Af Thomas Engsig

Maj, 2018

På samme måde som forståelsen af begrebet mørke forudsætter en bevidsthed om begrebet lys og at tale om mæthed forudsætter en grundlæggende forståelse af og erfaring med fænomenet sult, så forudsætter det at tale om fællesskaber, at vi også taler om det modsatte, hvilket i denne sammenhæng kunne være udenforskaber. Det er jo egentligt et sluddervorent ord, men det lægger op til den forståelse, at fællesskaber, samt det at stå uden for fællesskaber, er noget, vi skaber – noget vi gør. Det er med andre ord en menneskelig, kulturel og samfundsmæssig praksis.

Hvad kendetegner i virkeligheden fællesskaber, og hvordan forstår og anvender vi begrebet i vores dagligdag? Overordnet betragtet vil jeg mene, at vi trækker på to grundforståelser af begrebet fællesskaber, hvor den ene omhandler en række fælles karakteristika, der binder os sammen i vores gensidige selvforståelse og løbende identitetskonstruktion, og den anden grundforståelse handler om det, vi gør sammen og de genstande, vi er sammen om. Når diskussionen bl.a. går på fænomenet danskhed, vil jeg mene, at der ofte trækkes på den første grundforståelse; altså at der eksisterer en række karakteristika hos os, som gør os mere eller mindre danske. På denne måde knytter fænomenet fællesskaber an til en række essenser eller egenskaber, der må forstås at være forholdsvise statiske og nærmest almengyldige, uagtet hvilke kontekster, vi taler om. Dette flugter ingenlunde med min forståelse af fænomenet fællesskaber, der snarere må forstås som noget, vi gør, eller netop noget, vi er fælles om. En, inden for psykologien, udbredt forståelse af fællesskabsbegrebet er ideen om såkaldte praksisfællesskaber. Når vi taler om fællesskaber som praksisfællesskaber, er der fokus på deltagelse og de positioner, der er tilgængelige og kan indtages i et givent fællesskab. Et praksisfællesskab er kendetegnet ved den praksis (undervisning i skolen, frivilligt arbejde i den lokale forening etc.), der binder deltagerne sammen og som deres fælles engagement knytter an til. Noget af det, der er det centrale i denne forståelse af fællesskabsbegrebet, og årsagen til at jeg fremdrager det her er, at forståelsen af praksisfællesskaber opererer med begrebet deltagelse men også med ikke-deltagelse. Det er interessant af flere årsager; både fordi det åbner op for en forståelse af, at vi som mennesker er rettet mod meningsskabende deltagelse og derved søger deltagelse i fællesskaber, men også at vi altså kan finde os selv (og andre) i ikke-deltagende positioner. Vi kender det vel alle, at der er nogle fællesskaber, som vi står på kanten af, og hvor vi kæmper (på forskellig vis) om en dybere grad af deltagelse og oplevelse af at høre til. Nogle har måske minder fra skoletiden, hvor man ikke helt var med i fællesskabet omkring fodbold, men forsøgte at bevæge sig fra periferien af fællesskabet til dets kerne.

De måder hvorpå vi som samfund skaber rammerne for ikke-deltagelse

Den tyske sociolog Ferdinand Tönnies skelnede mellem Gemeinschaft og Gesellschaft. Gemeinschaft, der måske bedst kan oversættes til netop fællesskab, kendetegner de nære og tætte relationer, hvor individer er solidariske overfor hinanden og har et nært kendskab til hinanden. Gesellschaft er nærmere at sidestille med begrebet samfund, det vil sige, en art større fællesskab, hvor de menneskelige relationer er svagere, solidariteten har ringere vilkår og det nære kendskab til hinanden ligeså. Med andre ord kan man sige, at Gemeinschaft kendetegner de nære og indre bånd, og at Gesellschaft kendetegner de ydre ting, der binder os sammen. Tönnies brugte bl.a. dette til at vise en samfundsmæssig forandring. Jeg inddrager det imidlertid i denne sammenhæng for at pege på, at det netop er disse mere ydre samfundsmæssige bånd, der forandrer sig for indeværende, og at det skaber mere ikke-deltagelse. Med andre ord mener jeg, at de ydre samfundsmæssige bånd skaber ringere deltagelsesmuligheder i forhold til at være en del af det, vi kunne kalde det store fællesskab.                                                 

Som nævnt indledningsvist mener jeg, at vi må adressere udenforskab, eller ikke-deltagelse, når vi taler om de fællesskaber, som definerer hvem vi er som samfund. Spørgsmålet er således, hvordan det i grunden står til med at skabe vilkårene for, at alle i vores samfund har gode deltagelsesmuligheder i forhold til de fællesskaber, de forventes at deltage i eller gerne vil deltage i. Umiddelbart mener jeg, at det står temmelig skidt til, samt at der er en række krystalklare tendenser til, at stadig flere står på kanten af samfundets fællesskaber, at vi som samfund oplever en øget ulighed, og at en række af de ydre bånd, der i virkeligheden skulle binde os sammen, snarere skaber endnu større afstande mellem os og skaber et omfang af ikke-deltagelse, vi ret beset ikke kan være bekendt.

Et nedslag i skolen

For at illustrere ovenstående pointer omkring en stigende grad af samfundsskabt udenforskab eller grader af ikke-deltagelse vil jeg for en stund vende blikket mod skolen. Overordnet betragtet er den sociale og økonomiske ulighed vokset i Danmark, hvilket også ses i skolen. Vi ved bl.a., at en stribe politiske reformer herhjemme har bidraget til øget ulighed. Arbejderbevægelses Erhvervsråd har vist, at antallet af økonomisk fattige i Danmark er fordoblet fra 2002 til 2015, og forfatterne til den øjenåbnende bog, Klassekampen fra oven, har vist, at afstanden mellem overklassen og underklassen (bl.a. de som står uden for arbejdsmarkedet) bliver stadig større. Spørgsmålet er, hvorledes disse bevægelser kommer til udtryk i skolen, og hvorvidt de har en betydning for deltagelsesmulighederne i skolen og samfundet.                                                          
          Lad os tage fat på det: såkaldte meget blandede skoler, hvor kontantmodtagerens søn går i klasse med direktørens datter blive færre og færre, og skoler med en meget skæv elevsammensætning stiger. Det vil sige, at vores børn i stigende grad går i skole med dem, der ligner dem selv, og deres familiebaggrund, mest. Den anerkendte amerikanske professor, Robert Putnam viste os i bogen Our Kids, at denne segregering, der således også nu viser sig i danske skoler, er et udtryk for øget chanceulighed, og at det derved har betydninger for, hvordan eleverne klarer sig i livet. Senest har regeringen, med et politisk flertal i ryggen, indgået aftale om indførelsen af sprogprøver i 0. klasse fra skoleåret 2019/2020, som en del af det politiske opgør med såkaldte parallelsamfund. Lad os endelig kalde en spade for en spade; der er tale om stopprøver i 0. klasse. Det vil sige, at er der negativt resultat ved 3. eller 4. sprogprøve, ja så kan eleven ikke starte i 1. klasse. Intentioner er ikke alle slette, men kimen til at skabe yderligere marginalisering, ringere deltagelsesmuligheder og en billet til udenforskabet er ikke uanseelig. Slutteligt må nævnes den øgede standardisering, testkultur, præstationskultur og reformiver, der for indeværende præger skolen, der alt andet efterlader skolen i en række dilemmaer. Eksempelvis karambolerer det noget ensidige fokus på præstation, alle skal lære mere-dagsordenen og den udprægede anvendelse af test med skolens inklusionsdagsorden på en sådan måde, at flere elever oplever et enormt pres i skolen og dagligt kæmper for ikke at ryge på kanten af skolens fællesskaber.            
             Vi må nødvendigvis forholde os til, at udenforskaber og kimen til ikke-deltagelse i skolens og samfundets fællesskaber er noget vi gør – noget vi skaber gennem en række praksisser, der muligvis har de bedste politiske og pædagogiske intentioner, men som til syvende og sidst sætter flere på kanten af de fællesskaber, de så gerne vil deltage i.            

Translate »