Viden skal spredes i såkaldte videnkredsløb, og når viden spredes på adækvat vis, er det tilsyneladende godt for praksis. I et debatindlæg af områdechef i EVA, Jakob Rathlev i Altinget den 12. februar 2016 fremgår det, at professionshøjskolerne har et betragteligt potentiale for at udbrede viden, men at dette ikke sker af sig selv, der skal åbenbart skrues op for trykket i rørene i det såkaldte videnkredsløb. Helt præcist hvad et videnkredsløb er, samt hvordan man ”skruer op for trykket” er imidlertid en anelse uklart. Glædeligt er det imidlertid, at områdechefen i EVA ikke blot positionerer professions­højskolerne som nogle, der alene rekvirerer og formidler forskningsviden, som Uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, argumenterede for i Dansk Magister­forenings medlemsblad den 12. februar 2016. Jakob Rathlev anerkender derimod, at professions­højskolerne ikke alene formidler universiteternes forskningsviden til praksis, men ligeledes selv producerer viden i samarbejde med erhverv, professioner og universiteterne.

Tilbage til ideen om videnkredsløb: områdechefen i EVA understreger, at kredsløb kan være følsomme, og at røret kan stoppe til. Den lidet skønne metafor anvendes tilsyneladende med det formål for øje at pointere, at bl.a. samarbejdet mellem professionshøjskolerne og universiteterne konstituerer en sådan prop, der sætter kredsløbet ud af kraft. Forslaget fra områdechefen fra EVA er blandt andet, at en del af de forskningsmidler, som er øremærket professionshøjskolerne og erhvervsakademierne, skal anvendes til at understøtte et stærkere samspil mellem universiteterne og professionshøjskolerne. Områdechefens debatindlæg er et eklatant eksempel på flere misforståelser, der desværre er højaktuelle for indeværende: videnspredning (eller kredsløb) synes at henføre til den process at pumpe mængder af forskningsviden fra universiteterne og professionshøjskolerne ud til de forskellige praksisfelter, hvilket naturligvis er en utilstrækkelig og unuanceret forståelse af forholdet mellem bl.a. professionshøjskolerne og eksempelvis folkeskolens professionelle. Desuden er selve begrebet videnspredning direkte misvisende og til dels fornærmende – særligt for praksis. Dernæst forekommer det mig uambitiøst og måske ligefrem bagstræberisk at anvende de forsvindende få forskningsmidler, professionshøjskolerne og erhvervsakademierne råder over, til at styrke samarbejdet med universiteterne. Nuvel, dette samarbejde er signifikant, men den praksisnære anvendte forskning, som professionshøjskolerne bedriver, må også være forankret i et styrket samarbejdet med praksis for netop at sikre, at praksisnær forskningsviden ikke blot spredes til professionerne, men derimod genererer mening i praksis og således bliver en nødvendig og anvendelig del af professionernes samlede vidensbase.

Hvad er der imidlertid galt med at tale om videnspredning eller en snæver forståelse af såkaldte videnkredsløb? For at komme et muligt svar nærmere mener jeg, at man ligeledes må nærme sig en forståelse af, hvad der forstås ved professionshøjskolernes praksisnære og anvendte forskning. På danske professionshøjskolers forskningspolitiske konference i 2013 udtalte direktør for styrelsen for Videregående uddannelser, Nils Agerhus, at det er centralt, at professionshøjskolerne fastholder deres særkende, der bl.a. konstitueres af praksisnær og anvendelsesorienteret forskning, der ifølge Agerhus skal være noget andet, end den forskning universiteterne bedriver. Agerhus fremhæver videre, at professionshøjskolernes forskningsindsats skal have positive betydninger for sektorens uddannelser og aktørerne i den praktiske virkelighed. Professionshøjskolerne skal altså bedrive praksisnær og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter i et nært samspil med aftagende interessenter. Praksisnær forskning omhandler forskningsaktiviteter, der bedrives situeret i praksis og med praktikere ofte i form af aktionsforskning eller praksisforskning. Med andre ord er praksis en del af et videnskabende netværk, der skaber denne viden på baggrund af højformaliserede kriterier. Praksisnær og anvendelsesorienteret forskning opererer altså på grundlag af rigoristiske kriterier for videnskabelse og særligt væsentligt er, at der er tale om pragmatisk eller økologisk validitet – altså at den skabte viden skaber mening, kan anvendes og er værdifuld for praksis. Dette rummer kimen til en kritik af ideen om videnspredning. At sprede viden synes at være forankret i den forståelse, at nogle (universiteterne) skaber viden, der således mangfoldiggøres gennem utallige rapporter, analyser og publikationer og forhåbentlig ”optages” af andre (praksis). Der er altså tale om en art subjekt-objekt forhold, hvor modtageren – det vil sige praksis – synes at miste sin aktørstatus og således reduceres til blot at modtage på nærmest bevidstløs vis.

Spørgsmålet er imidlertid, om det i virkeligheden forholder sig således; denoterer den udprægede anvendelse af begrebet videnspredning et ikke-konstruktivt billede af samspillet mellem eksempelvis professionshøjskolerne og praksis. Det korte svar er ja!

Rambøll udgav i 2015, i sædvanlig stil uden angivelse af forfattere, rapporten Analyse af videnspredning – spredning af forsknings- og udviklingsviden med relevans for grundskolens praksis. Den knap 110 sider lange rapport konkluderer blandt andet, at der sjældent forekommer en såkaldt direkte vidensoverførsel fra vidensproducenter til vidensbrugere i den pædagogiske praksis. Endvidere konkluderes – lettere paradoksalt- at det dog er muligt at sprede empirisk funderet forskningsviden til skolens praksis, der giver lærere og ledere et afsæt for en forskningsinformeret praksis og metoder med dokumenteret effekt for elevernes læring. Det bemærkelsesværdige er, at vidensproducenter i denne sammenhæng alene er forskere på universiteterne og professionshøjskolerne, og at videnspredning i høj grad synes at handle om implementering af etableret forskningsviden. Så er vi ved at være tilbage til Esben Lunde Larsens idé om, at professionshøjskolerne alene skal rekvirere og sprede forskningsviden til de taknemmelige lærere, ledere og pædagoger i skolen, der i en håndevending kontekstualiserer og tilskriver mening til den viden, de taknemmeligt modtager. Kardinalpunktet er, at professionshøjskolernes praksisnære og anvendelsesorienterede forsknings- og udviklingsaktiviteter netop er praksisnære og anvendelsesorienterede af den klare årsag, at praksis, det vil sige læreren, pædagogen og skolelederen, også er vidensproducenter i samarbejde med forskerne og ikke blot vidensbrugere. Kan viden spredes? Rapporter, analyser og artikler kan spredes og enten læses eller kastes i papirkurven. Praksisnær forskningsviden skabes i fællesskaber på baggrund af rigoristiske kriterier, hvor forskeren såvel som læreren eller pædagogen har klare og veldefinerede roller, viden og kompetencer. Hvor videnspredning muligvis er implementering af eksempelvis den New Zealandske forsker John Hatties ideer om synlig læring, er videnskabelse i netværk eller i fællesskaber noget ganske andet.

Den canadiske uddannelsesforsker, Ben Levin er optaget af knowledge mobilization – eller vidensmobilisering. Indrømmet, det er måske ikke en af de bedste betegnelser, men at mobilisere betyder at gøre virksom eller bevægelig, og at gøre noget virksomt er netop både praksisnært og anvendelsesorienteret. Levin understreger, at en central del af denne vidensmobilisering omhandler det at etablere og konsolidere netværk eller videnskabende fællesskaber. Videnskabende fællesskaber spreder ikke viden, de skaber, tilskriver mening og værdi og skaber så endnu en gang.

Som en krølle på halen må det indvendes, at professionshøjskolerne ikke kan gøre op med denne rigide opfattelse af videnspredning med en årlig bevilling på 270 millioner til forskning og udvikling, og med et så beskedent beløb handler det ikke blot om at styrke samarbejdet med universiteterne, men derimod med praksis – for at skabe flere videnskabende fællesskaber. Universiteterne får 26 gange så mange støttekroner til forskning og udvikling som de mellemlange og korte videregående uddannelser tilsammen. Således får professionshøjskolerne og erhvervsakademierne 4% af disse midler på trods af, at 60% af de, som får en videregående uddannelsen netop får dette på en kort- eller mellemlang uddannelse – 4% praksisnær og videnskabende fællesskaber.

 

Translate »