Af Thomas Engsig

December, 2018

Vores liv er rammesat af fællesskabelse og mere præcist rammesat af det, vi er fælles om. Vi er sammen om vores hverdagsliv med vores familier og venner og i en ikke uanseelig del af vores liv, er vi sammen med kollegaer i det, man kan kalde professionelle fællesskaber. Et eksempel herpå er lærernes fagprofessionelle fællesskaber, der bl.a. er kendetegnet ved en særlig professionsidentitet, professionsidealer og en fælles forståelse af formålet med det professionelle fællesskab. Lærernes virke i folkeskolen må nødvendigvis udspringe af skolens formål. I skolens formålsparagraf, som vi alle burde genbesøge med jævne mellemrum, står blandt andet: Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det er betydningsfulde ord, der bl.a. understreger vigtigheden af de præmisser folkeskolens fællesskaber hviler på – også de professionelle fællesskaber. Jeg er imidlertid bange for, at jeg i denne klumme har det ærinde at pege på en række tendenser og bevægelser for indeværende, der truer åndsfriheden, ligeværdet og demokratiet i vores folkeskoles professionelle fællesskaber. De smukke formuleringer i skolens formålsparagraf og vores forståelse af vores demokratiske samfundsform sætter rammerne for lærernes praksis og handlerum i skolen – både når det angår den professionelle dømmekraft lærerne udøver hver dag, men for så vidt også ytringsfriheden som offentligt ansat. Retten til frit at udtrykke sin mening, der rent idehistorisk stammer fra den europæiske oplysningstid og som bekendt er en grundlovssikret ret i Danmark, er helt central i udviklingen af et lands skole og pædagogik. Den professionelle dømmekraft, som dine og mine børns lærere udøver og udvikler hver dag, er fundamentalt afgørende for god lærerpraksis, en god skole og til syvende og sidst en forudsætning for børn, der trives, tilegner sig kundskaber og demokratiske værdier og dannes som mennesker.

Har lærere har også ytringsfrihed?                                  
#Je suis Erik Schmidt dukkede pludselig op i mit Twitter-feed forleden. Hvem er Erik Schmidt tænker du muligvis og ganske sikkert, såfremt du ikke har din daglige gang i vores folkeskole eller i det hele taget er optaget af skole og pædagogik. Erik Schmidt er lærer og blev i 2014 indkaldt til en tjenstlig samtale på skolelederens kontor som følge af, at skoleledelsen havde oplevet Erik Schmidt udvise negativ og kritisk adfærd ved møder i pædagogisk råd på Agedrup skole på Fyn. I sagens kerne handler det om, at lærer Erik Schmidt forholdte sig kritisk til skolens udvikling og ytrede denne kritik åbent på møder i pædagogisk råd på skolen, der netop er et forum for væsentlige pædagogiske diskussioner. Sagen endte i Odense kommunes HR-afdeling, og således var det tydeligt markeret, at den kritik, Erik Schmidt havde fremført på skolens møder, måtte forstås som en tjenesteforseelse. Erik Schmidt får en tjenstlig advarsel og vælger at stoppe som lærer på skolen. Kort fortalt ender sagen med, at Erik Schmidt, sammen med Danmarks lærerforening, stævner Odense kommune med intention om at få trukket advarslen tilbage. Sidst i november fik Erik Schmidt landsrettens ord for, at kommunens advarsel var uberettiget. Indrømmet, her er ingenlunde tale om en sag, der rydder forsider eller sendeflader, men ikke desto mindre er der tale om en vigtig sejr for lærernes professionelle fællesskab og, ikke mindst, for ytringsfriheden. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at der var tale om et møde, hvor formålet netop var debat. Dette er netop essensen; skole, pædagogik og skoleudvikling handler om at diskutere på demokratisk vis og ytre sig kritisk og forholde sig konstruktivt til kritik. Det er gennem fagligt forankrede debatter, at skolens professionelle kan diskutere og udfolde, hvad skolen overhovedet er til for, hvad god undervisning er, og hvordan man skal forholde sig til læringsmål, testkultur, præstationspres, kommunal skolepolitik og meget mere. Skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og det betyder også, at lærere kan være uenige i forhold til ledelsens eller skoleforvaltningens politik, strategier og retninger, og det må der nødvendigvis være plads til, når genstanden er noget så vigtigt som vores folkeskole. Bevares, den kontinuerlige debat om skole, pædagogik, læring og undervisning må foregå på demokratiske principper og med en god portion faglighed og ordentlighed, men vi må værne om ytringsfriheden også for så vidt angår de fagprofessionelle fællesskabers ytringsfrihed. Netop derfor gav #Je suis Erik Schmidt mening i mit føromtalte Twitter-feed omend, der var skruet godt og grundigt op for mængden af patos. Professionelle fællesskaber må kunne ytre sig frit, og vi må som samfund blive bekymret, når bl.a. lærernes kritiske og fagligt forankrede perspektiver og holdninger sættes i bur.

Når dømmekraften udfordres                                          
Jeg har ovenfor understreget, at lærernes ytringsfrihed er afgørende for vores folkeskole og for den nødvendige diskussion af, hvad skolen er til for, og hvad en god skole i grunden er. Det er ingenlunde alene lærerne, der må værne op deres ret til at ytre sig, også kritisk, i en professionel sammenhæng, men derimod et anliggende for os alle. Det er imidlertid ikke kun lærernes ret til at ytre sig kritisk om skolens udvikling, vi må værne om. Der er også noget, der tyder på, at lærernes professionelle dømmekraft er under pres. Lærerens hverdag er kompleks – både når det angår planlægning, gennemførsel og evaluering af undervisningen, men også klasseledelse, arbejdet med relationer til eleverne, samarbejdet med kollegaer og forældre og meget andet. Lærerne i vores folkeskole udøver konstant deres professionelle dømmekraft, og begrebet henviser til det at dømme eller fælde dom, der i denne sammenhæng betyder at fortage skøn, beslutninger og specifikke handlinger. En lang række af vores store filosoffer har skrevet om dømmekraften. Det gælder Immanuel Kant, Aristoteles, John Dewey og ikke mindst vores egen K. E. Løgstrup. Dømmekraft er ikke bare noget, der ligger hos den enkelte lærer. Den er altid indlejret i sociale praksisser eller fællesskaber og har både en individuel, kollektiv og en samfundsmæssig dimension. Det er klart, at viden er helt central i lærerens dømmekraft, og viden er mange ting. Der er erfaringsbaseret viden, filosofisk viden og videnskabelig viden. Lærerens professionelle dømmekraft består bl.a. af alle disse former for viden. Problemet er blot, at den videnskabelige viden, og særligt det, vi kalder evidens, fremstår stadig mere autoritativ og presser dømmekraftens andre vidensformer. Det er et problem, da det underminerer lærerens dømmekraft. At undervise og bidrage til elevernes læring, trivsel og dannelse handler ikke kun om det ”der virker”, men beror på lærerens samlede dømmekraft. Lærernes professionelle dømmekraft presses ligeså af det øgede fokus, der er på at måle og veje alt i skolen. Test i skolen, hvad enten der er tale om nationale test eller OECD’s PISA-målinger, fylder stadig mere og udfordrer lærernes dømmekraft. Det gør det bl.a. på den måde, at det evige pres i forhold til, at eleverne, og derved lærernes undervisning, ofte testes får betydning for, hvad der undervises i, og hvordan der undervises. Lærernes faglige skøn tvinges så og sige i bestemte retninger. Jeg siger ikke, at vi ikke skal følge med i elevernes progression og udvikling, men jeg fremhæver, at det fokus, vi for tiden ser på konstant at måle og veje alt i skolen, kan have negative betydninger for lærernes professionelle fællesskaber og dømmekraft.

Fællesskaber er i udstrakt grad rammen om vores liv, hvilket også gælder vores professionelle liv. Sammenhængskraften i sådanne fællesskaber handler bl.a. om den professionelle dømmekraft samt retten til at ytre sig kritisk. Dette gør sig især gældende i vores allesammens folkeskole. Noget af det, der gør vores folkeskole helt særlig er netop de professionelle fællesskaber og i særlig grad den professionelle dømmekraft og retten til at ytre sig kritisk, når noget truer den gode skole.

Translate »