Læreruddannelsen i Danmark synes at leve et noget omtumlet liv i en art konstant reformtilstand på samme vis, som folkeskolen synes at gøre det. Folkeskolen og læreruddannelsen i Danmark er enormt politiserede, hvilket ingenlunde er uforståeligt, da vigtigheden af skolen – og kvaliteten i denne – er af afgørende betydning for vores demokratiske samfund.

Spørgsmålet er – hvilket da også er til konstant diskussion – hvorvidt læreruddannelsen er god nok, og hvad god nok i grunden betyder i denne sammenhæng. Spørgsmålet er videre, om den skal ligge på professionshøjskolerne, som tilfældet er for indeværende, eller om der skal være tale om en femårig kandidatuddannelse på universiteterne.

Frans Ørsted Andersen, DPU med flere har lige publiceret en komparativ undersøgelse af den danske og finske læreruddannelse (se link nedenfor). Der er tale om en kvalitativ undersøgelse, hvor empirien består af data fra interviews med læreruddannere, observation og interviews af lærerstuderende og dokumentstudier.

I nyheden fra DPU, Århus Universitet står bl.a.:

Men det er ikke kun antallet af undervisningstimer, der løfter den finske læreruddannelse. Også det faktum, at læreruddannelsen i Finland er en kandidatuddannelse, som er direkte koblet til den pædagogiske forskning på universitetet, har betydning for kvaliteten af uddannelsen og dermed lærernes faglighed.

”Hvis uddannelsen bliver universitetsbaseret, som den er i Finland, og dermed forlænges med et år, får de studerende mere tid til at fordybe sig i stoffet. Det betyder samtidig, at vi får skabt en mere attraktiv uddannelse, som der er mere respekt omkring,” siger Frans Ørsted Andersen. Han forudser, at hvis man hæver uddannelsen til kandidatniveau, så kan det samtidig løse frafaldsproblematikken.

Her henviser han til, at en meget stor procent af de lærerstuderende hvert år falder fra uddannelsen.

Betyder dette mon, at det antages, at en femårig læreruddannelse på universitetet løser alle problemer med frafald, studerendes motivation og deslige? Det lyder jo umiddelbart godt.

Naturligvis er det en kende overilet blot at flytte læreruddannelsen fra UC’erne til eksempelvis DPU, Århus universitet på baggrund af en række interviews og dokumentstudier – særligt når vi holder konteksten for øje samt det forhold, at såkaldt policy borrowing i andre uddannelsesmæssige sammenhænge har vist sig højest problematisk. Så helt så ligetil er det nok ikke.

Ikke desto mindre lægges der op til en diskussion af, hvad god læreruddannelse er, og om vi gør det godt nok. Den diskussion skal vi tage, og det er læreruddannere på professionshøjskolerne klar til. Quick fixes såsom blot at gøre læreruddannelsen til en femårig universitetsuddannelse løser, efter min bedste overbevisning, intet per automatik.

Undersøgelsen peger på en række vigtige forhold; læreruddannelsen i Danmark har problemer med frafald. Læreruddannelsen i Danmark er politiseret i høj grad, og egentlig ro til at skabe en god læreruddanelse eksisterer ikke. Den reformerede og nu moduliserede læreruddannelse, hvor fag som pædagogik, psykologi og specialpædagogik med mere ikke længere eksisterer som selvstændige fag, udgør bestemt en række udfordringer.

Der er imidlertid et par forhold i undersøgelsen, der kan problematiseres, diskuteres og muligvis (efter nærmere undersøgelse) kaldes faktuelt tvivlsomme.

Det indikeres i rapporten, at evidensbasering er den danske læreruddannelses organiserende tema, hvorimod der i Finland (og på DPU??) er tale om forskningsbasering. Denne konklusion stammer bl.a. fra analyse af den politiske aftaletekst vedrørende reformen af den danske læreruddannelse tilbage fra juni 2012. Heri står der ganske vist, at den reformerede læreruddannelse skal ”hvile på den nyeste evidensbaserede viden”. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at der er flere gode kræfter på læreruddannelsen, der på konstruktiv vis har kritiseret evidensbegrebet i forhold til pædagogik. Vi snakker ikke enormt meget om evidensbasering, da selve evidensbegrebet i den grad kan problematiseres i forhold til fænomener som undervisning og pædagogik. God pædagogisk og lærerfaglig forskning snakker vi derimod meget om.

En politisk aftaletekst omhandler som bekendt politiske intentioner og må læses og analyseres sådan. I bekendtgørelsen om uddannelse til professionsbachelor som lærer, hvilket må være det styrende dokument i forhold til udformningen, udviklingen og praktiseringen af læreruddannelse i Danmark, er evidensbegrebet ikke nævnt en eneste gang. Derimod står der forskningsbaseret flere gange. Studieordningen for læreruddannelsen i Nordjylland synes heller ikke at være særlig evidensbaseret – ordet evidens er ikke nævnt en eneste gang. Pædagogisk forskning står der dog noget om, og de studerende skal i deres professionsbachelorprojekt bl.a. inddrage national og international forskning, inddrage relevant empiri og diskuterer de metodiske og videnskabsteoretiske fundamenter opgaven står på.

Der står desuden i Ørsted Andersens et al. undersøgelse, at den universitets- og forskningsbaserede læreruddannelsen i Finland netop grundet forskningsbaseringen sætter de studerende i stand til at forske i egen praksis bl.a. gennem at indvie dem i metodernes teoretiske og forskningsmæssige baggrund. Det er jo rigtig godt.

Der står videre i undersøgelsen, at den danske læreruddannelse (qua evidensbaseringen??) ikke giver lærerne kompetencer til at udføre forskningsopgaver (lærere skal heller ikke forske men bedrive god undervisning og pædagogik!). Så med andre ord sættes de danske lærerstuderende tilsyneladende ikke ind i forskningsmetoder, videnskabsteori, formidling med mere.

Det er naturligvis forkert. Indrømmet, læreruddannelsen i Danmark er langt fra at være forskningsbaseret, men den er på vej. De studerende har flere moduler omkring forskningsmetoder, videnskabsteori og formidling af undersøgelsesresultater samt moduler, der gerne skulle sætte de kommende danske lærere i stand til kritisk at vurdere – gode og mindre gode -forskningsresultater, hvilket skolerne og lærerne oversvømmes med.

Der er naturligvis også undervisere på de danske læreruddannelser (såvel med som uden formelle forskningskompetencer), der selv laver god pædagogisk og fagdidaktisk forskning, der bidrager til læreruddannelsen. Kan vi blive bedre til dette? Bestemt. Skal vi i højere grad finde ud af, hvordan forskning lavet på professionsuddannelserne formidles og anvendes i læreruddannelsen? Igen; bestemt.

Bliver man en bedre lærer at kunne redegøre for fænomenologi, hermeneutik, kvalitative og kvantitative metoder, analysestrategier? Nej, det gør man ikke umiddelbart. Men såfremt de lærerstuderende inddrager viden om det metodiske og den videnskabsteoretiske grund og kan redegøre for præmisserne for deres lærerfaglige undersøgelser OG have viden om faget, genstanden og indholdet – og diskutere præmisserne for god pædagogik og undervisning – ja, så tegner det lovende.

Den danske læreruddannelse klæder også de studerende på til at kunne forske/undersøge i egen praksis og til at kunne vurdere forskningsresultater kritisk, men det må aldrig blive blot for metodernes skyld, men alene for pædagogikkens, didaktikkens og den gode undervisnings skyld.

Så, i stedet for at bruge energi på at tale om placeringen af læreruddannelsen på universitetet, skulle vi måske snarere diskutere professionshøjskolernes præmisser for at bedrive god pædagogisk forskning, der kan blive ved med at kvalificere læreruddannelsen.

Professionshøjskolernes midler til forskning er forsvindende små sammenlignet med universiteterne. Det er mere end vanskeligt for forskere på landets læreruddannelser at få midler fra eksempelvis Det frie forskningsråd og en række fonde. Måske skulle vi starte med at kigge på de strukturelle mekanismer, der vanskeliggør god pædagogisk og praksisnær forskning på professionshøjskolerne, hvilket gerne skulle komme professionsuddannelserne og skolerne til gode.

Lad mig afslutningsvist bemærke, at en kvalitet ved læreruddannelsen er undervisere, der erfaringsmæssigt er forankret i folkeskolen og pædagogisk praksis. Mange er selv læreruddannet og har erfaring som lærer i skolen samt universitetsuddannede og nogle forskeruddannede. Disse erfaringsdannelser fra praksis er væsentlige for de studerende og afstedkommer en betragtelig værdi for læreruddannelsen.

Den danske læreruddannelse er ikke finsk. Den er heller ikke perfekt, og der arbejdes kontinuerligt med at kvalificere den på et bredt spektrum af områder. Den danske læreruddannelse bliver heller ikke finsk blot ved at overføre den til universiteterne. Den danske læreruddannelse skal dog fortsat diskuteres og ligeså skal præmisserne for at lave god læreruddannelse.

 

Se nyheden og rapporten på DPU’s hjemmeside her: http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/dpu-forsker-den-danske-laereruddannelse-skal-op-paa-kandidatniveau/

/Thomas

 

Translate »