i noget allerede eksisterende, eller at tilpasse sig noget andet.

Den internationale skolediskurs
Hvori består så dette assimilerende væsen? En særlig magtfuld variant af en international uddannelsesdiskurs påvirker på eklatant vis dansk uddannelsespolitik og er særligt allestedsnærværende i forbindelse med reformen af vores skole. De overordnede målsætninger i folkeskolereformen og måske særligt de kvantificerbare målsætninger, jeg tidligere har beskrevet, er forankret i en assimilerende diskurs om uddannelse. Målsætningerne er som bekendt:

– Mindst 80 pct. af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test

– Andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik skal stige år for år

– Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik skal reduceres år for år

– Elevernes trivsel skal øges

Jeg har i flere artikler tydeliggjort de klare paralleller til blandt andet amerikansk uddannelsespolitik- og praksis, hvor accountability, high-stakes test og en høj grad af standardisering har påvirket det amerikanske skolesystem i en særdeles negativ retning. Senest har 500 amerikanske uddannelsesforskere skrevet et brev til Kongressen, hvori de advarer mod de tiltagne negative konsekvenser og erfaringer, som No Child Left Behind loven har medført. Internationale sammenligninger som PISA rummer visse potentialer til forståelser af uddannelsessystemer. Dog må vi i allerhøjeste grad også være påpasselige med at tillægge disse komparative undersøgelser for megen diskursiv magt, da de i høj grad blot måler det, der kan måles og ikke det, vi i de enkelte nationer værdsætter. Komparative undersøgelser som PISA er en del af den diskurs, der for indeværende assimilerer det danske uddannelsessystem blandt andet på baggrund af en tro på, at forskellige landes uddannelsespraksisser er sammenlignelige i forhold til en bred række variable. Når en særlig uddannelsesdiskurs bliver magtfuld skabes klare mønstre i forhold til, hvad der skal siges i relation til uddannelse, og i forhold til hvilke strukturer og styringsteknologier et lands politiske system anvender – blandt andet en høj grad af standardisering og nationale test, der får stadig større betydning for kontrollen af et uddannelsessystem. Denne stærke internationale uddannelsesdiskurs, der har huseret i det amerikanske og britiske skolesystem i en årrække og har haft betydelige konsekvenser, medfører således mere ensartethed i forhold til nationers skolesystemer – mangfoldigheden reduceres, og det bliver stadig sværere at se den enkelte nations uddannelsesmæssige særegenhed, historie og kultur.

Alt imens du inkluderer og bliver inkluderet og således skaber en mere mangfoldig skole til alles bedste, bliver vores folkeskole mindre mangfoldig i det store billede og bliver assimileret i en magtfuld uddannelsesdiskurs, der ensarter for at sammenligne.

 

Translate »