Af Thomas Engsig

August, 2018

Fællesskaber er dynamiske, al den stund de forandrer sig over tid og rum. Såvel nære fællesskaber med vores familie og venner forandres over tid, men også de institutionelle fællesskaber vi deltager i forandres. Sådan må det nødvendigvis være, da intet er bestandigt – heller ikke de fællesskaber vores liv spændes ud imellem. Ikke desto mindre er der tidspunkter, hvor vi må stoppe op og kritisk granske måderne, hvorpå vore fællesskaber ændrer karakter, samt hvorledes de normer og værdier, der er en uløselig del af disse fællesskaber, forandres og får betydning for vores fællesskabs-deltagelse.

Hvilke værdier skal præge skolens fællesskaber?                                
Jeg har tidligere på disse sider fremsat spørgsmålet: hvad er skolen til for? På samme vis kunne man med rette spørge, hvilke værdier, vi som samfund mener, skal præge de fællesskaber i skolen, som vore børn på den ene eller anden måde deltager i. Såfremt det skal være muligt at imødekomme dette spørgsmål, må jeg naturligvis kort skitsere, hvordan det i grunden står til med fællesskaberne i skolen.

Overordnet betragtet er der ret beset meget, der ikke har ændret sig i forhold til, da du og jeg selv gik i skole og deltog i skolens forskellige fællesskaber. Eleverne deltager i mange forskellige fællesskaber i løbet af en skoledag. Nogle er formelle fællesskaber, der er formåls- og målorienterede og styret af læreren eller pædagogen, og andre er elevernes egne fællesskaber, hvor formål, normer og udtryk er mangfoldige og (heldigvis) ikke altid noget, vi som voksne er bekendte med eller har nogen form for kontrol over. Der kæmpes fortsat, som i din og min skoletid, om positionerne i de forskellige fællesskaber, nogle deltager eksempelvis fuldt ud i fællesskabet omkring fodbold i frikvarteret, andre er på kanten af fællesskabet og andre igen måske helt udenfor. Nogle anerkender fuldt ud de værdiger og normer, der gør sig gældende i de sociale og faglige fællesskaber og andre udfordrer eller sågar forkaster disse værdier og normer og stiller sig således i periferien af fællesskabet. Så visse ting er ved det gamle, men samtidigt er der en række vilkår, der synes at have forandret sig væsentligt.

Vi oplever for indeværende en række tendenser i skolen, der formodentligt har konsekvenser for måderne, hvorpå fællesskaber i skolen fremtræder for og opleves af eleverne. Jeg vil endda gå så langt som at påstå, at den grund skolens fællesskaber står på ændrer disse på måder, der ikke nødvendigvis er positive for skolen og eleverne. Vi har gennem den seneste tid oplevet en skole, der i stigende grad præges af øget standardisering, en langt højere grad af testkultur og en skoleudvikling, der orienterer sig efter testresultater, et skifte fra fokus på indhold og kundskaber til et fokus på læring og kompetencer og endelig en skole og et uddannelsessystem, der i den grad synes at handle om præstationer og konkurrence – alle skal blive så dygtige, de overhovedet kan, og det kan i grunden kun gå for langsomt. Det er vigtigt for mig at understrege, at der ingenlunde er tale om konspirationer her, eller at den skoleudvikling, jeg her beretter om, alene er en teoretisk abstraktion. Tværtimod er der tale om strømninger i skolen, der er veldokumenterede: pædagogisk forskning viser bl.a., at elever bliver stressede af at deltage i nationale test, og forskning viser ligeså, at børn og unge i stigende grad føler sig stressede og oplever et  enormt pres i forhold til at præstere godt hele tiden – ikke alene i skolen, men også på sociale medier, i forbindelse med fritidsaktiviteter og så videre.

Fællesskaber er ikke noget, der blot eksisterer løsrevet fra de kontekster, de optræder i. Snarere er fællesskabelse noget, vi gør sammen. Det vil sige, vi skaber fællesskaber gennem menneskelig praksis, og vi skaber, reproducerer og omformer de normer og værdier, som udgør den grund, vores fællesskaber står på. Den grund, som skolens fællesskaber står på, er således, i min forståelse, truet af at blive gennemsyret af en række normer og værdier, der til dels instrumentaliserer skolens fællesskaber og til syvende og sidst ikke er befordrende for vores børns deltagelse i skolens fællesskaber eller deres almene dannelse i det hele taget.

Når fællesskaber giver mening (eller ikke gør)            
Når vi er sammen med nogen om noget, er det væsentligt, at det giver mening for os. Hvis jeg tænker tilbage til min deltagelse i skolens fællesskaber, er de, der træder mest tydeligt frem, ligeså dem jeg erindrer som mest meningsfulde. Den russiske kulturpsykolog Aleksej Leontjev skelnede mellem begreberne betydning og mening. Ganske kort er betydninger kulturelt forankrede og produceres i samfundsmæssig praksis. Mening er derimod betydninger, der så at sige optages af det enkelte individ, så de bærer den enkeltes engagement og intentionalitet. Betydningerne er på en sådanvis samfundsmæssige strukturer – eller et system af betydninger – hvorigennem den enkelte opfatter verden og orienterer sig i denne. Det centrale i alt dette er, at der kan forekomme en uoverensstemmelse mellem samfundsskabte betydninger og den enkelte elevs oplevelse af mening. Med andre ord mener jeg, at de strømninger, vi for indeværende oplever i skolen indsnævrer, hvad skolen og skolens fællesskaber i det hele taget handler om. Vi er i overhængende fare for, at de mest betydningsfulde normer, som skolens fællesskaber spændes ud mellem, omhandler præstation, konkurrence og en unuanceret læringsforståelse. Spørgsmålet er, hvad det betyder, når de skolefællesskaber, som vores børn deltager i, i udstrakt grad handler om mere og mere læring (uden tilbundsgående skelen til hvad der skal læres og hvorfor), bedre præstationer og mere social sammenligning og konkurrence. Det er min klare opfattelse, at flere elever i skolen oplever et meningstab i forhold til deres deltagelse i skolens fællesskaber, der hvor disser er præget af netop et unuanceret fokus på præstationer, konstant konkurrence og et fokus på læring som proces uden, at man forholder sig til spørgsmål om læringens hvad og hvorfor. Der er altså tale om risiko (eller måske snarere chancer…) for uoverensstemmelser mellem de samfundsskabte betydninger, der er med til skabe normerne og værdierne for skolens fællesskaber på en ene side og den enkelte elevs produktion af mening i forhold til hans eller hendes deltagelse i skolens fællesskaber på den anden side.

Børn er heldigvis nogle kloge væsener, der ikke altid ukritisk anerkender de præmisser for deltagelse i institutionelle fællesskaber, som er dominerende. Der har været adskillige glimrende eksempler på debatindlæg fra kritiske børn og unge, der netop tager afstand fra de værdier og normer, der præger deres deltagelse i skolens og ungdomsuddannelsernes fællesskaber og fra de strømninger, der for indeværende præger udviklingen af vores skole og uddannelsessystem. Det er klart, at fællesskaber i skolen præges af den aktuelle skoleudvikling og den pædagogiske og politiske diskurs, sådan vil det nødvendigvis være. Vi bliver dog nødt til at være på vagt og være kritiske i forhold til den værdimæssige og normative grund skolens fællesskaber står på, for vores børns deltagelse i skolens fællesskaber må død og pine handle om andet og mere end blot læring, præstation og konkurrence.

Translate »