I morgendagens postreformerede skole står lærere og skoleledere på læringsplatforme og skuer ud over elevernes synlige læring, alt imens eleverne har travlt med at få et overblik over deres egen læring gennem selvevaluering, selvmonitorering og selvregulering. Før vi alle kravler op på læringsplatformenes solide fundament og kigger på vores børn, der har travlt med at evaluere og regulere sig selv, er det imidlertid tvingende nødvendigt at tage diskussionen om, hvad læringsplatforme og fokus på elevernes selvregulering betyder for vores skole og for vores børn.

I geologisk forskning er man bl.a. optaget af at kunne forudsige jordskælv. Det vil sige, på baggrund af forskning og arbejdet med diverse modeller arbejder man på i højere grad at kunne udtale sig om sandsynligheden for, at et jordskælv indtræffer. Indrømmet, analogien er en smule søgt, men de udviklinger og bevægelser, der sker omkring sproget vedrørende pædagogik, uddannelse og – ikke mindst – læring for indeværende, fungerer ligeledes som en art indikatorer på, at nye fænomener og pædagogiske praksisformer er på vej til at ryste fundamentet for vores folkeskole og forståelse af almen pædagogik og didaktik.

Et eksempel herpå er ordet læringsplatforme. Du har efter alt at dømme hørt om det, da kommuner og skoler rundt omkring i landet har travlt med at finde den helt rette løsning – den helt rette læringsplatform. Minuddannelse, Meebook og en række andre løsninger kæmper om kommunernes gunst, og der er smurt tykt på med det nye læringssprog. Ordet platform kan betyder flere ting: en afgrænset flade, der er beregnet til at stå på (og få et bedre overblik) eller en politisk platform, der henfører til et politisk program, der fungerer som et fælles udgangspunkt for en gruppe af mennesker. Jeg vil lade læseren afgøre, hvorvidt den ene eller anden betydning er mest rammende i nærværende sammenhæng.

I 2014 blev KL og kommunerne enige om en række nye krav til skolernes IT-systemer, herunder at alle skoler skal have en såkaldt læringsplatform. Det står helt tydeligt i notater fra KL, at denne nye digitaliseringsstrategi skal ses i tæt sammenhæng med folkeskolereformen og dennes mål om, at alle elever bliver så dygtige, de kan. Ligeledes er det også tydeligt, at der tænkes i en tæt sammenhæng med bl.a. nationale test og forenklede fælles mål – med andre ord må læringsplatformene blandt andet ses i det lys, at hensigten er, at de skal bidrage til synliggørelsen af elevernes læring samt læringsmålstyring.

Doktor i pædagogik og prorektor ved University College Syd, Alexander von Oettingen, har for nylig i et interview med Folkeskolen.dk udtalt, at lærernes primære opgave i relation til anvendelsen af disse læringsplatforme bliver at fodre dem med data – altså en bevægelse væk fra et fokus på undervisningens didaktiske processer til en højere grad af dokumentation og accountability. Der er absolut ingen tvivl om, at hele forestillingen om læringsmålstyret undervisning og en øget accountability i skolen er en implicit del af etableringen af disse læringsplatforme. I regeringens og KL’s Aftale om konkretisering af det fælles brugerportalinitiativ for folkeskolen står følgende:

”Fælles for disse digitale indgange er imidlertid målene om inden for gældende lovgivning at understøtte den målstyrede læring, herunder at barnet, forældre og det pædagogiske personale på skolerne løbende kan følge barnets læring, faglige progression og trivsel”

Der er flere studier, der peger på, at brugen af læringsplatforme (eller Learning Management Systems) rummer betydelige konsekvenser for en given skoles pædagogiske og didaktiske praksis (bl.a. Coates et al. 2005). Den finske uddannelsesforsker, Pasi Sahlberg, diskuterer også, at bl.a. standardisering og fokus på output (læring) er en af indikatorerne på det, han kalder Global Educational Reform Movement eller GERM. Særligt indikatoren testbaseret ansvarliggørelse (accountability) af skoler og lærere er en klar indikator på, at et lands uddannelsessystem er påvirket af denne globale uddannelsesmæssige reformbevægelse. Anvendelsen af disse læringsplatforme er i allerhøjeste grad et udtryk for dette, da de må anskues som en del af et såkaldt accountabilitysystem.

Ud over det forhold at begrebet og fænomenet læringsplatforme er tæt knyttet til de politiske mål med folkeskolereformen og den tiltagende high-stakes testkultur, der kendetegner vores folkeskoles indeværende udvikling, så er det ligeså et udtryk for det uddannelsesforskeren Gert Biesta kalder læringgørelsen af vores pædagogiske sprog. På trods af at læring per definition er en særdeles kompleks sag, der i skolen eksisterer et sted mellem pædagogikkens, didaktikkens og lærerens intentionalitet på den ene side og udpræget uforudsigelighed på den anden, så gøres der som bekendt ihærdige forsøg på at gøre dette begreb til pædagogikkens og didaktikkens absolutte midtpunkt. Biesta (2005) peger på, at læring er tom for indhold og alene beskriver en proces. Pædagogikken og almen- og fagdidaktikken derimod rummer genstande, der kan diskuteres. Der kan tages stilling til, hvorvidt den ene genstand er mere lødig end den anden – det kan diskuteres, hvad uddannelse og undervisning er til for, og hvad god undervisning eller den gode genstand er. Den slags er læringsplatformene tilsyneladende ikke så fulde af.

I min forståelse, der ganske vist kan udfordres, er læringsplatforme blot endnu et led i instrumentaliseringen af pædagogikken, didaktikken og vores folkeskole. I det instrumentaliserede og antipædagogiske læringssprog fodrer læreren kontinuerligt læringsplatformene med data, og til syvende og sidst kan læreren, forældre, skoleleder og skoleforvaltning se, om alle elever bliver så dygtige, de kan. Det bliver tydeligt for enhver med platformadgang at se, hvorvidt de kvantificerede målsætninger i reformen af vores skole kan imødekommes eller ej.

Alt imens læreren, skolelederen og forældrene står på læringsplatformen og betragter elevens progression og håber, at han bliver så dygtig, han kan, løber eleverne tilsyneladende rundt som selvoptagede subjekter, der rummer så omnipotent et selv, at læreren, undervisningen og fællesskabet nærmest synes omsonst. Biesta (2005) argumenter, at en del af baggrunden for læringgørelsen af vores pædagogiske sprog konstitueres af nyere individualistiske perspektiver på læring (bl.a. konstruktivisme) samt postmodernistiske strømninger med frisættelsen af individet. Det til tider ekstreme fokus på selvevaluering, selvmonitorering og selvregulering synes at være et eklatant udtryk for dette – med andre ord er eleven som individ og som et nærmest omnipotent selv helt central i den postreformerede skoles (selv)forståelse. Svend Brinkmann (2014) har i sin yderst populære anti-selvhjælpsbog diskuteret, på karikerende vis, at vi skal holde op med at mærke efter i os selv og holde op med at søge svaret inde i os selv. Mening genereres netop ikke (alene) i os selv, men i det situerede, i det relationelle og det intersproglige. På samme vis er det absurd eller måske snarere tragikomisk, at eleverne i folkeskolen tilsyneladende har så omnipotent et selv, at de skulle være i stand til kontinuerligt at monitorere, evaluere og sågar regulere sig selv med det formål for øje at lære mere, lære bedre. Eleverne skal også følge den kloge professors råd og stoppe med at mærke efter i sig selv. De skal derimod lade uddannede lærere og pædagoger hjælpe dem med at regulere sig selv, de skal lade dygtige lærere evaluere undervisningen med mere sammen med dem, og endelig skal de ikke konstant snuble i sig selv, som en anden klog professor har sagt. Vi lærer bedst, når vi glemmer, vi lærer – når vi ikke konstant skal betragte vores egen læring og vurdere den – når vi træder ned fra platformen.

 

Kilder:

Biesta, Gert, 2005: Against learning. Reclaiming a language for education in an age of learning. Nordisk Pedagogik, Vol. 25, pp. 54–66. Oslo. ISSN 0901-8050

Brinkmann, S. (2014) Stå fast. Gyldendal

Coates, H.; James, R. & Baldwin, G. (2005): A critical examination of the effects of learning management systems on university teaching and learning. Tertiary Education and Management, 11(1), 19-36.

http://www.folkeskolen.dk/585312/laeringsplatformene-vil-goere-laererne-til-bogholdere

KL & UVM (2014): Aftale om konkretisering af det fælles brugerportalinitiativ for folkeskolen

 

Translate »