Det synes komplet uladsiggørligt at åbne en avis, se en seriøs nyhedsudsendelse eller blot surfe lidt på det (pædagogiske) world wide web uden at støde på en historie eller et polemisk debatindlæg om forskellige forfaldsformer i vores samfunds skoler, gymnasier, dagtilbud og videregående uddannelsesinstitutioner. For indeværende er det som bekendt såvel den postreformerede folkeskoles læringsmålstyring og testvanvid og kampen om gymnasiets almendannelse, der i den grad optager og opildner både det pædagogiske parnas og alment bekymrede eller læringsmålstyrings-begejstrede borgere.

Det er ikke for sarte sjæle, for der kæmpes på livet løs i en veritabel kulturkamp om pædagogik, dannelse, kultur og historie. Nogle foranlediges muligvis til at tænke, om det hele ikke blot er en gang højpandet og über-pædagogisk diskussion, der ikke er alment relevant og væsentlig. Sagen er imidlertid den, at det i den grad ikke bare ”er noget, vi leger”, men derimod pædagogiske, filosofiske og forskningsmæssige skærmydsler, der har afgørende implikationer for samfundsbærende institutioner som folkeskolen og gymnasiet.

Jeg selv søger nuancerne i diskussionerne og forsøger at holde mig fra de polemiske og ikke-konstruktive skyttegravskrige, hvor folk bliver kaldt grimme ting. Ikke desto mindre er følgende så himmelråbende forkert, at jeg muligvis anvender et sprog, der ikke ligner mig. Er det tilfældet, og mister jeg det nuancerede blik, er jeg klar til at diskutere dette.

Mit ærinde vedrører min egen baghave (so to speak) – læreruddannelsen. Vi taler ofte om folkeskolens formål, men læreruddannelsens formål er ikke hyppigt til debat. Ifølge bekendtgørelsen om uddannelse til professionsbachelor som lærer i folkeskolen, er læreruddannelses formål som følger:

Formålet med uddannelsen er, at den studerende gennem uddannelsen tilegner sig den viden og de færdigheder, der er forudsætningen for at kunne virke som faglig, pædagogisk og didaktisk kompetent lærer i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål, jf. folkeskolelovens § 1. (BEK nr 1068 af 08/09/2015)

Det synes tydeligt for enhver, at forholdet mellem folkeskolens formål og læreruddannelsens formål er soleklart; læreruddannelsen skal skabe forudsætningerne for, at de studerende til syvende og sidst kan virke som lærere i den danske folkeskole i henhold til folkeskolens formål.

Folkeskoles formål er som bekendt at:

…give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.
Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.

Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Der er, stadig…, en masse flotte pædagogiske ord, håb og ambitioner i vores skoles formålsparagraf, problemet er imidlertid, at der i den nye læreruddannelse synes langt mellem de bestanddele, der skulle sikre et klart forhold til folkeskolens formålsparagraf.

Kundskaben, der blev væk
Jeg vil i det følgende argumenter for, at læreruddannelsen i sine nuværende gevandter, som denne er beskrevet i bekendtgørelsen og modulbeskrivelser, anvender et vokabular, der ligger meget langt fra den grundklang, der ligger i folkeskolens formålsparagraf, som læreruddannelsen som nævnt ovenfor netop skulle rumme tydelige paralleller til.

En substantiel kritik af folkeskolens og nu også gymnasiets indeværende udvikling ligger som bekendt i det forhold, at didaktikken og pædagogikken tømmes for indhold, genstande, dannelsestradition, samt at et antipædagogisk læringssprog erstatter det hele. Der er altså tale om et formalistisk – ja sågar instrumentalistisk – syn på, hvad skole og uddannelse er godt for. Det handler tilsyneladende om at lære at lære, at selvregulere- og monitorer, tilegne sig kompetencer og viden, sætte tydelige læringsmål og endelig kontinuerligt teste, hvorvidt denne viden, disse kompetencer og færdigheder er erhvervet.

Det gør det vel ikke i læreruddannelsen, spørger du måske. Sagen er den, at den nye moduliserede (læs: atomiserede) læreruddannelse hviler på en grund af kompetencemål, vidensmål og færdighedsmål. Der er i det hele taget en frygtelig masse mål, hvilket i sig selv ikke er katastrofalt. Kimen til det katastrofale ligger imidlertid i det forhold, at læreruddannelsen i den grad er ramt af det, som den pædagogiske filosof Gert Biesta kalder læringgørelsen af det pædagogiske sprog. Læring er per definition processuel og egentlig indholdsløs. Ved blot at tale om det at lære at lære eller blot at tale om læringsmål snubler vi i os selv og glemmer at tale om hvad, der skal læres, og hvorfor dette overhovedet er værd at lære. Læringsbegrebet indgår ikke mindre end 208 gange i læreruddannelsens bekendtgørelse. Ordet læringsmålstyret indgår 30 gange – altså i grundlaget for at uddanne lærere til vores folkeskole!

Du tænker måske; rolig, idet læreruddannelsens formål er tæt knyttet til folkeskolens formål indgår ordet kundskaber vel også. For folkeskolens formål er, at eleverne skal have kundskaber og færdigheder. De skal altså – ifølge formålsparagraffen – ikke have kompetencer eller viden, men kundskaber. Kompetencebegrebet har intet med kundskaber at gøre, men har derimod noget med performativitet at gøre. Kompetencer er noget, vi skal have for at løse nogle opgaver, der er særligt fordrede i det samfund, vi lever i. Det er eksempelvis en kompetence i dag at være omstillingsparat, eller det er en særligt værdsat kompetence at lære at lære eller sågar at selvevaluere egen læring. Kompetencer eller snarere kompetencekrav er ofte samtidstypiske og har intet med dannelse at gøre og er i bedste fald omskiftelige. Se blot på de implikationer John Hatties forskningsresultater har haft i forhold til tilsynekomsten og betydningen af det, man kunne kalde læringsmålskompetencen. En gang var det særligt ledelseskompetence, didaktisk kompetence og relationskompetence, der karakteriserede den gode lærer, for det sagde et væsentligt systematisk review – men det har intet med kundskaber at gøre.

Kundskabsbegrebet, der er centralt i vores skoles formålsparagraf og ikke har en engelsksproget pendant, henfører til en art vidensform, der rumme et klart element af fortrolighed eller erfaringsbaseret tilknytning (Rømer, 2014). Kundskaber er ikke alene information eller viden om noget, men derimod en art subjektificeret objektivitet – eller objektivitet man er fortrolig med (ibid.). Kundskaber omhandler netop indhold eller genstand, som den indeværende læringgørelse af det pædagogiske sprog ellers på det kraftigste forsøger at eliminere. Kundskabsbegrebet rummer såvel det Wolfgang Klafki kalder formal og materiel dannelse. Desværre er kundskabsbegrebet ingenlunde at finde i bekendtgørelsen for læreruddannelsen – det er ren kompetencehysteri med samtidsbestemte og poppede videns- og færdighedsmål. Jeg mener ingenlunde, at læreruddannelsen i praksis er tømt for kundskaber. Nej, dertil er der alt for mange dygtige, ansvarlige og samvittighedsfulde lektorer på landets læreruddannelser. De sniger kundskaber ind i sprækkerne af kompetenceområder, vidensmål og færdighedsmål, og disse sprækker bliver tiltagende større.

Der er en grundlæggende diskrepans mellem læreruddannelsens formål og folkeskolens formålsparagraf på trods af, at det helt centrale i læreruddannelsens formål er at leve op til folkeskolens ditto. Hvis det ikke er et pædagogisk dilemma af substantielle størrelser, ja så ved jeg ikke…

Læreruddannelsen er alt for vigtig til at være vildfaren på samme vis som folkeskolen og gymnasierne er for vigtige til at være vildfarne. Det er omskiftelige tider, og jeg søger til stadighed nuancerne og viger væk fra de polemiske skyttegrave, men en læreruddannelse, der undsiger sig sit eget formål, er som at vente på Godot.

 

Kilder

https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=176327

Rømer, T. (2014): http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-kundskaber.html

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=174218

 

Translate »