Jeg er på paradoksal vis i dag blevet begejstret og fuld af håb for blot at blive indigneret og fuld af mistro kort efter. Årsagen til denne mildest talt konfliktfyldte oplevelse er på en og samme tid en fortælling om pædagogikkens åbning og samtidigt en fortælling om pædagogikkens deroute og delvise fortabelse. Hvad kunne dog foranledige en så modsætningsfyldt oplevelse, der afstedkommer en følelse af såvel håb som mistro? Svaret er enkelt og forankret i det hverdagsliv, de fleste af os lever sammen med vores børn; oplevelsen af et barn, der åbner sig for verden og venter på, at verden åbner sig på den ene side og oplevelsen af et barn, der har åbnet sig for verden og skolen, og som oplever at skolen og pædagogikken lukker sig og bliver stadig mere snæver.

Min yngste datter skal i skole efter sommerferien, og for indeværende sker der det helt fundamentalt smukke og naturlige, at hun tørster efter viden, kundskaber og – for at tale i tidens ånd – læring! Med andre ord åbner hun sig mod verden og håber, uden at være bevidst derom, at verden – manifesteret i skolen – åbner sig for hende. Hun udstråler lyst til at lære, engagement og en umiddelbar glæde ved at kunne mestre at skrive sit navn eller lægge syv og tre sammen. Med andre ord er der tale om pædagogikkens åbning, hvor min datter har lyst og mod på at engagere sig i verden og tilegne sig kundskaber og færdigheder. I en skole, der er forankret i den kontinentale didaktiktradition ville min datter møde lærere, der på baggrund af skolens formålsparagraf, ville opstille mål for undervisningen og vælge indholdet eller genstanden for undervisningen på baggrund af et dannelsesideal og en forståelse af, at det, der skal læres, er vigtigere end læringen selv. Som far, læreruddanner og pædagogisk forsker begejstres jeg herved og bliver håbefuld på såvel min datters vegne som på folkeskolens.

Dagens anden oplevelse var knap så opbyggelig og får mig til at tvivle på, at skolen vil min datter det godt. Når jeg skriver skolen, mener jeg ikke de mange lærere og pædagoger, der hver dag foretager pædagogiske, didaktiske og etiske valg, der trodser den neoliberale curriculumtradition skolen for tiden er informeret af, men derimod skolen som politisk system. Min anden datter, der går i tredje klasse kommer hjem og fortæller om dagens oplevelser med Nationale test i dansk. Det gik vist nogenlunde, men det var svært endog særdeles svært. Min datter er dygtig – især i dansk – og hun er ligeledes engageret, motiveret og glad for at lære, men i dag mødte hun noget, der ikke bare var vanskeligt, men til tider uforståeligt. Hun undrede sig over det forhold, at testen var til fjerde klasse, og spurgte sin lærer, om det nu kunne være rigtigt – det kunne det. I den daglige information fra klasselæreren står der imidlertid også, at testen godt nok er til fjerde klasse, og at den var svær. Jeg anfægter ingenlunde min datters lærers faglighed, professionelle dømmekraft og pædagogiske integritet – tværtimod. Jeg tror, at han, samt en ikke uanseelig andel af kommunens lærere, ved, at det rent pædagogisk og etisk er hul i hovedet at give elever i tredje klasse en test, der designet til fjerde klasse. Både han og jeg ved, at skoleforvaltningen i et momentant øjeblik af pædagogisk og etisk blindhed eller snarere forblændelse af ideen om læringens synliggørelse har foretaget et antipædagogisk og uetisk valg. Vi ved fra forskning, at børns deltagelse i skolens testpraksis kan have emotionelle og sociale implikationer og bl.a. afstedkomme lave mestringsforventninger hos de børn, der i forvejen ved, at skolen ikke falder dem let. Vi kan blot kigge mod USA, hvor der i flere år er blevet forsket i konsekvenserne af en såkaldt accountable skole, hvor den primære styringsteknologi er test og kontrol. Anvendelsen af nationale test designet til fjerde klasse i tredje klasse harmonerer ingenlunde med ønsket om en inkluderende skole – tværtimod er det direkte ekskluderende for nogle elever. Ønsket om synlighed, målbarhed og evig progression trænger i denne sammenhæng det væsentlige spørgsmål i baggrunden: hvad er god uddannelse, og hvorfor måler vi alene det, vi tror, vi kan måle og ikke det, vi i virkeligheden værdsætter.

Debatten om skolen og tidens syn på pædagogik og dannelse er skinger, unuanceret og ikke-konstruktiv. Mit primære ærinde som læreruddanner, forsker og debattør er netop at søge nuancerede svar, men mine oplevelser i dag var netop dikotomiske, men jeg har stadig håb.

Translate »