Af Thomas Engsig

Marts, 2018

Jeg havde engang en båd, som min familie og jeg nød en enkelt sommer i Limfjorden. Fornøjelsen blev kort, da erkendelsen af det danske sommervejrs middelmådighed og uforudsigelighed indtræffer en anelse mere markant og mærkbart, når man sidder i en båd på en kold og blæsende fjord. De, som har prøvet kunsten at kaste anker, ved, at det ingenlunde er så let, som det umiddelbart kunne tænkes at være. Ankeret tager ikke altid ved, hvilket naturligvis resulterer i, at båden driver med strømmen stik imod intentionerne. Hvorfor nu overhovedet alt dette om lystsejlads og ankerkast? Jo, ankeret, på min nu hedengangen båd, fungerer i nærværende sammenhæng som et billede på noget af det, der gør en skole til en skole og giver fællesskaber i skolen et fundament at stå på.

Fællesskaber har rødder                            
Fællesskaber er ikke et neutralt fænomen, der eksisterer i sig selv. Det vil med andre ord sige, at fællesskaber ikke opstår i et vakuum, men tværtimod opstår og styrkes, når vi er fælles om noget – om en fælles genstand, et særligt indhold, et fag, en given aktivitet eller er sammen om at skabe noget. Således forholder det også i folkeskolen, hvor de fællesskaber, vi alle har erfaringer med og erindringer omkring, altid må forstås som værende indlejrede i de forskellige praksisser, formål og genstande, som skolens liv udgøres af. Det giver ikke mening at tale om fællesskaber i skolen uden at forholde sig til, hvilken grund disse fællesskaber står på. Der tales meget om stærke fællesskaber i folkeskolen, og hvorfor de er væsentlige, og, ikke mindst, hvordan skolen, lærere og pædagoger kan styrke fællesskaber. Vi taler om inklusion i fællesskabet, fællesskaber mod mobning, at stå på kanten af fællesskabet og i det hele taget har fællesskabet en ganske central plads i vor forståelse og diskussion af, hvad folkeskolen er, hvad den skal, og hvad der gør den særlig. Det er i grunden ikke så mærkeligt, da folkeskolen netop er en af de samfundsinstitutioner, vi alle mere eller mindre er rundet af som mennesker, og således er folkeskolen per definition en art arketypisk fællesskab, vi alle kan forholde os til. Der er imidlertid noget på færde, der afstedkommer, at ankeret for skolens fællesskaber ikke rigtig fæstner sig, hvilket betyder, at skolens fællesskaber risikerer at drive med strømmen og således blive fællesskaber, der i mindre grad er forankret i noget: i genstande, indhold og substans. 

At føre ind og ud af det fælles                                                     
           Det er en del af skolens virke at skabe betingelser for etableringen af gode fællesskaber. Det paradoksale er imidlertid, at det på en og samme gang er folkeskolens pædagogiske opgave at indføre det enkelte individ i eksisterende fællesskaber – eller sociale ordener – og samtidigt muliggøre, at den enkelte elev ligeledes kan overskride fællesskabernes normer og rammer. Den pædagogiske filosof Gert Biesta beskriver det således, at enhver pædagogisk praksis nødvendigvis må ske på præmisserne af tre gensidigt relaterede domæner: kvalifikationer, socialisation og subjektifikation. Eleverne skal tilegne sig visse kvalifikationer i skolen: de skal lære at læse, regne, fortolke skønlitterære tekster og nærmest en uendelig række andre kvalifikationer. De skal endvidere indføres i samfundets eksisterende sociale ordener: traditioner og kulturelle praksisser, politiske forståelser og i det hele taget fællesskabers normer og handlemåder. Endelig, påpeger Biesta, skal skolen og pædagogikken sætter eleverne i stand til at overskride disse eksisterende sociale ordener. De skal med andre ord blive hele mennesker, der kan stå på egne ben, selv formulere holdninger og overbevisninger – de skal altså igennem en række dannelsesprocesser. Fællesskabet i skolen er ikke alene en givet præmis på en sådan vis, at du kommer i en klasse med omkring nogle og tyve andre individer, men også en absolut nødvendighed for, at eleverne kan socialiseres ind i skolens fællesskaber og sættes i positioner, hvor de også kan overskride disse.

Fællesskabelse                    
Det er dog indlysende, at det er værd at tale om, hvilken grund disse fællesskaber skal stå på. Hvilke kundskaber og eksisterende sociale ordener – og kulturelle genstande – skal være ankeret for de fællesskaber, vores børns liv i skolen er forankrede i? Dette spørgsmål er centralt, da det er min vurdering, at skolen er inde i en udvikling for indeværende, hvor vi i stadig mindre grad stiller spørgsmål til, hvad det er for kundskaber, traditioner og særlige genstande, der er indlejrede dele af skolens praksis i forhold til de tre domæner nævnt tidligere: kvalifikationer, socialisation og subjektifikation. Svend Brinkmann har i en glimrende lille bog om fællesskab i skolen påpeget, at der er en tendens til, at fællesskaber reificeres – eller tingsliggøres. Når fællesskaber tingsliggøres bliver de fremstillet som noget, der eksisterer i sig selv og er adskilt fra de mennesker og den praksis, disse mennesker indgår i.  Pointen her er netop, at fællesskabelse er noget, som har sit anker i skolens forskellige praksisser, genstande, traditioner og så videre. Det kan på sin vis betragtes på samme måde som en anden central, og beklagelig, reificering – eller tingsliggørelse – som vi ser i folkeskolen for indeværende. På samme vis som snakken om fællesskaber i folkeskolen ofte forsømmer at forholde sig til, hvilken substans disse fællesskaber skal være forankrede i, ser vi også, at begrebet læring i stigende grad anvendes, uden det knyttes an til et spørgsmål om, hvad det i grunden er, der skal læres, hvilke kundskaber eleverne skal indføres i, og hvordan læringsbegrebet forholder sig til den grundlæggende undervisning, der foregår i skolen.                                   
         Gode fællesskaber i skolen er vigtige, men det er nødvendigt, at vi bliver ved med at tale om, hvilken substans vores børns fællesskaber i skolen skal knytte an til. Børns fællesskaber i skolen er både deres egne, hvor ankeret ikke nødvendigvis er synligt eller måske endda meningsfuldt for os som voksne, men de er også fællesskaber, der er tæt knyttede til det formål og de mål, vi har med skolen. I disse fællesskabstyper er det strengt nødvendigt, at ankeret er godt fæstnet til noget substantielt, som vi kontinuerligt må tale om, ellers så driver vi bare bevidstløst med strømmen.

Translate »