Det magiske tal er 96%. Ingen er i tvivl om den politiske målsætning vedrørende antallet af børn i almenundervisningen i folkeskolen, og det gik stærkt – endog enormt stærkt – allerede i 2013 viste tal fra undervisningsministeriet at tallet var 94,8% mod de 93,1% i 2010.

Debatten vedrørende skolens inklusionsbestræbelser, og ligeså den internationale debat angående inklusion, har været karakteriseret ved et bemærkelsesværdigt paradoks. På den ene side anfægter de færreste inklusion, når fænomenet anskues fra et pædagogisk filosofisk og etisk perspektiv, og de fleste anerkender alle elevers ret til god uddannelse i heterogene og udviklingsstøttende fællesskaber. Omfattende forskning peger endda på, at elever med vanskeligheder profiterer af at være inkluderet i almenundervisningen. Ligeledes peger forskning på, at elever uden særlige vanskeligheder ligeledes profiterer af inklusionen af elever med særlige behov og forudsætninger (Farrell, 2000). På den anden side ser vi ligeså en betragtelig offentlig kritik i forhold til de manglende ressourcer i form af støtteforanstaltninger og rådgivning til skolens professionelle, og vi læser jævnligt beretninger om børn og forældre, der har mærket skolens inklusionsbestræbelser på en sådan måde, at de er efterladt pædagogisk kvæstede.

Debatten vedrørende inklusion har således, efter min bedste vurdering, et eklatant brist, der medfører betragtelige implikationer for vores fortløbende diskussioner om, hvad vi vil med vores skole. Der har i løbet af de sidste år været for megen fokus på kvantitativ – eller administrativ – inklusion, hvor den primære rettesnor er de magiske 96%. Der har været for mange (sikkert velmenende) konsulenter med diverse ad hoc metoder, der nærmest garanterer fuld inklusion eller pengene tilbage, kommunerne har ansat inklusionsvejledere en masse, og vi har et betragteligt antal forskningsprojekter omhandlende inklusion i vort lille land. Derimod har vi ikke generobret inklusionsbegrebet, som den svenske professor Bengt Persson ville sige det – vi har ikke kontinuerligt stillet spørgsmålet: hvad vil vi med inklusion i skolen, og hvad er i grunden god inklusion. Skal vi skabe en reelt inkluderende skole, kan vi ikke komme udenom det grundlæggende spørgsmål; hvorfor vil vi lave god, inkluderende undervisning for alle?

Stærke fællesskaber skaber sammenhængskraft – for mennesket og samfundet

Det kan ikke være gået mange (pædagogiske) næser forbi, at vi for indeværende oplever en veritabel pædagogisk værdikamp mellem to markante positioner: undervisning, dannelse, indhold, normativitet og skolen for livet på den ene side og læring, konkurrencestat, målstyret undervisning og evidens på den anden. Desværre, for skolen og dens aktører, en forsimplet dikotomisk diskussion, der er lige så unuanceret og ubalanceret, som den er formålstjenlig. Jeg mener, det er muligt og tilmed nødvendigt at finde nuancerne og balancen i debatten og blandt andet udsige; det er muligt, at uddannelse og god inklusion både er for mennesket og for samfundet.

Begrebet sammenhængskraft kommer fra det engelske begreb social cohesion, det vil sige, social kohæsion eller sammenhæng. Når et samfund eller fællesskab er præget af sammenhængskraft er afstanden mellem de enkelte subjekter ikke stor – socialt, læringsmæssigt, kulturelt og i det hele taget menneskeligt. Idehistorikeren Jens Erik Kristensen har påpeget, at i konkurrencestatens ræson er den sammenhængskraft, der blandt andet kan opnås gennem inkluderende undervisning, en del af hele maskineriets instrumentelle tilgang til uddannelse og læring. Det er naturligvis netop unuanceret og ubalanceret, men måske er elementer af denne ræson ikke helt i skoven.

Der er brug for en art overordnet rammeteori, der kan hjælpe os med at generobre vores begreb om inklusion og give os balancen og nuancerne tilbage. Vores diskussion om inklusion, og ikke mindst det som elever, lærere og pædagoger oplever dagligt, skal forstås i et nyt lys.

Stærke fællesskaber skaber sammenhængskraft, påstår jeg, og videre påstår jeg, at dette kan være til gavn for både samfundet og det enkelte menneske. Den pædagogiske filosof Gert Biesta (2014), der virkelig ikke har det godt med konkurrencesamfundet og alt dets væsen, har diskuteret i flere af sine bøger, at uddannelse og uddannelsespraksisser kan betragtes gennem tre forskellige domæner. Jeg vil hævde, at også inklusion med fordel kan anskues gennem disse domæner. Kvalifikationens domæne omhandler de måder, hvorpå uddannelse kvalificere elever, det vil sige, sætter rammer så disse kan tilegne sig viden og færdigheder. Set i forhold til skolens inkluderende bestræbelser handler dette om at give alle elever en god uddannelse, der blandt andet sætter dem i stand til at gå videre i uddannelsessystemet og, ja nu kommer det, bidrage til samfundets beståen og endda videre udvikling. Biesta påpeger, at uddannelse naturligvis ikke alene omhandler kvalifikationer, men også om at indføre elever ind i eksisterende kulturelle, sociale og politiske praksisser og traditioner. Med andre ord handler dette om socialisationens domæne, hvilket vedrører deltagelse i forskellige fællesskaber og om forskellige måde at være og agere på. Lige samfund er baseret på deltagelse i heterogene og mangfoldige fællesskaber, og inklusion handler i vid udstrækning om socialisering – og social og oplevet inklusion, hvor eleven oplever et tilhørsforhold blandt andet qua socialiseringen ind i et givent fællesskab. Endelig er der det tredje domæne, som Biesta kalder subjektifikationens domæne. Hvor socialisation handler om at bringe individer ind i eksisterende fællesskaber, handler subjektifikation om, hvordan vi emanciperer fra disse fællesskaber – eller hvordan vi eksisterer i menneskelig frihed. Inklusion handler netop om en art emancipation fra segregerede undervisningssituationer, fra negative mestringsforventninger, fra ekskluderende fortællinger og strukturer og fra pædagogiske nederlag. Inklusion fungerer i subjektifikationens domæne på en sådan vis, at den sætter eleven fri af strukturer, der reproducerer ulighed og eksklusion.

Biestas antagelser om uddannelsen – eller her inklusionens – tre domæne kan hjælpe os med at genfinde balancen og nuancerne i debatten om inklusion og fremfor alt vise os på rette vej, når vi stiller spørgsmålet; hvad vil vi med inklusion, og hvad er god inklusion overhovedet? En del af svaret på spørgsmålet er, at inklusion er til for såvel mennesket som samfundet. Det ligger mig således på sinde, at vi genfinder retningen i spørgsmålet om inklusionens berettigelse samtidigt med, at vi fortsat undersøger, hvordan vi bedst når frem til det, vi vil med inklusionen.

 

Litteratur:

Biesta, G. (2014): Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik. Klim

Farrell, P. (2000): The impact of research on developments in inclusive education, International Journal of Inclusive Education, 4:2, 153-162

Translate »