Af Thomas Engsig

Nærværende klumme er et forsvar for legen. Ja, det kan endog skærpes mere, da der her er tale om intet mindre end et forsvar for den formålsløse leg, hvilket vil sige legen på legens præmisser og på legens præmisser alene. Jeg tillader mig endda at gå stadig videre og proklamere, at der sågar er tale om et forsvar for den læringsløse leg. Her er der ingenlunde tale om at undsige læring, al den stund det ville være et lettere tåbeligt ærinde i en skolesammenhæng, men derimod er der tale om at forfægte, at leg ikke nødvendigvis må have læring som sigte eller mål. Måske kunne man, med Lene Tanggaards begreb læringsglemsel, sige, at jeg her vil forsvare den leg, hvor man glemmer, at man muligvis lærer noget undervejs, og at den potentielle læring, der er i legen, i det mindste ikke behøver være så synlig, at barnet – igen med Tanggaards ord – snubler i sig selv. Mit ærinde i nærværende klumme er således at fremhæve, at leg ikke skal være nyttebetonet, og at leg er fuldstændig afgørende i forbindelse med børns fællesskaber – også i vores skoler.

Jeg har tidligere, på disse sider, skrevet, at fællesskaber handler om at være sammen om noget, og at fællesskabelse således altid er nedfældet i en eller anden form for social og kulturel praksis. I forbindelse med denne klumme vil jeg argumentere for, at dette noget at være sammen om i stadig mindre grad, særligt i forbindelse med skolen, er legen. Jeg vil med andre ord pege på en række tendenser, der viser, at legen, på legens præmisser, er presset og ikke tillægges den værdi, den i grunden fortjener. Jeg vil også pege på, hvorfor leg, i forbindelse med fællesskaber i skolen, er alt for vigtig til, at vi bare ser til og lader legen skylle ud med badevandet.

Vi har ikke tid til at lege    

Jeg vil påstå, at vi alle går rundt med betydningsfulde erindringer om leg og om legens væsentlighed og værdi, og alle, der har gået gennem en skolegård for nylig, ved ligeså, at her runger af børns grin og af lyden af leg. Ikke desto mindre tyder noget altså på, at børn i skolen har mindre tid til at lege end tidligere og tillige, at legen presses af andre dagsordener, hvilket betyder, at legen i virkeligheden er i færd med at blive skolificeret og læringsgjort i udstrakt grad. I en rapport, bl.a. foretaget af Lego-fonden, er der noget, der peger på, at vi i grunden må tale om det, man kunne kalde legens erosion. Leg, bl.a. i skolen, bliver i stigende grad presset af forhold såsom øget standardisering, en øget testkultur, kompetenceorientering, synlig læring og en lang række andre neoliberale tendenser i skole og uddannelse, der ingenlunde alene er danske fænomener med også internationale. I føromtalte rapport kan man bl.a. læse, at den tid, som børn bruger på leg både i og uden for skolen, er blevet drastisk reduceret i løbet af de sidste 20 år. En del af forklaringen er netop, at der er kommet væsentlig mere fokus på læring både tidligere i børns liv og i forbindelse med deres samlede livsførelse og mere fokus på det, man kunne kalde legens nyttedimension – leg skal med andre ord kunne betale sig og gerne bonne ud på læringsbarometeret. Tendenser som disse fører bl.a. begreber som mellemrumspotentiale med sig – altså forestillingen om, at der er uudnyttet potentiale for læring i de mellemrum, som bl.a. frikvarterer udgør i børns liv. Dette er i den grad et udtryk for legens erodering, men mere i betydningen af, at legen devalueres i forhold til legens egne præmisser og gøres i stedet til genstand for målbestemt læringspotentiale – legen bliver med andre ord funktionel fremfor bare at være leg. Jeg mener i forlængelse af dette, at det er død og pine nødvendigt, at vi, i forbindelse med debatten omkring skolens formål, om dannelse og vores børns virke i skolen, netop forsvarer den formålsløse leg, der alene står på en grund af legens egne præmisser. I bemeldte undersøgelse svarer 92% af de adspurgte børn, at de gerne vil have mere leg i deres liv, og jeg mener altså, at vi må forstå dette som et udtryk for børns oplevelser af legens erosion eller for skolens, og de voksnes, devaluering af legens betydning og værdi.

Legefællesskaber som kardinalpunkt i børns dannelse og socialisering 

Fællesskaber, der har legen som sit centrum, er betydningsfulde for børn. Det centrale er netop, at i legen lærer børn om verden, sig selv og hinanden, men at denne læring, i højere grad, må sættes fri. I legende fællesskaber lærer børn, især når der ikke er opstillet eksplicitte mål herom, at løse problemer, at tænke og handle kreativt, at være sociale og, ikke mindst, så lærer de fællesskabers normer, værdier og regler samt at indtræde og virke i fællesskaber. Børns virke i legefællesskaber i skolen giver dem en oplevelse af at høre til, eller det man i forskningslitteraturen kalder sense of belonging. Oplevelser af at høre til fællesskaber er medvirkende til, at børn skaber positive selvbilleder, og at de oplever at kunne mestre det at være sociale væsener, og i denne sammenhæng er legen, som genstand i fællesskaber, af afgørende betydning. Det legen særligt kan i denne sammenhæng er, at den er (eller burde være) fri for interesser, kompetencetænkning og snæver målstyring, og så er legen umiddelbar, og i denne umiddelbarhed fremtræder deltagelsesmuligheder, mestringsoplevelser, oplevelser af samhørighed og mening og virkelyst. Helle Marie Skovbjerg, der er professor i leg ved Designskolen i Kolding, har sagt, at det er i legen, børn øver sig på at være mennesker, hvilket er særdeles rammende.

Vi ved, at stadig flere børn og unge oplever mistrivsel, og at et ikke uanseeligt antal børn i skolen oplever sig på kanten af fællesskaberne. Skolens lærere og pædagoger arbejder, gennem god pædagogik og didaktik, konstant på at styrke børns fællesskaber og deres deltagelsesbetingelser for netop at kunne virke i disse fællesskaber. Ikke desto mindre er det min klare overbevisning, at vi skal lade være med at tale om mellemrumspotentiale i forbindelse med børns legefællesskaber og lade være med at sætte snævre mål på legen og droppe hele det læringsgørende sprog, der netop for indeværende infiltrerer børns legefællesskaber. Den finske pædagogiske forsker, Pasi Sahlberg, har lige udgivet bogen Let the children play – how more play will save our schools and help children thrive, og hertil vil jeg blot tilføje, at vi ikke bare skal lade børn lege mere, med derimod skal vi turde at sætte deres leg fri, og frem for at tænke; hvad nytter det, hvad lærer de, og hvilke kompetencer får de, skal vi muligvis blot tænke, at fællesskaber er noget, vi leger.

Translate »