Lad der ikke herske nogen som helst form for tvivl: mobning er gift for vores folkeskole og for børn og unges trivsel, dannelse, læring, motivation og mulighed for at danne positive selvbilleder. Vi har været optaget af mobning i skolen i årtier og har bl.a. i løbet af denne periode set bevægelser – eller måske snarere et egentligt paradigmeskifte – i vores forståelser af de sociale processer, der konstituerer mobning. Ikke desto mindre er der noget, der indikerer, at skoler, lærere, pædagoger og forældre til tider stadig står magtesløse og uden adækvate forståelser af mobning som et socialt og psykologisk fænomen samt uden egentlige konstruktive og virkningsfulde handleplaner og pædagogiske tiltag.

På trods af at landets skoler er juridisk forpligtede til at have en antimobbestrategi, der skal rammesætte arbejdet med at forhindre og forebygge mobning, viser tal, at 36% af skolerne ikke har en sådan strategi og således må forventes at arbejde med spredte og muligvis ikke betydningsfulde tiltag mod mobning.

Mobning, marginalisering og ekskludering fra de livsvigtige fællesskaber, der udgør rammen om vores børns liv i og uden for skolen må på ingen vis tages let. Det er ret beset afgørende for, at elever trives i skolen og således kan stå i en position, hvor folkeskolens formål overhovedet giver mening.

I lyset af dette synes det meningsfuldt, at undervisningsminister, Ellen Trane Nørby sætter et eksplicit fokus på mobning i skolen. Dette gør hun bl.a. med et lovforslag om en ekstern klageinstans og muligheden for at give bøder til skoler, der ikke på fyldestgørende vis løser udfordringerne med mobning. Dette forslag må naturligvis ses i tæt forbindelse med et af de kvantificerbare mål med reformen af vores folkeskole – nemlig målet om at elevernes trivsel skal øges.

Spørgsmålet er imidlertid, om dette er stien, vi skal vælge i et land som Danmark med det fundament, vores folkeskole står på og om ideen om de såkaldte mobbebøder i virkeligheden er et væsentligt skridt på vejen mod et skolesystem, der i stadig stigende grad underlægges fordringen om en helt særlig form for ansvarliggørelse – accountability.

Når ansvarliggørelse får konsekvenser
Jeg har tidligere skrevet om begrebet accountability særligt i forbindelse med den skoleudvikling vi for indeværende ser i Danmark. Accountabilitybegrebet, der kan oversættes til ansvarliggørelse, kender vi fra det britiske uddannelsessystem og, ikke mindst, det amerikanske. To skolesystemer, der i den grad er forankrede i en styring af skolen baseret på det kvantificerbare – det vil sige – et omfattende testsystem og en uhørt grad af standardisering. I det amerikanske skolesystem bliver de enkelte stater kontinuerligt målt på deres testresultater, og de skoler, der ikke klarer sig godt nok, skal opsætte mål for, hvordan de vil vende resultaterne. I yderste konsekvens, og i forbindelse med den nu dødsdømte No Child Left Behind politik, har vi set, at ledelsen og det pædagogiske personale er blevet afskedigede som konsekvens af fortsatte dårlige resultater, eller at det medfører økonomiske konsekvenser for skolerne.

Jeg har ligeledes tidligere skrevet, at den finske pædagogiske forsker, Pasi Sahlberg, anvender begrebet Global Educational Reform Movement eller blot GERM, hvor netop ekstern accountability er en central komponent. Visse former for – især intern – accountability eller ansvarliggørelse er fuldstændig nødvendige. Lærere, ledere og skoler må til en vis grad være ansvarlige for den pædagogiske praksis, der udgør rammerne om elevernes verden. Problemet er imidlertid når denne fordring om ansvarliggørelse i stigende grad kommer udefra eller måske snarere oppefra, og især når denne ansvarliggørelse handler om rigide kvantificer- og målbare målsætninger og standarder.

Det vil sige, at fænomener som en øget test-kultur, øget standardisering, mindre autonomi for de enkelte skoler og en højere grad af ekstern accountability eller ansvarliggørelse alle er fænomener, der tegner billedet af en skole, der er forankret i en særlig angelsaksisk forståelse af skoleudvikling, hvilket synes svært foreneligt med en dansk skoletradition.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad alt dette har med mobbebøder at gøre. I min forståelse kan forslaget om denne form for ansvarliggørelse netop anskues i lyset af en helt særlig form for retning, vores folkeskole desværre bevæger sig i.

En glidebane, der eroderer tillid og autonomi
Folkeskolereformens målsætning vedrørende elevernes trivsel må nødvendigvis ses i lyset af de diskurser, der informerer den indeværende skoleudvikling. Overordnet betragtet repræsenterer de nationale mål samt de kvantificerbare mål med folkeskolereformen et skifte fra det den pædagogiske filosof Gert Biesta kalder normativ validitet til teknisk validitet. Med andre ord er der et højere grad af fokus på det, der kan måles, øges og reduceres frem for et fokus på diskussionen om, hvad vi vil med skolen, og hvad skolen i det hele taget er til for.

Når reformen af vores skole fordrer, at alle elever skal udfordres, så de bliver så dygtige, de kan, og at andelen af de bedste elever skal øges, mens andelen af elever med de dårligste resultater i nationale test skal reduceres, ja så giver det i den grad mening, at vi ligeså skal kunne kvantificere og måle elevernes trivsel. Når elever trives er sandsynligheden for, at de lærer desto højere, og når vi kan se bevægelser i elevernes kvantificerede trivsel er det lettere at holde nogen ansvarlig for, hvorfor alle elever ikke bliver så dygtige, de kan.

At oprette en ekstern klageinstans for mobning er i sig selv ikke en dårlig ide. Den dårlige ide består alene i at kunne udskrive en art dummebøde til skoler, der af den ene eller anden årsag har svært ved at bryde en række mønstre og sociale processer, der udgør mobning. Naturligvis skal sådanne skoler kunne få kvalificeret hjælp til at løse problemerne – måske endda tildeles ekstra ressourcer i form af pædagoger eller lærere med særlig viden og kompetencer i forhold til mobning. Det vil sige, at vi skal blive bedre til at give elever og skoler, der er i særligt udsatte positioner noget mere eller noget andet, så problemerne løses – det kalder vi equity eller rimelighed.

Såfremt muligheden for at udstede bøder bliver en realitet, er vi et skridt nærmere en high-stakes form for accountability, hvor der i den grad er noget på spil. Samtidigt vil vi erodere den grundlæggende tillid, der udgør den grund som vores folkeskole står på. Vi vil sætte en helt ny praksis og et helt ny sprog i verden, der udgør en farlig glidebane mod en form for ansvarliggørelse, som vi indtil videre kun ser i den amerikanske og britiske skole. En skole hvor lærere og ledere straffes med bøder eller sågar afskedigelse, såfremt de kvantificerbare mål ikke imødekommes. Hvad nu hvis andelen af de bedste elever ikke øges, eller såfremt andelen af dårligt præsterende elever ikke reduceres? Hvem skal så have en bøde – skolen eller den enkelte lærer eller måske ligefrem forældrene?

Pasi Sahlberg har skrevet følgende: There is no word for accountability in Finnish. Accountability is something that is left when responsibility has been subtracted.[1]

Lad os arbejde på, at begrebet accountability heller ikke får særlig betydning og liv i den danske folkeskole, og lad skolen og den pædagogiske praksis hvile på en grund af tillid, professionel ansvarlighed og lyst til at ville børn og skolens formål det bedste. Skoler, der har problemer med at vriste sig fri af mobningens greb skal ikke have bøder – de skal have hjælp!

 

http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE2737366/hver-tredje-folkeskole-bryder-lov-om-mobning/

[1] http://www.theatlantic.com/national/archive/2011/12/what-americans-keep-ignoring-about-finlands-school-success/250564/

Translate »