”Har du glemt, hvordan det var at være barn?” Det spørger min kone mig om, når jeg indimellem stiller tilsyneladende urimelige og utidige krav til mine børn. Sandheden er vel, at jeg momentvis, og i tiltagende grad, har glemt visse aspekter ved børnelivet. Spørgsmålet er imidlertid, om min personlige glemsel kan foldes ud; har vi glemt, hvordan det var at være børn og gå i skole – har vi glemt, hvordan det gode børne- og skoleliv ser ud?

Hvorfor overhovedet stille dette spørgsmål? Jo, det må vi gøre af den simple årsag, at vi er forpligtede til kontinuerligt at spørge, om skolen – som denne ser ud lige nu og her – udgør de bedste mulighedsbetingelser for, at vores børn får gode børne- og skoleliv. Vi er etisk forpligtede til konstant at forsøge at generobre betydningen og forståelsen af, hvordan et godt skoleliv ser ud. Når jeg anvender en overskrift med åbenbare paralleller til Løgstrups tanker om den etiske fordring, skyldes dette, at jeg er af den overbevisning, at vi som forældre, lærere, ledere, politikere, forskere og andet godtfolk netop ikke er isolerede individer, der blot kan betragte udviklingen af vores folkeskole neutralt, men derimod er konfronteret med en etisk fordring – eller forpligtelse – idet vi bærer et lille stykke af samtlige skolebørns liv i vore hænder. Det levede børne- og skoleliv er som bekendt irreversibelt og på samme tid det absolutte fundament for et godt voksenliv, så derfor er denne allestedsnærværende etiske forpligtelse vigtigere end nogensinde før, når vi betragter det, der for indeværende sker i og med vores folkeskole.

Vi er således etisk forpligtede til at stille kritiske spørgsmål til det forhold, at vores børn lever et børne- og skoleliv, hvor de går i skole flere timer end noget andet OECD land, og således har længere skoledage end jeg havde, og måske også dig. OECD’s rapport, Education at a Glance 2014 og nationale rapporter, viser ligeledes, at udgifterne pr. elev i folkeskolen er faldet siden 2002, og i dag bruger vi færre penge på folkeskolen end en lang række af de lande, vi sædvanligvis sammenlignes med. Ja, vi bruger nogenlunde ligeså mange penge pr. elev som lande som Polen, Estland, Tjekkiet og Ungarn, hvorimod lande som Norge, Sverige, Finland og USA bruger anseeligt flere penge på skolen end os – der ellers efter sigende har verdens dyreste folkeskole. I lyset af dette er vi etisk forpligtede til at stille os kritiske over for det forhold, at vi bruger stadigt færre penge på folkeskolen samtidigt med, at der politisk stilles krav om, at andelen af elever med de bedste resultater skal øges år for år, mens andelen af de svageste elever skal reduceres år for år, og derudover har vi sat (ellers sympatiske) mål om øget inklusion i folkeskolen, hvilket bestemt fordrer flere ressourcer, såfremt vi taler god og kvalitativ inklusion og mangfoldighed.

Vi er ligeledes etisk forpligtede til at undrer os over og stille kritiske spørgsmål til den tiltagende ansvarliggørelse af skoler og lærere. Ansvar er i udgangspunktet godt, og lærere i folkeskolen har altid stået til ansvar overfor forældre, elever og ledere i forhold til, at deres elever trives og lærer noget. Den form for ansvarliggørelse vi i stigende grad ser folde sig ud i skolen i dag er ingenlunde positiv eller konstruktiv. Tværtimod er den nedbrydende og misforstået. Den øgede standardisering og ensidige testkultur, der bl.a. stammer fra den britiske og amerikanske accountabilitykultur og som kommer til udtryk gennem brugen af Nationale test og den politiske diskurs omkring denne, medfører ikke øget trivsel og læringsudbytte, men derimod ensartethed, indholdstømning af curriculum og grundlæggende mistilid og konkurrencementalitet. Den etiske forpligtelse afstedkommer i denne forbindelse, at vi må spørge, hvorvidt vi måler det, vi værdsætter, eller om vi blot ender med at værdsætter det, der kan måles. Endvidere er vi etisk forpligtede på, at stille os kritiske overfor golde ranglister, som den tænketanken Cepos præsenterede for nylig. Vi må bl.a. forholde os til, at ranglister bidrager til en øget markedsliggørelse af skolen, og en indbyrdes konkurrence, der ifølge uddannelsesforskeren Pasi Sahlberg er en klar indikator på en forankring i den globale reformbevægelse af skolen, der på ingen måde fører til en bedre skole, men derimod fører til en skole, som bl.a. USA og Storbritannien lige nu kæmper med at få på rette fod igen.

Denne etiske forpligtelse vedrører os alle. Den pædagogiske forskning skal være kritisk, grundig og have et klart blik for elevernes stemmer. Den må med balanceret og nuanceret kritik forholde sig til en lang række af de elementer, der sammen konstituerer reformen af vores skole – ikke mindst de underliggende præmisser og diskurser denne udgøres af. Vi må som forældre lytte engagerede og interesserede, når vores børn fortæller om deres skoleliv og forholde os kritisk hertil, mens vi forsøger at komme vore egne gode skoleliv i hu. Vi må som forældre, lærere og samfundsborgere holde øjne og ører åbne og leve op til vores etiske forpligtelse, når skiftende politikere har folkeskolen mellem deres fingre; når dagene bliver for lange, når indholdet trues til fordel for det ensidige fokus på læring, når de manglende ressourcer til støtte umuliggør elevernes subjektive oplevelse af at være inkluderede, når læreren ikke har tid til at forberede god undervisning, når testen bliver vigtigere end dannelse, indhold og trivsel – slet og ret når mulighedsbetingelserne for vores børns gode børne- og skoleliv er utilstrækkelige og misforståede.

Translate »