Alle elever skal blive så dygtige, de kan og No Child Left Behind (NCLB) har det til fælles, at de begge er ganske centrale sætninger i forbindelse med gennemgribende skolereformer, samt at de er så selvindlysende og rigtige, at det er fornuftsstridigt at være uenig. Ikke desto mindre forholder det sig jo netop således, at vi må udvise ekstra agtpågivenhed og være kritiske, når noget er så indlysende, at det tydeligvis er for godt til at være sandt.

De to centrale sætninger fra reformen af den danske folkeskole, der som bekendt trådte i kraft i indeværende skoleår, og NCLB-reformen af det amerikanske skolesystem fra 2001 rummer på overfladen en nærmest hånende selvfølgelighed, men går vi blot en anelse i dybden, finder vi, at disse skolepolitiske idégrundlag markerer en forståelse af en skole, der ikke bygger på lighed og fællesskab, men derimod på ulighed, excellence (eller alle skal være så dygtige, som muligt) og potentielt eksklusion.

Jeg har før skrevet om det amerikanske skolesystem og fremhævet de elementer, der tydeligvis har inspireret de skolepolitiske tænkere herhjemme. Jeg har også påpeget, at 500 amerikanske uddannelsesforskere for nyligt har underskrevet et brev til den amerikanske kongres, hvori de kraftigt understreger, hvor ødelæggende det ensidige fokus på standarder, test og ansvarliggørelse er for skolesystemet. Den så forhadte NCLB lov fra 2001 satte fokus på en styring af skolen gennem nationale test og accountability eller ansvarliggørelse.

Jeg har imidlertid ikke være tilpas tydelig i forhold til min grundlæggende bekymring – vi ser for indeværende et markant skifte i de værdier, hvorpå vores uddannelsessystem, og her særligt folkeskolen, bygges på. Disse værdier er demokratiske og er forankret i udviklingen af vores velfærdssystem og er altså grundlæggende egalitære. Den folkeskole, vi for indeværende ser et værdimæssigt opgør med, er grundlæggende bygget på lighed og inklusion, hvilket har været kendetegnende for folkeskolens formålsparagraf gennem tiden – skolens virke skal være præget af åndsfrihed, demokrati og ligeværd.

Hvorfor er jeg så bekymret, når det stadig fremgår af skolens formål, at denne skal være forankret i åndsfrihed, demokrati og – ikke mindst – lighed? Det er jeg af den evidente årsag, at skolen bevæger sig i en stadig mindre egalitær retning og snarere styrer mod mere ulighed, fokus på ganske bestemte og standardiserede kompetencemål, high-stakes testkultur, hvor resultaterne af den enkelte elevs og skoles resultater får stadig større betydning og konsekvenser og ganske enkelt bliver mere ekskluderende på trods af intentioner om en mere inkluderende skole. Større paradoks skal vi lede længe efter; hvordan kan en skole, der i tiltagende grad bygger på ulighed blive mere inkluderende?

Jeg har andetsteds her på siden, og i artiklen ”Is There Something Rotten in the State of Denmark? The Paradoxical Policies of Inclusive Education – Lessons from Denmark” (2014) forfattet med Chris Johnstone fra U of Minnesota, diskuteret, at der i forbindelse med reformen af den danske folkeskole og, ikke mindst, målsætninger vedrørende at alle elever skal være så dygtige, de kan (hvilket operationaliseres gennem formuleringer om, at mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test, og at andelen af de allerdygtigste elever stige år for år) er klare paralleller til den elitære amerikanske skolepolitik- og udvikling. Disse paralleller er så tydelige, at jeg mener, vi skal spørge os selv, om vi vil have en skole bygget på elitære ideer om excellence for alle, eller om vi vil holde fast i, at den danske folkeskole skal være bygget på ideer om lighed, demokrati og inklusion.

Den finske uddannelsesforsker- og debattør Pasi Sahlberg, der bl.a. bruger meget tid på at fortælle amerikanske uddannelsespolitikere- og forskere om det finske skolemirakel, har understreget, at en væsentlig komponent i fortællingen om det finske skolesystem er en fastholdelse af en forankring i lighed som grundlæggende værdi, og et skolesystem, der ikke som en lang række andre europæiske lande er blevet forblændet af amerikansk skolepolitik med dennes særlige fokus på excellence for alle, standardisering og en udpræget high-stakes testkultur. Sahlberg har blandt andet diskuteret, at da det finske skolesystem en årrække tilbage undergik reformer, var det politiske fokus netop på lighed og ikke såkaldt excellence eller alle skal være så dygtige, de kan-diskursen.

Sahlberg betoner ydermere, at den mest centrale værdi i finsk uddannelsespolitik siden 1980’er har været lighed og en substantiel præmis i denne forbindelse er, at alle børn – uagtet socioøkonomisk og geografisk baggrund – skal have de samme muligheder for at lære og deltage i skolen, hvilket vil sige en skole med en grundlæggende egalitær og inkluderende grundholdning, der ikke blot er en holdning, men derimod en fundamental pædagogisk praksis.

Flere uddannelsesforskere har påpeget, at Finlands homogene demografi uden tvivl er en væsentlig forklarende faktor i landets uddannelsessucces samt forklarende i forhold til, hvorfor privatskoler mere eller mindre er ikke-eksisterende i Finland. Samuel Abrams, Columbia University, har sammenlignet det finske skolesystem med det norske, der må siges at have lignende demografiske forhold med en høj grad af homogenitet. Ikke desto mindre klarer det norske skolesystem sig væsentligt dårligere end det finske – hvorfor? Fordi Norge, lig Danmark, har forvildet sig ind i en skoleudvikling, der i høj grad er præget af eller inspireret af det amerikanske skolesystem med alt dets uvæsen.

Slutteligt er det værd at bemærke følgende citat fra Pasi Sahlberg: ”There is no word for accountability in Finnish. Accountability is something that is left when responsibility has been subtracted”[1].

Lad os kontinuerligt stille spørgsmålet; hvilken skolen vil vi have, og hvilke grundlæggende værdier skal denne skole bygges på?

 

Litteratur:

Thomas T. Engsig & Christopher J. Johnstone (2014): Is there something rotten in the state of Denmark? The paradoxical policies of inclusive education – lessons from Denmark, International Journal of Inclusive Education, DOI: 10.1080/13603116.2014.940068

Partanen, A. (2011): What Americans Keep Ignoring About Finland’s School Success. The Atlantic

 

[1] http://www.theatlantic.com/national/archive/2011/12/what-americans-keep-ignoring-about-finlands-school-success/250564/

Translate »