Af Thomas Engsig
December, 2018
Vores liv er rammesat af fællesskabelse og mere præcist rammesat af det, vi er fælles om. Vi er sammen om vores hverdagsliv med vores familier og venner og i en ikke uanseelig del af vores liv, er vi sammen med kollegaer i det, man kan kalde professionelle fællesskaber. Et eksempel herpå er lærernes fagprofessionelle fællesskaber, der bl.a. er kendetegnet ved en særlig professionsidentitet, professionsidealer og en fælles forståelse af formålet med det professionelle fællesskab. Lærernes virke i folkeskolen må nødvendigvis udspringe af skolens formål. I skolens formålsparagraf, som vi alle burde genbesøge med jævne mellemrum, står blandt andet: Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det er betydningsfulde ord, der bl.a. understreger vigtigheden af de præmisser folkeskolens fællesskaber hviler på – også de professionelle fællesskaber. Jeg er imidlertid bange for, at jeg i denne klumme har det ærinde at pege på en række tendenser og bevægelser for indeværende, der truer åndsfriheden, ligeværdet og demokratiet i vores folkeskoles professionelle fællesskaber. De smukke formuleringer i skolens formålsparagraf og vores forståelse af vores demokratiske samfundsform sætter rammerne for lærernes praksis og handlerum i skolen – både når det angår den professionelle dømmekraft lærerne udøver hver dag, men for så vidt også ytringsfriheden som offentligt ansat. Retten til frit at udtrykke sin mening, der rent idehistorisk stammer fra den europæiske oplysningstid og som bekendt er en grundlovssikret ret i Danmark, er helt central i udviklingen af et lands skole og pædagogik. Den professionelle dømmekraft, som dine og mine børns lærere udøver og udvikler hver dag, er fundamentalt afgørende for god lærerpraksis, en god skole og til syvende og sidst en forudsætning for børn, der trives, tilegner sig kundskaber og demokratiske værdier og dannes som mennesker.
Har lærere har også
ytringsfrihed?
#Je suis Erik Schmidt dukkede
pludselig op i mit Twitter-feed forleden. Hvem er Erik Schmidt tænker du
muligvis og ganske sikkert, såfremt du ikke har din daglige gang i vores
folkeskole eller i det hele taget er optaget af skole og pædagogik. Erik
Schmidt er lærer og blev i 2014 indkaldt til en tjenstlig samtale på
skolelederens kontor som følge af, at skoleledelsen havde oplevet Erik Schmidt
udvise negativ og kritisk adfærd ved møder i pædagogisk råd på Agedrup skole på
Fyn. I sagens kerne handler det om, at lærer Erik Schmidt forholdte sig kritisk
til skolens udvikling og ytrede denne kritik åbent på møder i pædagogisk råd på
skolen, der netop er et forum for væsentlige pædagogiske diskussioner. Sagen
endte i Odense kommunes HR-afdeling, og således var det tydeligt markeret, at
den kritik, Erik Schmidt havde fremført på skolens møder, måtte forstås som en
tjenesteforseelse. Erik Schmidt får en tjenstlig advarsel og vælger at stoppe
som lærer på skolen. Kort fortalt ender sagen med, at Erik Schmidt, sammen med
Danmarks lærerforening, stævner Odense kommune med intention om at få trukket
advarslen tilbage. Sidst i november fik Erik Schmidt landsrettens ord for, at
kommunens advarsel var uberettiget. Indrømmet, her er ingenlunde tale om en
sag, der rydder forsider eller sendeflader, men ikke desto mindre er der tale
om en vigtig sejr for lærernes professionelle fællesskab og, ikke mindst, for
ytringsfriheden. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at der var tale om et møde,
hvor formålet netop var debat. Dette er netop essensen; skole, pædagogik og
skoleudvikling handler om at diskutere på demokratisk vis og ytre sig kritisk
og forholde sig konstruktivt til kritik. Det er gennem fagligt forankrede
debatter, at skolens professionelle kan diskutere og udfolde, hvad skolen
overhovedet er til for, hvad god undervisning er, og hvordan man skal forholde
sig til læringsmål, testkultur, præstationspres, kommunal skolepolitik og meget
mere. Skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og
det betyder også, at lærere kan være uenige i forhold til ledelsens eller
skoleforvaltningens politik, strategier og retninger, og det må der
nødvendigvis være plads til, når genstanden er noget så vigtigt som vores
folkeskole. Bevares, den kontinuerlige debat om skole, pædagogik, læring og
undervisning må foregå på demokratiske principper og med en god portion
faglighed og ordentlighed, men vi må værne om ytringsfriheden også for så vidt
angår de fagprofessionelle fællesskabers ytringsfrihed. Netop derfor gav #Je
suis Erik Schmidt mening i mit føromtalte Twitter-feed omend, der var skruet
godt og grundigt op for mængden af patos. Professionelle fællesskaber må kunne
ytre sig frit, og vi må som samfund blive bekymret, når bl.a. lærernes kritiske
og fagligt forankrede perspektiver og holdninger sættes i bur.
Når dømmekraften
udfordres
Jeg har ovenfor
understreget, at lærernes ytringsfrihed er afgørende for vores folkeskole og
for den nødvendige diskussion af, hvad skolen er til for, og hvad en god skole
i grunden er. Det er ingenlunde alene lærerne, der må værne op deres ret til at
ytre sig, også kritisk, i en professionel sammenhæng, men derimod et anliggende
for os alle. Det er imidlertid ikke kun lærernes ret til at ytre sig kritisk om
skolens udvikling, vi må værne om. Der er også noget, der tyder på, at lærernes
professionelle dømmekraft er under pres. Lærerens hverdag er kompleks – både
når det angår planlægning, gennemførsel og evaluering af undervisningen, men
også klasseledelse, arbejdet med relationer til eleverne, samarbejdet med
kollegaer og forældre og meget andet. Lærerne i vores folkeskole udøver
konstant deres professionelle dømmekraft, og begrebet henviser til det at dømme eller fælde dom, der i denne sammenhæng betyder at fortage skøn,
beslutninger og specifikke handlinger. En lang række af vores store filosoffer
har skrevet om dømmekraften. Det gælder Immanuel Kant, Aristoteles, John Dewey
og ikke mindst vores egen K. E. Løgstrup. Dømmekraft er ikke bare noget, der
ligger hos den enkelte lærer. Den er altid indlejret i sociale praksisser eller
fællesskaber og har både en individuel, kollektiv og en samfundsmæssig
dimension. Det er klart, at viden er helt central i lærerens dømmekraft, og
viden er mange ting. Der er erfaringsbaseret viden, filosofisk viden og
videnskabelig viden. Lærerens professionelle dømmekraft består bl.a. af alle
disse former for viden. Problemet er blot, at den videnskabelige viden, og
særligt det, vi kalder evidens, fremstår stadig mere autoritativ og presser
dømmekraftens andre vidensformer. Det er et problem, da det underminerer
lærerens dømmekraft. At undervise og bidrage til elevernes læring, trivsel og
dannelse handler ikke kun om det ”der virker”, men beror på lærerens samlede
dømmekraft. Lærernes professionelle dømmekraft presses ligeså af det øgede
fokus, der er på at måle og veje alt i skolen. Test i skolen, hvad enten der er
tale om nationale test eller OECD’s PISA-målinger, fylder stadig mere og
udfordrer lærernes dømmekraft. Det gør det bl.a. på den måde, at det evige pres
i forhold til, at eleverne, og derved lærernes undervisning, ofte testes får
betydning for, hvad der undervises i, og hvordan der undervises. Lærernes
faglige skøn tvinges så og sige i bestemte retninger. Jeg siger ikke, at vi
ikke skal følge med i elevernes progression og udvikling, men jeg fremhæver, at
det fokus, vi for tiden ser på konstant at måle og veje alt i skolen, kan have
negative betydninger for lærernes professionelle fællesskaber og dømmekraft.
Fællesskaber er i udstrakt grad rammen om vores liv, hvilket også gælder vores professionelle liv. Sammenhængskraften i sådanne fællesskaber handler bl.a. om den professionelle dømmekraft samt retten til at ytre sig kritisk. Dette gør sig især gældende i vores allesammens folkeskole. Noget af det, der gør vores folkeskole helt særlig er netop de professionelle fællesskaber og i særlig grad den professionelle dømmekraft og retten til at ytre sig kritisk, når noget truer den gode skole.