Den 6. juli 2015 kan man læse i Information, at vi tilsyneladende ikke ved, hvorvidt inklusion i folkeskolen har nogen positiv betydning for eleverne. Det får mig til at tænke på Lars Løkke Rasmussens udmelding blot en måned tidligere, hvor han under valgkampen varslede et opgør med inklusionen i folkeskolen. I en kommentar hertil udtalte forskningschef ved professionshøjskolen VIA, Andreas Rasch-Christensen, at ingen tilsyneladende ved, hvad inklusion betyder for elevers læring. Jeg kom med en replik til denne påstand samt til Venstres varslede opgør med inklusionen i en kronik i Kristeligt Dagblad den 12. juni 2015. En af mine pointer i kronikken var, at vi rent faktisk har en betragtelig mængde valid forskningsviden om de positive betydninger af inklusionen, hvilket jeg ikke vil gentage her.

Information fremkommer således med samme holdning i artiklen, Hvad man ikke ved om inklusion, den 6. juli. Hovedargumentet i artiklen er, at vi ikke har tilstrækkelig forskningsviden, der viser kausal sammenhæng mellem inklusion og positive effekter hos eleverne, men derimod alene korrelation – eller sammenhænge – og altså ikke årsagssammenhæng. Var det en af mine studerende på Læreruddannelsen, der havde forfattet artiklen, ville jeg glædes over, at den studerende rent faktisk kunne skelne mellem korrelation og kausalitet, men min begejstring ville være begrænset netop til denne sondring alene.

Problemet er nemlig det, at det ikke giver mening, endsige er muligt, at operere med et snævert kausalitetsbegreb, når vi taler om så komplekse sociale fænomener som undervisning, læring og inklusion i skolen. Tilbage i 1996 påpegede den britiske uddannelsesforsker David Hargreaves, at uddannelses­forskningen med fordel kunne sam­men­lignes med den medicinske forskning, og at uddannelsesforskningen i højere grad skulle anvende en række af de forskningsidealer, der gør sig gældende bl.a. i den medicinske forskning – herunder en monokausal forståelse af forholdet mellem pædagogiske interventioner og effekter.

Dette medførte, at uddannelsesforskeren Martyn Hammersley i tidsskriftet Educational Research and Teaching kritiserede Hargreaves’ sammenligning mellem medicinsk forsk­ning henholdsvis pædagogisk forskning. Netop forholdet omkring kausalitet var centralt i kritikken af David Hargreaves’ ønske om naturvidenskabelige forskningsidealer i den pædagogiske forskning. Uddannelsesfilosoffen Gert Biesta har sidenhen kritiseret samme ønske om en mere snæver kausalitetsforståelse i uddannelsesforskningen, hvilket Information tilsyneladende advokerer for. Gert Biesta understreger, at pædagogik, undervisning og læring ikke kan anskues som en sim­pel intervention på linje med visse aspekter af den medicinske prak­sis, og at sammenligningen er grundlæggende forkert. Biesta diskuterer videre, på linje med Hammersleys respons til Hargreaves, at pædagogik og under­visning, og herigennem den pædagogiske forskning, ikke må baseres på en instru­men­tel og redutionistisk, monokausal forståelse, men snarere baseres på en forståelse af pædagogik og uddannelse som processer, der er ikke-kausale eller i det mindste multikausale.

Ideen om studier i forhold til inklusionens positive betydninger, der er forankrede i en snæver kausalitetsforståelse, der altså skulle kunne dokumentere en enkel kausal sammenhæng mellem inklusion og positive effekter hos eleverne er naiv og særdeles problematisk. Forhold der også medfører, at RCT-studier (Randomized Controlled Trials eller kontrollerede forsøg baseret på lodtrækning) er alt andet end uproblematiske i pædagogisk forskning. Sagen er nemlig den, at en reduceret kausalitetsforståelse og en traditionel em­pi­ristisk naiv realismeforståelse, hvor kontrollerede eksperimentelle forsøg eliminerer andre kausale meka­nismer og strukturer og skaber evidens omkring såkaldte empiriske regel­mæssigheder, ikke er mulig i forhold til komplekse sociale fænomener som undervisning og læring.

Den kausalitet, som Information tilsyneladende ønsker mere af i forskningen omkring inklusionens betydning, opererer med en flad ontologiforståelse, hvor man ikke er interesseret i at skabe viden om de mekanismer, strukturer og magtforhold, der producere fænomener på det empiriske niveau. Eksperimentelle forsøg i pædagogisk forskning foregår, modsat i det medicinske laboratorium, under åbne forhold – ude i virkelighedens pædagogik. I en social kom­pleks verden er det givet, at vi ikke kan eliminere andre kausale faktorer og således skabe utvetydige empiriske regelmæssigheder.

Information er altså ude i et lettere utopisk og naivt ærinde, der har været diskuteret i uddannelsesforskningen gennem årtier. Således er det altså pædagogisk forskning, der er forankret i en multikausal forståelse eller som blot er interesseret i netop korrelationer, der kan give os troværdig viden om inklusion – og den har vi en betragtelig mængde af – også af høj kvalitet.

Thomas Engsig
Lektor og Ph.d.-stipendiat ved Læreruddannelsen, UC Nordjylland

http://www.information.dk/538768

 

Translate »