Af Thomas Engsig

Der er en særlig præmis for klummerne i Perspektiv, nemlig at kardinalpunktet er fællesskab. Det synes at være en meningsfuld præmis for såvel skribent som læser, da fællesskaber er vævet ind i vores eksistens som mennesker, og i virkeligheden er præmissen for vores væren i verden. Med andre ord; vi er som mennesker intet uden fællesskaber. Udgangspunktet for mit virke i denne sammenhæng er fællesskaber i relation til folkeskolen, uddannelse, børneliv, dannelse, inklusion, trivsel og så fremdeles, og som jeg har anført i flere af mine tidligere klummer, er vores folkeskole en væsentlig komponent i den grund, som vores demokrati står på. Debatten om folkeskolen er i udgangspunktet en demokratisk debat al den stund, at spørgsmålet om hvad skolen er til for, og hvorledes vi får den folkeskole, vi som samfund fortjener, til syvende og sidst bør være noget, vi alle forholder os til. Netop derfor er jeg også optaget af, at disse klummer bliver læst og eventuelt kan bidrage til debatten om vores folkeskole og fællesskaberne heri og alt det, som hænger sammen hermed. Derfor spurgte jeg også forleden, på de sociale medier, hvilken klumme man gerne ville læse; den om livsmestring og skole eller den om skolens inklusionsbestræbelser- og genvordigheder. Uagtet hvor den landede, gik det op for mig, at de to klummer in spe hænger uløseligt sammen, og at begge temaer både handler om strukturer, der skaber visse betingelser for skolen og for det at være elev i skolen, og at skolen ofte er der, hvor vi som samfund ser vores fælles udfordringer og problemer mest tydeligt – som en art mikrokosmos, der er fungerer som et spejlbillede af det samfund, vi har.

Når det at mestre livet bliver performativt                                     
Nu blev det, som den opmærksomme læser har bemærket, klummen om livsmestring på skoleskemaet, der fik mig til tasterne i denne omgang. Tidligere denne måned kom regeringens stresspanel med en anbefaling om at sætte livsmestring på skemaet i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Før det lød anbefalingen at lukke Forældreinta, der tilsyneladende er en veritabel kilde til stress. Nuvel, jeg oplever da momentvis, at jeg får mere spam via Forældreintra end fra diverse internetfirmaer, der vil sælge mig dette og hint, men at Forældreintra skulle forårsage alvorlig stress hos stadig flere danskere er ikke alene imod bedre vidende, men også en særdeles letkøbt analyse af og tilgang til et overordentligt komplekst og meget alvorligt samfundsmæssigt problem. Efter bl.a. norsk eksempel var stresspanelets anden anbefaling altså at sætte livsmestring på skoleskemaet eller som et centralt tema i skolen. Der er en række ting i dette forslag, der efter min vurdering er bekymrende, og som, på ikke-intenderet vis, nærmest bliver et komisk eksempel på netop det problem, som stresspanelet gerne vil afhjælpe. Panelets udmelding her da også affødt flere kritiske kommentarer bl.a. fra politikere og uddannelsesforskere. Professor ved Center for ungdomsforskning, Noemi Katznelson påpegede således, at det at dagsordensætte livsmestring i skolen muligvis kan medføre, at børn og unge oplever endnu mere pres, og at præstationskulturen derved også kobles til selve det grundlæggende at mestre sit eget liv. Med andre ord er der risiko for, at det at mestre livet også bliver noget performativt, hvor det handler om at præstere bedre i dag, end du gjorde i går. Vi risikerer, at børn og unges fællesskaber i skolen i højere grad end tilfældet er i dag vil blive præget af, at man konstant skal performe optimalt eller være perfekt, når det angår, hvordan man lykkes med at mestre livet. Vi ser jo allerede elementer af dette særligt i forbindelse med digitale fællesskaber, hvor børn (og voksne) iscenesætter livet, og det at kunne mestre livet i alt dets kompleksitet, på måder, hvor det fejlbarlige filtreres væk.

Livsmestringens genvordigheder                                
Nuvel, regeringens stresspanel adresserer en reel samfundsmæssig udfordring, der også viser sig i vores skole og får betydning for vores børn og deres deltagelse i skolens fællesskaber. Vi oplever for indeværende en stigning i børn og unge, der har ondt i livet, mistrives og oplever sig på kanten af skolens og livets fællesskaber. Kommunernes Landsforening har vist i en undersøgelse, at der fra 2010 til 2017 er sket en fordobling af andelen af børn og unge, der får en diagnose såsom angst, depression eller ADHD. Børnerådet viste i en undersøgelse sidste år, hvor de adspurgte 2.615 unge i 8. klasse, at 21% følte sig pressede eller decideret stressede hele tiden, og 53% oplevede sig pressede en gang imellem. 61% pegede på, at presset kommer fra skolen. Vi har en lang række andre undersøgelser såvel fra sundhedsforskningen og den pædagogiske forskning, der viser det samme billede: vi oplever som samfund en betydelig stigning i antallet af børn og unge, der mistrives og har sværere ved at mestre livet. Med andre ord er der noget, der peger på at det at mestre livet som barn og ung i Danmark anno 2019 kan være en vanskelig opgave. Lad mig her understrege en af denne klummes centrale pointer: en betragtelig del af problemet, som stresspanelets anbefaling om at dagsordensætte livsmestring i skolen blot bliver et eklatant eksempel på, er, at vi individualiserer stress, præstationspres og sociale og emotionelle problemer. Der er en lang række strukturer og mekanismer i vores samfund, der kommer til udtryk i bl.a. medierne, politiske reformer og, ikke mindst, i uddannelse og vores folkeskole. Når pigen i 9. klasse går rundt med stemplet ”ikke-uddannelsesparat” og vender kritikken og bebrejdelserne indad, bliver konklusionen: ”jeg er ikke god nok, dygtig nok og kan ikke mestre det liv, der forventes af mig”. Når drengen i 2. klasse møder den første nationale test i et skoleliv fyldt med test og prøvelser og sidder med tårer i øjnene af den årsag, at det bliver alt for tydeligt, at han ikke mestrer de krav, der stilles til ham, vender han blikket indad og bliver bestyrket i de lave forventninger, han har til sig selv. Den tyske professor i sociologi, Hartmut Rosa, der er elev af filosoffen Axel Honneth, påpeger i sin bog Fremmedgørelse og acceleration, at vores samfund er drevet af konkurrence og vækst, og at vi ikke kan følge med i den acceleration, der præger vores liv, og at vi oplever det som et individuelt problem. Når vi netop forstår og oplever dette som et individuelt problem, foreslår diverse politiske nedsatte paneler løsninger, der cementerer, at problemerne og derved løsningerne nødvendigvis må være individuelt forankrede. Netop derfor fremsættes bud på pseudoløsninger som livsmestring på skoleskemaet.

Skolen forbereder til livet                                           
Den øgede standardisering i skolen, det øgede fokus på præstationer og test og optagethed af at tælle det, der ikke kan tælles, bidrager til de ovenfor skitserede samfundsudviklinger. Med andre ord indsnævres skolen og forståelsen af, hvordan man som barn eller ung mestrer (skole)livet. Det er begrædeligt. Det er væsentligt at huske på, at vi ikke behøver et løst appendiks, der hedder livsmestring som et nyt tema eller fag i skolen. På samme måde som vi ikke behøver et fag, der hedder kreativitet og innovation. Nej, at lære at mestre livet, eller være kreativ for den sags skyld, ligger implicit i det at holde skole. Læs blot vores skoles formålsparagraf, der lyser af dannelse, kundskaber og livsmestring. Se på den gode undervisning i skolens fag, Her er ikke blot tale om at lære grammatik og geometri, men snarere at vise eleverne alt det, der ligger under og det, der bidrager til deres forståelse af verden og deres væren i verden. Skolen forbereder til livet og til deltagelse i fællesskaber, og vi må vise børn og unge i skolen, at når det er svært at mestre livet, både i og udenfor skolen, så skal vi ikke vende blikket indad, men i fællesskab vende blikket mod vores samfund og de strukturer, der afstedkommer at flere af os får stadig sværere ved at mestre livet.     

Translate »