Professionsuddannelserne kæmper for indeværende en krig på mange fronter, og i flere henseender er der tale om en kamp, der har en ikke uanseelig betydning for en række af de såkaldte velfærdsuddannelser såsom læreruddannelsen, pædagoguddannelsen og syge­plejerske­­uddannelsen. Disse angreb på professionsuddannelserne har sin forankring i en række forskellige politiske, ideologiske og økonomiske tendenser, og de kan få hidtil usete og alvorlige konsekvenser for professionsuddannelserne – i særdeleshed læreruddannelsen. Der er efter alt at dømme tale om nogle strukturelle vilkår, der afstedkommer ulige mulighedsbetingelser for professionshøjskolerne.

Historien viser os som bekendt, at det ingenlunde er holdbart at kæmpe på flere fronter. Det er ressourcemæssigt uoverkommeligt, vanskeligt at navigere og prioritere i og, ikke mindst, svært at forsvare sig på adækvat vis og således sikre sin ubetingede overlevelse. Det er, efter min vurdering, imidlertid netop denne situation rigets professionsuddannelser befinder sig i for inde­værende. Med begge fødder solidt plantet i Læreruddannelsen vil jeg i det følgende folde en række forhold ud, der efter alt at dømme konstituerer en substantiel trussel mod læreruddannelsen, som vi kender den (om end denne har lidt af en art dissociativ tilstand i en årrække..), og således også en eklatant trussel mod nogle af de velfærdsprofessioner, der udgør selve kernen i det demokratiske velfærdssamfund, vi er så heldige at sameksistere i.

Læreruddannelsen har som bekendt undergået en del reformer i sin noget omskiftelige eksistens, der går tilbage til etableringen af Blaagaard Seminarium i 1791, og da dette ikke er en historisk gennemgang af Læreruddannelsens noget stormfuldte liv, vil jeg blot fremdrage, at den seneste reform af Læreruddannelsen i 2013 rummer en række ideologiske grundtanker, der har haft betragtelig betydning for måden, hvorpå pædagogik, undervisning og, ikke mindst, læring (skal) tænkes og praktiseres.

Dette forhold tydeliggøres i forbindelse med redegørelsen af det første angreb på læreruddannelsen, der har sin forankring i det ideologiske. Med ideologi mener jeg her de dominerende pædagogiske, sociologiske, filosofiske og vidensøkonomiske præmisser og diskurser, der ligger til grund for en uddannelse. En del af grundtanken bag reformen af læreruddannelsen var, at der skulle være tydeligere sammenhænge til folkeskolen og udviklingen af denne. Dette ses bl.a. ved skærpelsen af hele kompetencetankegangen og det uddannelsesforskeren Gert Biesta kalder ”learnification”, hvilket vil sige en læringsgørelse af hele sproget vedrørende pædagogik, dannelse og uddannelse. Nogle ville påstå, at der i princippet er tale om en art indholdstømning af curriculum med større fokus på det, den studerende (eller eleven i folkeskolen) skal mestre efter et endt forløb – det vil sige videns- og færdighedsmål. Der er således noget, der indikerer, at der foreligger en række evidente paralleller til hele den antipædagogiske bevægelse, der huserer i og omkring folkeskolen – læringsmålstyringen.

En klar manifestation af denne sammenhæng – og dette angreb på læreruddannelsen – skal ses i rapporten Læreruddannerkompetencer – en undersøgelse af danske læreruddanneres kompetencer og behov for kompetenceudvikling der kom fra DPU, Aarhus universitet for ganske nylig. Rapporten konkluderer bl.a., at hver femte underviser på læreruddannelsen ikke føler sig klædt på til at undervise de studerende, og blot hver tredje underviser føler sig fagligt i stand til at undervise de studerende i forhold til elementerne i folkeskolereformen. En af konsekvenserne heraf er, i følge rapportens forfattere, at nyud­dannede lærere skal efteruddannes, umiddelbart efter de er færdiguddannede fra læreruddannelsen. Rapporten peger ydermere på, at læreruddannelsen tilsyneladende er en slags skjult profession forstået således, at der forskes for lidt i læreruddanneres kompetencer og kompetencebehov. Sagen er imidlertid den – og heri består det ideologiske angreb på professionen – at det ikke er hvilke som helst relevante læreruddannerkompetencer og behov herfor, men snarere en palet af nogle ganske specifikke og ideologisk forankrede kompetencer. En af rapportens hovedkonklusioner er, at læreruddannere oplever et kompetenceudviklingsbehov i forhold til flere af folkeskolereformens centrale komponenter – herunder særligt læringsmålstyring. Dette veritable angreb rammer dybt ned i det, det hele drejer sig om i pædagogik og pædagogisk forskning; forståelsen af forholdet mellem dannelse, uddannelse og læring. Flere respondenter i undersøgelsen kan ganske enkelt ikke svare på spørgsmålene, da de finder præmisserne for disse fundamentalt forkerte. Det er da ikke uden problemer at undervise de lærerstuderende i læringsmålsstyring, hvis man grundlæggende ikke er teoretisk (og praktisk) enig i de pædagogisk filosofiske- og psykologiske præmisser, der ligger under fænomenet. Det er vanskeligt at undervise i dele af reformens elementer, når vi har betragtelig forskning, der peger på, at andre lande (som vi ganske ureflekteret har lånt fra) ikke har haft nogen form for succes med disse. Det er vanskeligt at undervise i et fænomen som understøttende undervisning, når dette er et arbitrært og floskuløst begreb. Hele ideen om læringsmålstyring var sågar ved at blive en central del af bekendtgørelsen om uddannelse til professionsbachelor som lærer og således en central didaktisk kom­petence for kommende lærere, hvilket dog lyksaligvis blev undgået i sidste øjeblik.

Kan der uddannes lærere i udkantsdanmark?
Et særligt karakteristika ved professionsuddannelserne er, at de udbydes bredt forstået således, at du kan læse til lærer i indre København, Haderslev, Hjørring og sågar på smukke Bornholm. Uddannelsens geografiske bredde kan imidlertid blive fortid, såfremt angrebet på professionsuddannelserne fra politisk side bliver aktualiseret. Uddannelses- og forskningsministeren udmeldte for nylig, at det ellers så kornfede uddannelsesområde skal spare – mere konkret 8,7 milliarder over fire år. Flere af professionshøjskolernes rektorer påpeger, at dette rummer alvorlige konsekvenser bl.a. for uddannelser som lærer­uddannelsen, og at det er omkostningstungt at imødekomme den forpligtelse, professionshøjskolerne har, i forhold til at sprede uddannelserne på flere lokaliteter for at nå bredt ud rent geografisk (og socioøkonomisk).

Professionsuddannelserne er centrale i forhold til samfundets sammenhængskraft al den stund, at det er nødvendigt for vort velfærdssamfunds fortsatte eksistens, at der også uddannes lærere, pædagoger og sygeplejersker i landets yderregioner. Camilla Wang, rektor ved UC Sjælland, påpeger i et debatindlæg i Jyllandsposten d. 2. september, at de bebudede og omfattende besparelser særligt vil ramme de regionale uddannelsesinstitutioners uddannelsesudbud – herunder professionshøjskolernes. Det vil sige, at der i den politisk varslede grønthøsterbesparelse ligger en implicit strukturel ulighed, der alt andet lige vil ramme professionshøjskolerne hårdere end universiteterne i de store byer. Rektor for UCC, Laust Joen Jacobsen, betoner endda, at besparelserne vil rammer uddannelser som lærer- og pædagoguddannelsen ekstra hårdt, og vil afstedkomme en forringelse af disse, hvilket vil have en direkte influens på bl.a. folkeskolereformen og de politiske ønsker om at forbedre kvaliteten i de danske dagtilbud[1].

Strike Three – forskningsbaseret eller ej
Det tredje angreb på professionsuddannelserne – herunder læreruddannelsen – omhandler mulighederne for at styrke kvaliteten af uddannelserne gennem forskning. Professions­højskolerne har siden 2013 haft ret og pligt til at bedrive praksisnær anvendt forskning, der både skal styrke uddannelserne samt de professioner, disse er rettet mod. Dette har bl.a. medført en kapacitetsopbygning af professionshøjskolernes forsknings­kompetence gennem ph.d.-uddannelse af flere undervisere, docenter og en mere progressiv og tydelig forsknings- og udviklingsstrategi. Professionshøjskolernes uddannelser må være forankrede i et nuanceret forhold mellem professionsviden, praksisviden og forskningsviden, og det er bl.a. gennem relevant og praksisnær forskningsviden, at velfærdsuddannelserne bliver bedre velfærdsuddannelser. Problemet er imidlertid, at ønsket om og nødvendigheden af at bedrive god praksisnær anvendt forskning eksempelvis i læreruddannelsen ikke i tilstrækkelig grad imødekommes politisk og således ikke har de strukturelle mulighedsbetingelser, som bl.a. universiteterne har. Således får universiteterne 26 gange så mange støttekroner til forskning og udvikling som de mellemlange og korte videregående uddannelser tilsammen, det vil sige, ud af de samlede midler til forskning og udvikling får universiteterne 96%, og erhvervsakademier og professionshøjskoler får 4% – dette på trods af at 60% af de, som får en videregående uddannelsen netop får dette på en kort- eller mellemlang uddannelse. Der er således en grundlæggende strukturel mekanisme i relation til fordelingen af midler til forskning og udvikling, der afstedkommer en markant ulighed uddannelserne imellem – en ulighed der til syvende og sidst medfører, at en professionsuddannelse som læreruddannelsen har væsentligt ringere muligheder for at være blot delvist forskningsbaseret – på trods af at vi kan og gerne vil.

Læreruddanneren, der råbte konkurrencestat
Spørgsmålet er afslutningsvist, hvad der i grunden ligger bag disse strukturelle uligheds­skabende mekanismer, og hvad der i virkeligheden truer en professionsuddannelsen som lærer­uddannelsen. En populær omskrivning af Drengen, der råbte ulv ville være; læreruddanneren, der råbte konkurrencestat. Ikke desto mindre er der ingenlunde tale om en professionsspecifik automatreaktion, men snarere en empirisk realitet med substantielle implikationer for vores forståelse af uddannelse, undervisning, dannelse og læring. Konkurrencestatens influens på nationens uddannelsespolitik synes indiskutabel, men derimod er det ikke tydeligt nok, at konkurrencestaten skaber nogle rammebetingelser, der afstedkommer en markant ulighed. På trods af, at de såkaldte velfærdsprofessioner- og uddannelser, ifølge lektor Jens Erik Christensen[2], tilsyneladende skal spille en nøglerolle som konkurrencestatens kernetropper, er der intet, der indikerer, at konkurrencestaten giver professionsuddannelserne gunstige vilkår, så de kan (når vi nu død og pine skal) konkurrere med universiteterne. Det helt centrale problem er imidlertid, at konkurrencestaten heller ikke skaber de strukturelle mulighedsbetingelser, der skal til, for at professionsuddannelserne kan være det, de er; højt kvalificerede og, til dels, forskningsinformerede praksisnære uddannelser til en række for samfundet helt fundamentale og nødvendige professioner, der er kendetegnet ved en helstøbt dannelsestænkning bestående af kvalifikationer, socialisering og subjektivering.

 

[1] https://ucc.dk/aktuelt/nyheder/regeringens-spareplan-vil-forringe-kvaliteten-af-fremtidens-laerere-og-paedagoger

[2] Kristensen, J.E. (2012): Velfærdsprofessionerne i konkurrencestaten?

Translate »