Jeg har tidligere skrevet, at inklusionsbegrebet konstant skal generobres. Det vil sige, at begrebet skal søges frigjort af de mange diskursive forviklinger, der egentlig blot fører til en langsom udvanding af begrebet – såvel i begrebslig som pædagogisk forstand.

Nærværende tekst omhandler det faktum, at jeg i stadig mindre grad anvender ordet inklusion som det allestedsnærværende overbegreb, det har udviklet sig til, og netop forsøger at generobre det ved delvist at afmontere begrebet nogle af de bibetydninger, det er blevet tilskrevet. I stedet foreslår jeg, at vi taler mere om pædagogisk rimelighed eller det, der i engelsktalende lande, kaldes equity.

En del af det, der er så grueligt galt med vores brug af begrebet (og fænomenet) inklusion er, at det til en vis udstrækning er blevet diskursivt og pragmatisk forenklet og tømt for dets egentlige substans og i stigende grad benyttes som et metodebegreb. Inklusion er ikke en metode – ej heller flere metoder, men derimod det potentielle resultat af god pædagogik. Overordnet betragtet kan inklusionsbegrebet forstås to måder:

1) Inklusion som noget politisk og pædagogisk intenderet – det vil sige på et strukturelt niveau, hvor nogen vil noget med andre.

2) Inklusion som et psykologisk, pædagogisk og menneskeligt fænomen – det vil sige på et situeret, subjektivt og erfaringsafhængigt niveau, hvor nogen oplever at høre til.

Den første betydning har i den grad vundet den diskursive kamp: inklusion i skolen og pædagogisk praksis handler desværre overvejende om, at nogen skal inkluderes i noget allerede bestående. Inklusion i denne betydning er ligeledes noget metodisk, og der er endda visse inkluderende metoder eller tilgange, hvor det tilsyneladende er evident, at disse virker bedre end andre.

Det er det, den tyske pædagogiske forsker, Andreas Gruschka kalder didaktisering af et pædagogisk fænomen. En ting er, at det er vanskeligt at tale om, at visse pædagogiske metoder skulle – på evident vis – sikre inklusion mere end andre. Som jeg har skrevet om før[1], er det så godt som umuligt at tale om denne form for kausalitet i en kompleks pædagogisk kontekst. Desuden har inklusion som en politisk eller pædagogisk intention – måske i form af en specifik metode – i realiteten intet at gøre med netop inklusion i begrebets anden betydning.

Vi kan derimod tale om, at en elev er inkluderet i et fællesskab, når han eller hun deltager og bidrager på en meningsfuld måde og oplever sig som en del af de pågældende fællesskaber. Så er inklusion et fænomen, der er resultatet af noget andet. Resultatet af god undervisning, gode relationer, et tilpasset og differentieret curriculum, tilpas støttemuligheder, tilpasse ressourcer, veluddannede lærere, pædagoger og støttelærere og meget andet.

Inklusion som en situeret, subjektiv psykologisk oplevelse er således resultatet af god pædagogik – af en god måde at lave skole på. Så det giver ikke mening at tale om inklusionselever, inklusionsmål, inklusionspædagoger og alle mulige andre ord med inklusion foran. Alene god, formålsbestemt pædagogik og undervisning.

En skole præget af rimelighed – Equity
Hvis inklusion således er resultatet af en god skole og god pædagogik, hvordan ser det så ud?

Vi får skoler, der er præget af inkluderende fællesskaber og inkluderede elever, når vi har en skole, der er kendetegnet ved det, vi kalder equity. Equity kan oversættes med rimelighed, fairness, eller såfremt man er tilpas hip og moderne: bæredygtighed. Equity er således erkendelsen og anerkendelsen af, at nogle børn og unge har behov for noget andet eller måske noget mere for at sikre udvikling, læring og trivsel. Equity i skole, uddannelse og pædagogisk praksis omhandler lige muligheder for alle. Equity i skole og uddannelse betyder, at alle elever får undervisning af høj kvalitet, og hvor deres læringsudbytte og trivsel ikke er afhængig af social baggrund. Med andre ord; en skole, der er præget af equity, har en højere sandsynlighed for, at eleverne lærer, trives og oplever sig inkluderede i skolens forskellige fællesskaber af den simple årsag, at der er en række strukturer i skolen, der afstedkommer, at eleverne mødes i de specifikke krav deres sociale baggrund og forudsætninger for deltagelse og læring fordrer.

Som bekendt findes der ikke en art pædagogisk One size fits all eller guldstandard. Equity handler netop om at gøre op med den præmis, at alle elever blot skal have det samme. På samme vis som der ikke findes standardiserede inklusionsmetodikker, der fungerer i alle kontekster og i forhold til alle elever, så findes der heller ikke en grundlæggende pædagogisk og didaktisk tilgang, der en gang for alle sikrer en inkluderende skole.

Equity i vores skole handler om, hvordan ressourcer fordeles og anvendes ud fra et princip om rimelighed. Det handler ligeså om, hvordan vi anerkender og forstår mangfoldighed og diversitet i elevernes forudsætninger, og endelig handler det om, hvordan forskellige grupper af børn og unge repræsenteres i det system, de er en del af.

Når vi har en skole, der er kendetegnet ved equity, handler elevernes dannelse, læring og trivsel ikke om social baggrund eller specifikke forudsætninger. Når vi har en skole, der er kendetegnet ved equity, bliver inklusion til et begreb, vi anvender til at betegne et resultat af en god skole og god pædagogik – elever, der har en situeret og dybt subjektiv oplevelse af at høre til og at bidrage til noget væsentligt.

[1] http://engsig.org/?p=382

Translate »