Af Thomas Engsig

Da januar blev til februar afholdt kommunernes landsforening (KL) traditionen tro børne og unge topmøde i Aalborg, hvor op mod 1.600 mennesker med hjertet og intentionerne på rette sted var samlet for at diskuterer det gode børneliv, folkeskole og dagtilbud og i særlig grad årets tema: social mobilitet. Fint var det med animerede film med æbler, der falder fra stammen og store paptræer med røde æbler på scenen, og titlen på børne- og ungetopmødet var da også social mobilitet – æblet må godt falde længere fra stammen. Overskriften, og til dels indholdet, på KL’s topmøde var imidlertid ikke helt i fokus efter min bedste vurdering, idet det ingenlunde er æblet endsige stammen, den er gal med, men derimod træets rødder, såfremt vi skal blive i KL’s maleriske sprog.

Hvorfor vil KL og de mange kommunale politikere, direktører, chefer, skole- og dagtilbudsledere og andet godtfolk overhovedet diskutere og dagsordensætte social mobilitet? Det vil de af den årsag, at børns sociale baggrund har en afgørende betydning for, hvilke fællesskaber de indtræder i, samt hvordan de klarer sig i skolen og i livet generelt. Forældres uddannelsesniveau, indkomst, position på arbejdsmarkedet og en række andre faktorer har en ikke uanseelig betydning for børns livschancer. Det er endog påvist, at sammenhængen mellem børns livschancer og deres bedsteforældres position i livet har en betydning. Det vil altså med andre ord sige, at sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige mønstre er svært brydelige, og tilmed at strukturer i vores samfund er med til at bevare eller endda forstærke disse mønstre. Bemærk venligst at jeg ganske bevidst ikke anvender det ofte misforståede begreb negativ social arv, men derimod livschancer eller chanceulighed. Der er ikke tale om en art nedarv af svære sociale problemer i et 1:1 forhold fra forældre til børn, men snarere udsving i chancerne for at klare sig godt, der blandt andet påvirkes af risikofaktorer såvel som beskyttelsesfaktorer i børns hverdagsliv. Lad der derfor ikke være nogen tvivl; æblerne falder ikke langt fra stammen i Danmark, og det er et problem i forhold til børns deltagelse i livets og skolens fællesskaber og deres mulighedsbetingelser. Problemet rækker blot ud over det, det egentligt handler om, når de mange folk med gode intentioner på KL’s børne og unge topmøde diskuterede social mobilitet. Det er med andre ord ikke æblet eller stammen, vi skal tale om, men snarere de samfundsmæssige og strukturelle rødder, der fungerer som muligheds- eller umulighedsbetingelser for at klare sig godt i livet og i skolen.

Træer er rodfæstede på ulige vis                                     
Når man i KL bruger billedet, at æblet gerne må falde længere fra stammen, taler man altså om social mobilitet forstået som intergenerationel mobilitet, hvor børn ender i andre sociale klasser med anden social position, uddannelsesniveau og indkomst end deres forældre. Der er typisk tale om opadgående social mobilitet, hvor murerens søn gerne må blive forsker eller måske endda bankdirektør. Der er imidlertid et par problemer med KL’s fokus på social mobilitet. For det første må vi et spadestik dybere ned, altså ned til træets rødder, og se på den øgede sociale og økonomiske ulighed, og for det andet må vi spørge, hvad en mønsterbrydende skole- og uddannelsespolitik i grunden er og endelig, om skolen overhovedet kan og skal være et sted for social politik. Endelig synes al snakken om social mobilitet, og hvad skoler, dagtilbud og de professionelle kan gøre, på KL’s topmøde, i høj grad at være individualiseret og i langt mindre grad fokuseret omkring de processer, strukturer og mekanismer, der skaber den ulighed, som børn bærer med sig i mødet med dagtilbud og folkeskolen.

Når æblerne tilsyneladende ikke falder langt nok fra stammen, skal vi ikke først vende vores blikke mod den enkelte familie, det enkelte barn eller de lærere og pædagoger, der prøver alverdens pædagogiske og didaktiske greb for at imødekomme et af folkeskolereformens overordnede nationale mål; at reducere betydningen af elevernes sociale baggrund set i forhold til deres faglige resultater. Næ, vi skal såmænd ned til den rodfæstede sociale og økonomiske ulighed, der for indeværende bevæger sig i den forkerte retning. Lad os lige tage et par nedslag: fra 2016 til 2017 steg antallet af børn, der lever i fattigdom, med 12.000 således, at omkring 65.000 børn i Danmark lever i relativ fattigdom. I en ny undersøgelse foretaget af BUPL svarer flere pædagoger, at de oplever en stigning i antallet af børn i daginstitutioner, der mangler helt basale ting. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vist, at der er op mod 4,3 karakterpoints forskel mellem den socialklasse, der klarer sig bedst og den socialklasse, der klarer sig dårligst i folkeskolens afgangsprøver. Vi ser tendensen til øget segregering mellem dem, der har mest og dem, der har mindst. Således er antallet af meget blandede skoler, hvor den ufaglærte fabriksarbejders søn går i klasse med direktørens datter, faldet i løbet af de seneste år. Indkomstmobiliteten er blevet ringere i Danmark, og således har børn fra den fattigste femtedel tre gange så høj risiko for selv at havne blandt den fattigste femtedel, når de bliver voksne. Disse nedslag kunne fortsættes, og der kunne også fremdrages en række politiske reformer og initiativer, der har dele af ansvaret for den stigende ulighed, derom er der simpelthen ingen tvivl.  

Træer, og således de æbler der falder derfra, er altså rodfæstede på særdeles ulige vis. Vi må nødvendigvis erkende, at ulighed og social immobilitet skabes længe før, børn komme i skole. De ulige chancer er med andre ord grundlagt før mødet mellem folkeskole og barn, og noget tyder på, at skolen fungerer som et slags ekkokammer, som den amerikanske professor i politologi Robert Putnam skriver i bogen Vores børn, der reproducerer eller sågar forstærker disse uligheder. Her kunne der sagtens være en med hjertet på rette sted til KL’s topmøde, der sagde, at det handler om barnets første 1.000 dage og tidlig indsats. Problemet er blot igen den individualiserede optik og tilgang. Jo, det handler om tidlig indsats, men en tidlig indsats i social retfærdig social- og skolepolitik og en rettidig opmærksomhed på de samfundsmæssige strukturer, der skaber og genskaber den chanceulighed børn møde skolen med.

En social retfærdig og mønsterbrydende skole                        
Skolen er folkets skole og således for alle – høj og lav, tyk eller tynd, rig eller fattig, Allan og Ahmed, og skolens virke skal være præget af demokrati, åndsfrihed og ligeværd. Det er skolens fornemste opgave at være skolen for alle og skolen, der sikrer, at alle elever har lige chancer for at deltage i gode fællesskaber og klare sig godt. Vi må imidlertid også sande, at skolen er en samfundsinstitution, der er forankret i nogle strukturer, der for indeværende skaber mere chanceulighed, og at Sebastian kan have væsentlige større chancer for at klare sig godt end Line. Undervisningsminister, Merete Riisager spurgte under sin tale på KL’s børne og unge topmøde i det nordjyske, om det er social mobilitet, når vi har et skolesystem, der er fair over for alle børn. Efter min vurdering er det netop dette, vi skal tale om, hvornår er skolen, forældresamarbejdet, undervisningens indhold og former, sammensætningen i skolebestyrelsen og så videre social retfærdig, og hvad er i grunden en mønsterbrydende pædagogik og skolepolitik? Hvis skolen ikke blot skal være et ekkokammer for de ulige måder, hvorpå æbletræer er rodfæstede på, må der nødvendigvis være tale om en social retfærdig og mønsterbrydende pædagogik.    

Translate »