Af Thomas Engsig

Det er næppe gået nogens næse forbi, at vi skal til valg på selveste Grundlovsdag og på trods af, at flere af os efter alt at dømme når at blive temmelig trætte af debatter, politikere og valgløfter inden valgdagen den 5. juni, synes jeg i bund og grund, at det er en fest. Demokrati er fællesskab, og en finere manifestering af fællesskab skal man efter min mening lede længe efter. Folketingsvalget giver os en fornyet og aktualiseret lejlighed til at tale om demokrati, værdier, normer og fællesskab med vores børn. Både derhjemme omkring aftensmaden og i folkeskolen.

Noget synes imidlertid at forekomme anderledes denne gang, og når samtalerne med mine ældste børn falder på valg, partier og politik ved aftensmaden, tager snakken til tider en drejning, der bekymrer mig. Mine børn stiller spørgsmål omkring politikere og partiers forråede måder at tale på, om deres værdier, holdninger og menneskesyn, og om hvordan en mand, der står og råber og brænder bøger af overhovedet kan være politiker og stå og debattere med andre politikere i fjernsynet og potentielt komme i folketinget. De stiller således spørgsmål, der peger ind i kernen af præmisserne for vores demokratiske virke. Børn er på sin vis i demokratisk mesterlære hos os voksne. Vi skal med andre ord indføre dem i demokratiets væsen, normer og virke. I forbindelse med en definition af begrebet undervisning sagde pædagogisk forsker og prorektor, Alexander Von Oettingen engang, at undervisning handler om at vise eleverne, det der ligger under. Altså det, der eksempelvis ligger under deres omgang med sprog, læsning eller matematik. På samme vis kan man sige, at vi må vise børn, hvad der ligger under demokratiet som livsform, hvilket først og fremmest er samtalen, fællesskab, uenighed og forståelse. I bogen Hvad er demokrati skrev Hal Koch, at demokrati er noget, vi gør eller med andre ord, demokrati er ikke et system, der blot skal gennemføres og kontinuerligt sikres, men snarere en livsform, der skal formidles og tilegnes. Netop derfor er det afgørende, at vi forstår, at demokrati ikke blot er noget, vi viser vores børn, når de går med os ind i stemmeboksen, eller når vi ser en politisk debat i fjernsynet. Nej, demokrati er noget vi gør sammen, og derved noget vi viser vores børn gennem vores handlinger og måder at være enige og uenige på. Det, jeg i nærværende klumme problematiserer, er således, at retorikken for indeværende forekommer hadefuld, etisk problematisk, stigmatiserende og på mange måder ganske udemokratisk. Det vores børn ser, hører og oplever i fjernsynet, på YouTube og sociale medier, må vi nødvendigvis forholde os til og netop holde os for øje, at demokrati er noget vi gør, og vores børn ser og lærer af vores virke. Hvad betyder indeværende bevægelser i dansk politik og de radikale holdninger til særlige grupper af mennesker i vores samfund i grunden for vores børns demokratiske dannelse?

Skolens demokratiske dannelsesbidrag
Demokrati kommer som bekendt af de græske ord demos og kratis, og betyder noget i retning af folket og styrken til styre eller til at handle – med andre ord folkestyre. Det centrale i denne sammenhæng er, at demokrati ikke blot er et politisk system eller en styreform. Tværtimod er demokrati, bl.a. med udgangspunkt i teologen Hal Kochs forståelse, mere en livsform eller en art moralsk indstilling og tilgang til livet. Det kan vi som mennesker ikke blot lære ved at læse om det i bøger, men snarere ved at se det folde sig ud i menneskelig og samfundsmæssig praksis og ved at deltage.

Skolen er på mange måder der, hvor det demokratiske fundament lægges, eller hvor der potentielt sættes fart på den demokratiske dannelse, og det er ingenlunde tilfældigt. Det er langt fra tilfældigt, da det er en fuldstændig central del af grunden til, at vi overhovedet holder skole. I folkeskolens formål står bl.a., at ”folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”, samt at ”skolens virke skal være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati”. På den ene side skal skolen bidrage til, at dine og mine børn forberedes til at deltage i demokratiets virke, hvilket er det den pædagogiske filosof Gert Biesta kalder skolens og undervisningens socialiserende domæne. Børn indføres i eksisterende ordner og kulturelle koder, hvilket bl.a. omhandler demokratiets spilleregler og præmisser. Der er med andre ord tale om det, som den tyske didaktiker Wolfgang Klafki kaldte den dobbelte åbning, hvilket vil sige, at verden åbnes for eleven, og eleven åbnes for verden. Den anden del af ovenstående citat fra folkeskolens formål viser netop, at det ikke er nok, at vi åbner demokratiets verden for eleven ved at fortælle dem derom. Vi skal snarere vise det i praksis, så børn og unge mærker demokratiets virke i ånd og krop. Netop derfor er det centralt, at skolens virke er præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Hadefuld tone

Jeg har ovenfor skrevet, at børn er i demokratisk mesterlære i de forskellige praksisfællesskaber, de deltager i: skolen, fodboldklubben, SFO’en og så videre. Her møder de, mærker, oplever og deltager i demokratiet som en livsform. Sagen er blot den, at vores børn og unge for tiden oplever en verden, der ikke er præget af åndsfrihed, forståelse og ligeværdig samtale. De møder snæversynede, bange og hadefulde mennesker, der stiller op til et af de fornemste embeder og ansvar, demokratiet byder på. Det er således en del af den demokratiske mesterlære vores børn står i i dag. Vi har et afgørende ansvar i denne forbindelse – som samfundsborgere, som forældre og som skole. Vi må nødvendigvis vise vores børn, at den demokratiske livsform er præget af en samtalekultur, der er kendetegnet ved gensidig respekt og anerkendelse, fælles optagethed og som i sin grundform er forståelsesorienteret. I denne sammenhæng mener jeg, at særligt skolen spiller en væsentlig rolle. Det er her vores børn lærer at forholde sig kritisk, når åndsfriheden, ligeværdet og forståelsen indsnævres af rigide, farlige og demokratifjendtlige holdninger og bevægelser. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den absolutte størstedel af vores børn og unge i deres demokratiske mesterlære har lært, at de blot skal vende ryggen til, når der brændes bøger af, eller når åndsfriheden, ligeværdet, mangfoldigheden og forståelsen anfægtes gennem en unuanceret dem og os-retorik, der blot har til hensigt at skabe splid og afstand og være fællesskabsnedbrydende. Jeg tror på, at det demokratiske bolværk i vores fællesskaber – i skolens fællesskaber – netop viser, at vores børn og unge er velforberedte til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund præget af frihed,  åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Translate »