I en artikel den 24. juli på Videnskab.dk kritiseres dansk pædagogisk forskning – eller som det benævnes i artiklen; dansk skoleforskning. Artiklen og derved kritikken har fat i noget: Dansk pædagogisk forskning kan uden tvivl blive bedre – særligt samarbejdet mellem de forskellige forskningsmiljøer, hvilket også er artiklens grundpræmis, kan bestemt blive bedre. Ikke desto mindre er der er række forhold i artiklen, der må imødekommes med kritik.

Artiklen indledes med udsagnet, at flere end nogensinde får offentlige midler til pædagogisk forskning. Dette er muligvis givet, men professionshøjskolernes andel i disse midler er, som Andreas Rasch-Christensen bemærker i artiklen, forsvindende små sammenlignet med universiteternes forskningsmidler. Jeg har tidligere, i indlægget De truede – om strukturel ulighed og professionsuddannelsernes (u)mulighedsbetingelser (se http://engsig.org/?p=390) påpeget, at universiteterne får 26 gange så mange offentlige støttekroner til forskning og udvikling som de mellemlange og korte videregående uddannelser tilsammen, det vil sige, ud af de samlede midler til forskning og udvikling får universiteterne 96%, og erhvervsakademier og professionshøjskoler får 4% – dette på trods af at 60% af de, som får en videregående uddannelsen netop får dette på en kort- eller mellemlang uddannelse.

I professionshøjskolernes vidensregnskab, Profviden kan man endvidere se, at professionshøjskolerne har mere end svært ved at skaffe ekstern finansiering bl.a. fra Det Frie Forskningsråd, hvor alene 3% af de eksterne midler blev hentet i 2016. Vilkårene for at lave god pædagogisk forskning på professionshøjskolerne er altså præget af visse strukturelle vanskeligheder, der alt andet lige må rumme en betydning for forskningsaktiviteterne.

Hvad med kvaliteten?
Institutleder Claus Holm, DPU påpeger i artiklen, at der er flere offentligt betalte uddannelsesforskere (nu har vi altså pædagogisk forskning, skoleforskning og uddannelsesforskere i en samlet kasse..) end nogensinde før, men at kvaliteten i forskning i læring, pædagogik og skole ikke er steget tilsvarende. Hvad Holm mere præcist mener om kvalitet i pædagogisk forskning fremgår imidlertid ikke, ej heller hvori præcist han ser, at kvaliteten ikke er blevet bedre siden 2009. Jeg ser en masse god pædagogisk forskning på såvel universiteterne og professionshøjskolerne, og jeg ser tilmed god pædagogisk forskning i samarbejde mellem universiteter og professionshøjskoler. Det er naturligvis naivt at forestille sig, at får vi blot flere ph.d.-studerende og uddannede forskere på professionshøjskolerne, ja så er den hellige gral velforvaret. Der er ikke en lige linje mellem antallet af forskere og god pædagogisk forskning. Naturligvis vil flere forskeruddannede undervisere kunne bidrage til kvaliteten af professionsuddannelserne, men alene såfremt de mekanismer og strukturer, der muliggør god pædagogisk forskning ikke er ringere på professionshøjskolerne sammenlignet med universiteterne – hvilket er tilfældet for indeværende.

Karakteren af professionshøjskolernes praksisnære og anvendelsesorienterede forskning kritiseres ligeledes i artiklen. Den bekendtgørelsesmæssige fordring er klar på dette område – professionshøjskolerne forskning skal være praksisnær og professionsrelevant. Forskningen må imidlertid aldrig blive instrumentel og eksempelvis alene anvendes til at legitimere dårlige pædagogiske valg. Der må også forekomme forskning på professionshøjskolerne, der har karakter af grundforskning, hvor det er den pædagogiske erkendelsesinteresse, der er udgangspunktet og ikke blot en instrumentel interesse i, hvilke metoder, der virker bedst. Ikke desto mindre er der tale om professionsnær forskning, der skal give mening for og i professionerne, der bedrives på professionshøjskolerne.

Et stærkt forskningssamarbejde
Samarbejdet mellem professionshøjskolerne imellem og samarbejdet med universiteterne kan utvivlsomt blive bedre, hvilket vil gavne den pædagogiske forskning og praksis. Dog er det afgørende ikke alene at kigge kritisk på viljen til samarbejde, men ligeså på de faktorer, der konstituerer de ulige præmisser, hvorpå universiteternes henholdsvis professionshøjskolernes pædagogiske forskning står. Det er soleklart, at adgangen til finansiering af pædagogisk forskning har en afgørende betydning for kvaliteten af den forskning, der bedrives.

Der peges i artiklen på, at den pædagogiske forskning er uorganiseret og fordelt på alt for mange institutioner, der ikke kan finde ud af at arbejde sammen. Dette stemmer godt overens med de konklusioner, OECD fremkom med i 2004 i forbindelse med deres lande-review af dansk uddannelsesforskning. Endvidere understreges i artiklen, at man ikke er lykkedes med at lave en national, samlet og fokuseret indsats i forhold til pædagogisk forskning i Danmark. Der er ganske vist stadig tale om en vis fragmentering i dansk pædagogisk forskning, og dette kan blive meget bedre. Ikke desto mindre sker der noget, der trækker i den rigtige retning. Som eksempel herpå kan professionshøjskolernes Nationalt videncenter om udsatte børn og unge (NUBU) nævnes. NUBU er et samarbejde mellem landets professionshøjskoler og har til formål at samle UC-sektorens stærkeste forskningskompetencer indenfor udsatte børn og unge. NUBU har intentioner om at bedrive forskning af høj kvalitet, der både kan give os ny viden om udsatte børn og unge og professionernes arbejde med disse børn og unge samt løse væsentlige samfundsudfordringer. Det vil sige, der foregår væsentligt arbejde på landets professionshøjskoler, der netop søger at imødekomme en række af de udfordringer, der diskuteres i artiklen – vi skal blot i højere grad sikre, at vi diskuterer de strukturelle og politiske udfordringer, der ligger på vejen.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/analyse-dansk-skoleforskning-er-for-daarlig-trods-rekordhoejt-antal-forskere

 

 

 

 

 

 

Translate »