Af Thomas Engsig, lektor og ph.d.-stipendiat ved UC Nordjylland & Aalborg Universitet

1. juni markerede som bekendt sommerens komme og forhåbentlig varmere temperaturer og lyse aftener. Det var imidlertid ikke alene sommeren, der bankede på i sidste uge, men ligeså Lars Løkke Rasmussens og Venstres opgør med inklusionen i vores folkeskole. Flere medier (herunder DR og Folkeskolen.dk) rapporterede, at Venstre, der er en del af forligskredsen omkring folkeskolereformen og beslutningen om øget inklusion i 2012, nu varsler et veritabelt opgør med inklusionen. Lars Løkke Rasmussen citeres af DR Nyheder således; ”Det var en ”fin tanke”, men inklusionen fungerer ikke, og der skal tages et opgør med den måde, det foregår på.

Nuvel, kritikken falder godt i tråd med den debat vedrørende inklusion, der har præget en række medier i gennem den seneste tid, og ligeledes bekræftes kritikken af en række undersøgelser (bl.a. foretaget af Danmarks Lærerforening), der peger på, at lærerne ikke føler sig fagligt klædt på i forhold til at løse skolens inklusionsbestræbelser. Spørgsmålet er imidlertid, hvad dette såkaldte opgør med inklusionen skal rumme. Lars Løkke Rasmussen udtaler til DR Nyheder den 1. juni, at der er for mange elever, der er blevet inkluderet i folkeskolens almene undervisning, og at det er gået for vidt, samt at vi skal føre nogle elever tilbage til specialundervisningen. Her går det imidlertid grueligt galt for Venstre og Lars Løkke Rasmussen, og det karambolerer endog massivt med målene i folkeskolereformen, hvilken Venstre er en del af forligskredsen omkring.

For at kaste lidt lys over hvorledes det hænger sammen, vil jeg inddrage en anden kommentar, der figurerede i medierne denne famøse 1. juni (bl.a. Information & Altinget.dk.). For som vi så ofte har set det tidligere, er det praktisk talt blevet en naturlov, at når en central politiker ytrer sig om forhold i folkeskolen, skal en forsker med særlige ekspertise inden for skolen ligeledes udtale sig. Denne gang var det Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef ved Professionshøjskolen VIA, der skulle bidrage med ekspertdiskursen. Rasch-Christensen udtalte, at ingen tilsyneladende ved, hvad inklusion betyder for elevers læring, og at vi kun ved, hvilken betydning inklusion har i forhold til elevers trivsel. Rasch-Christensen slutter således; ”at vi mangler at undersøge, hvorvidt inklusion betyder, at eleverne lærer mere, hvilket er det ultimative mål”. Man kunne diskutere, om det virkeligt er det ultimative mål med vores skole og inklusionsbestræbelserne, at eleverne konstant lærer mere. Muligvis kunne man indvende, at almen dannelse, socialisering, subjektivering og trivsel i lige så høj grad var ”ultimative mål”.

Når Rasch-Christensens udtaler, at vi mangler viden vedrørende inklusionens sammenhæng med elevernes læring, er det efter min vurdering ikke i overensstemmelse med forskning på området. Derimod mener jeg, at vi har viden, der netop understreger ovenstående sammenhæng mellem en grundlæggende inkluderende skole og elevernes trivsel og læring. Det vil sige, at når Venstre varsler et opgør med inklusionen, varsler de ligeledes et opgør med en af de grundlæggende præmisser i den foleskolereform, de selv har været med til at gennemføre: nemlig, at alle elever skal blive så dygtige, de kan. Det mest centrale er imidlertid, at Venstres mulige opgør med inklusion i vores folkeskole er et opgør med netop folkets skole, det vil sige, et opgør med ideen om en skole, der er skolen for alle uagtet hvilke forudsætninger, eleverne bringer med sig.

Jeg vil således anfægte to forhold: for det første at et opgør med inklusionen er nødvendigt. Tværtimod er det fundamentalt for vores fortsatte bestræbelser vedrørende et demokratisk og lige samfund, at vi har en inkluderende skole, og derudover hænger inklusion og trivsel samt et højt læringsudbytte udmærket sammen. Derudover vil jeg anfægte den påstand, at vi ikke har viden, der peger på, at der er en sammenhæng mellem inklusion og elevernes læring. Det forholder sig således, at vi har masser af god forskningsviden om dette forhold – både international viden men ligeså viden, der er forankret i Norden og således er skabt på baggrund af forhold, der ligner vores skolevirkelighed ganske betragteligt.

I den lille kommune Essunga i vores naboland Sverige fik man et chok, da man erfarede, at man lå i den absolutte bund i forhold til elevernes læringsudbytte. I 2007 rangerede Essunga 289 ud af Sveriges 290 kommuner i forhold til elevernes læringsudbytte målt på karakterer samt antallet af egnethedserklæringer til gymnasiet. I 2010 blev samtlige elever i niende klasse vurderet egnede til gymnasiet, og man rangerede nu blandt de tre bedste kommuner i landet i forhold til læringsudbytte. Resultaterne fra Essunga, viser, at en skoles inkluderende grundholdning og praksis ikke udelukker, at samtlige elever lærer noget. Tværtimod tyder noget på, at en skole, der er præget af mangfoldighed og inkluderende praksis også er en skole, hvor elever lærer mere.

Den finske professor Pasi Sahlberg, der for indeværende rejser verden rundt for at fortælle om den finske skole, understreger, at en fundamental forklaring ved Finlands succes i de internationale komparative studier, herunder PISA, ikke skal findes i standardisering, øget testkultur og en styring af skolen, der er forankret i New Public Management. Reformer af skolen, der – hvilket reformen af den danske folkeskole er et eklatant eksempel på – lader sig styre af internationale ranglister, test og såkaldt accountability, er ramt af, hvad Sahlberg kalder GERM; Global Education Reform Movement. Sahlberg understreger, at det finske skolesystem ikke er blevet reformeret på baggrund af disse internationale tendenser, der har skylden for at bl.a. det amerikanske skolesystem er i ruiner. Derimod betoner Sahlberg, at grunden til, at det finske skolesystem for indeværende er en uddannelsesmæssig supermagt er, at man har fokuseret på lighed fremfor excellence.

Pasi Sahlberg betoner ydermere, at den mest centrale værdi i finsk uddannelsespolitik siden 1980’er har været lighed, og en substantiel præmis i denne forbindelse er, at alle børn – uagtet socioøkonomisk og geografisk baggrund – skal have de samme muligheder for at lære og deltage i skolen.

Der er således noget, der peger på, at en inkluderende skole, der er præget af en høj grad af mangfoldighed, for det første godt kan lade sig gøre, og dernæst ligeledes kan hænge sammen med, at alle elever faktisk både trives og lærer noget.

Udover ovenstående fortælling fra den svenske kommune Essunga, hvor man på baggrund af en grundlæggende inkluderende praksis hævede det faglige udbytte hos en betragtelig andel af eleverne, er der en række andre studier, der giver os viden om inklusionens sammenhæng med elevernes læring. I 2004 påbegyndte norske forskere en undersøgelse, der over fire år skulle kigge på over 700 elever med særlige vanskeligheder i almenundervisningen. Undersøgelsen viste, at disse elever klarede sig bedre fagligt i forhold til elever med lignende vanskeligheder i specialundervisningen. I en anden større undersøgelse fra 2009, der var en systematisk kortlægning af forskning på området, viste resultaterne, at inkluderede elever i almenundervisningen både trives bedre og lærte mere end elever i den segregerede specialundervisning. Dette er blot et kort nedslag i litteraturen på området, der naturligvis også indeholder resultater, der peger på negativ betydning ved inklusion, men det skal understreges, at der er en massiv mængde viden, der netop peger på inklusionens positive betydninger for elevers læring.

Venstres varslede opgør med inklusionen forekommer populistisk og særdeles uovervejet. Vi skal anerkende, at skolerne og lærerne finder inklusion vanskelig og bl.a. kigge mod de lande, der påbegyndte inklusionen årtier tilbage og i dag anser inklusion som en grundsten i den gode skole. En evaluering af skolens arbejde med inklusion må ikke alene konkludere, at vi mangler ressourcer til bl.a. støtte, hvilket SFI lige har konkluderet i en rapport. Det handler ikke blot om, hvor mange elever, der får støtte eller ej, men derimod om, hvordan vi giver denne støtte på bedst mulig måde, så den får en positiv betydning for elevens almene dannelse, trivsel og læring. Vi skal anerkende, at bevægelsen mod en mere inkluderende skole er vanskelig og således skabe de bedst mulige vilkår for elever, lærere og forældre.

 

 

 

 

Translate »