Jeg skrev en gang en opgave med den noget floskuløse og arbitrære titel Hvad er meningen? Der var tale om en pædagogisk psykologisk analyse af meningsbegrebet i forbindelse med skole, pædagogik og læring, og opgaven afstedkom en personlig erfaringsdannelse i mit pædagogiske virke: skab mulighedsbetingelser for at du selv og eleverne stiller spørgsmål ved, hvad meningen med indholdet i undervisningen er og ligeså, hvad der konstituerer den situerede oplevelse af mening hos hin enkelte elev.

Det forholder sig nemlig sådan, at ikke alt, hvad der læres, er lige meningsfuldt, og ikke alt, der er meningsfuldt, læres. Hvorfor denne pludselige genopståede optagethed af begrebet mening i forbindelse med skolens virke, pædagogikkens væsen og læringens muligheder og umuligheder?

Undervisning er som bekendt en teleologisk praksis, der er styret og drevet af formål og mål. I forlængelse heraf er det umuligt ikke at være optaget af, hvad meningen med undervisningen er. Jeg (og mange andre) har tidligere diskuteret, at der er bevægelser i den aktuelle skoleudvikling, der synes at være blevet blind for undervisningens formål og genstande og alene have øje for læringens processuelle sider – for at synliggøre læringen uden nødvendigvis at spørge: hvad er meningen?

Jeg spørger dagligt til, hvad mine børn laver i skolen. For tiden øver de sig. Gad vide hvad man øver sig til i skolen – en skolekoncert måske. Nej, de øver sig til nationale test. Jeg har ikke spurgt dem, om det er meningsfuldt, eller hvad meningen i grunden er. Er man som elev grundlæggende motiveret af præstation og konkurrence er det muligvis meningsfuldt at øve sig i en uge til en test, men der er ligeså en åbenbar sandsynlighed for, at dette ikke er tilfældet. Elever i folkeskolen er som mennesker er flest – meningssøgende og meningsproducerende, der søger at skabe sammenhæng og forbindelser i eksistensen også i forbindelse med det at lære, hvilket bl.a. den amerikanske psykolog Jerome Bruner har understreget.

Spørgsmålet er således, om skolen, i sin læringsiver og i relation til at lære eleverne at lære, så alle kan blive så dygtige, de kan, glemmer at ikke alt, der kan læres er lige meningsfuldt, og at noget har mere værdi end andet. Jeg vil for eksempel mene, at der er indhold, der er mere værdifuldt og meningsfuldt end at øve på nationale test, men måske tager jeg fejl.

Meningens genese
Hvad er mening i grunden, og hvordan skabes mening i en læreproces, og er der overhovedet ræson i at tale om meningens oprindelse i forbindelse med børns deltagelse i skolens undervisnings- og læringsprocesser? Såfremt man som lærer skal arbejde bevidst pædagogisk med at skabe mulighedsbetingelser for elevers meningsdannelse, og måske endda nå til den erkendelse at træne til en test er meningstomt, ja så må man nødvendigvis forholde sig til meningens karakter og betingelser.

Den russiske psykolog Leontjev (2002) påpegede ganske rammende, at der skal differentieres mellem begreberne betydning og mening. Betydning er kulturelt forankret og produceres i samfundsmæssige handlemåder, hvorimod mening er internaliserede betydninger, der knyttes til den enkelte elevs hele eksistens. Leontjev understreger, at der kan forekomme et ikke-sammenfald mellem betydninger og mening, således at et givent indhold eller aktivitet kan medføre fremmedhed eller meningstab. Man kunne forestille sig, at der kunne forekomme et ikke-sammenfald mellem de samfundsmæssige betydninger, der ligger i brugen af nationale test i skolen, og den enkelte elevs internalisering af disse betydninger i et subjektivt meningssystem, hvilket i den grad kunne lede eleven til at stille det relevante spørgsmål: hvad er meningen?

Spørgsmålet er, om vi i vores reformiver og læringsiver har undermineret betingelserne for den subjektivt meningsfulde læring, der er alment dannende og derved lever op til vores skoles formål. Er vi i gang med at skabe et syn på undervisning og læring, der er meningsfattigt? Eksemplet fra mine børns skoleliv, hvor de bruge dage på at øve nationale test, er efter min mening et eklatant eksempel herpå.

Den amerikanske psykolog Paul Colaizzi illustrerer dette på denne vis: en elev præsenteres for ti meningsløse stavelser på en hukommelsestromle. Efter 30 forsøg husker eleven alle ti meningsløse stavelser, og derved har hans præstation nået kriteriet, og herefter laves den følgeslutning, at eleven har lært materialet. Det vil sige, at tilegnelse af information er analog med læring. Colaizzi peger på, at det er en fejlslutning at konkludere, at informationstilegnelse og læring er det samme fænomen. Ud fra dette konkluderer Colaizzi, at på trods af at enhver materiel genstand kan perciperes og følgelig er genstand for informationstilegnelse, er den ikke nødvendigvis genstand for læring. Derimod er meningsfuld – eller genuin – læring noget, der fordrer en indre og gennemgribende bevægelse. Det vil sige, først når læringsindholdet bliver inkorporeret i vores virkelige liv og erfaringer, har vi genuint lært, og når en sådan inkorporering indtræder, kan vi kalde læringsindholdet en mening: ”the nature of the learned-content is a meaning-idea.”(Colaizzi, 1978: 129).

Colaizzis perspektiver er potente i forhold til en kritik af en skole, der i nogen udstrækning har glemt at spørge, om det giver mening. Dog skulle vi måske snarere tale om meningsfællesskaber i skolen. Gert Biesta understreger, som diskuteret i andre indlæg, at al pædagogisk praksis må spændes ud mellem tre domæner: kvalifikation, socialisation og subjektifikation. Når undervisningen indfører eleven i kundskaber og sociale meningsdannende fællesskaber tager den efter min opfattelse spørgsmålet om mening alvorligt. Den amerikanske psykolog Jerome Bruner pointerer, at vi som mennesker besidder en rettethed mod mening, og at denne rettethed i særdeleshed er narrativ forstået således, at vi gengiver vore erfaringer i fortællingens form og på dennes betingelser. Et kardinalpunkt hos Bruner er, at mening konstrueres i kulturelle kontekster hvilket slår fast, at mening, ifølge Bruner, er et relationelt fænomen, der skabes i fællesskaber.

At finde meningen igen
Jeg er selvsagt ikke af den forståelse, at alt hvad der foregår i folkeskolen er meningstomt – det ville være naivt og uforskammet. Der findes et hav af dygtige lærere, der formår at skabe en undervisning, der netop skaber mulighedsbetingelserne for, at den enkelte elev kan skabe mening i forhold til det at deltage i et undervisningsfællesskab, og hvor læringen ikke alene er det Colaizzi kalder informationstilegnelse, men derimod ægte meningsfuld læring. Sagen er imidlertid den, at vi for indeværende ser bevægelser i skolen, hvor læring bliver et rent instrumentalistisk begreb, og hvor det at lære er det værdifulde og ikke hvordan eller hvad, der læres. Når læringen bliver et mål i sig selv, og når vores pædagogiske og didaktiske sprog ”lærificeres” er der en reel risiko for, at eleverne oplever meningstab.

Så jeg ønsker, at mine børn, og de professionelle lærere omkring dem, til stadighed spørger, hvad meningen er, og at de, i de meningsfællesskaber, de indgår i, spørger sig selv, hvorvidt de kan se meningen med at øve på nationale test. Det er ikke alt, der læres, der er lige meningsfuldt, og ikke alt, der er meningsfuldt, der læres.

– Det er desuden heller ikke alt, der skrives, der er lige meningsfuldt, men det er en anden sag.

 

 

Referencer

– Bruner, J. (1990). Mening i handling. Cambridge, MA: Harvard University Press
– Colaizzi, P. (1978): Learning and Existence. I: Valle, R; King, M.(Eds): Existential-phenomenological Alternatives for Psychology. New York: Oxford University Press
– Leontjev, A.N. (2002). Virksomhed, bevidsthed og personlighed. København: Hans Reizels Forlag

Translate »