Af Thomas Engsig

Det kommer muligvis ikke som nogen overraskelse, at jeg finder, at læreruddannelsen er en af vores vigtigste uddannelser, samt at lærerjobbet er et af de mest betydningsfulde job, man kan træde ind i. Jeg er ret beset heldig, al den stund at jeg har et arbejde, hvor jeg ser lærere blive til. Jeg ser unge mennesker, der har besluttet, at de vil være lærere og således være med til at sikre, at vores børn tilegner sig kundskaber, dannes som mennesker, og at der skabes rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst. At skulle løfte denne opgave og tage et sådant ansvar på sine skuldre er ingenlunde noget, man skal tage let på. Når man starter på læreruddannelsen, træder man ind i en særlig deltagerbane, hvilket man ret beset gør på enhver form for uddannelse, eller hver gang man påbegynder noget, der får transformativ betydning for ens erkendelse, viden, færdigheder og ens oplevelse af, hvem man er. Med andre ord er der et særligt dannelsesperspektiv i at indtræde på en uddannelse, og dette mener jeg i særdeleshed gør sig gældende netop på læreruddannelsen. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man begriber det at blive lærer. I denne klumme vil jeg forsøge at begribe det gennem begrebet fællesskaber.

Den dobbelte fællesskabsfordring

Når man første dag træder ind ad døren, tidligere på seminariet og i dag på en af landets professionshøjskoler, for at blive lærer, bliver man mødt af en fordring om at træde ind i et professionsfællesskab. Man bliver imidlertid også mødt af en fordring om at kunne sikre fællesskabelse og elevers deltagelse i fællesskaber gennem praktiseringen af god pædagogik og undervisning i skolen. Den første form fællesskabsfordring kunne man kalde professionsdannelse, hvilket bl.a. vil sige de processer, der gør, at lærere bliver til. Vi taler efter min mening alt for lidt om professionsdannelsen i forbindelse med vores uddannelse af kommende lærere. Når jeg møder lærerstuderende på gangen, ser dem sidde i engagerede diskussioner med medstuderende eller læreruddannere eller ser dem forlade læreruddannelsen for en stund for at komme i praktik i folkeskolens virkelighed, ser jeg fragmenter af professionsdannelse. Jeg ser puslebrikker samle sig og danne de mønstre, der udgør god lærerfaglighed og en professionsidentitet.

Professionsdannelsen handler om at indtræde i et professionsfællesskab, der er kendetegnet af særlige kundskaber, færdigheder, professionel dømmekraft, etik, kreativitet og innovation, demokratiske grundforståelser, professionel identitet og så videre. Dette forekommer selvsagt ikke af sig selv som ved et trylleslag, når det unge menneske første gang står ansigt til ansigt med en læreruddanner. Tværtimod er dannelsesprocesser ofte møjsommelige og langsomme, hvorfor den lærerstuderendes eksamensbevis heller ikke er et professionsdannelsesbevis. Professionsdannelse ophører ikke det øjeblik, de lærerstuderende træder ud af læreruddannelsens rammer, den får blot et andet udtryk og betydning og er i princippet livslang. Professionsdannelse kan bedst forstås gennem det, den tyske professor i pædagogik, Wolfgang Klafki kaldte den dobbelte åbning, hvilket vil sige, at verden åbnes for lærerstuderende, og den lærerstuderende åbnes for verden. Læreruddannelsen åbner således fag, erkendelser, pædagogik og didaktik for den studerende gennem god undervisning og praktik, og den studerende åbner sig for skolens og pædagogikkens verden. Professionsdannelse handler altså både om særlig viden og færdigheder, men også om en fælles identitet eller med andre ord en oplevelse af at høre til et fagligt fællesskab. Når jeg taler om at se lærere blive til, eller om professionsdannelse, handler det altså om at se mennesker indtræde i et specifikt fællesskab, hvor medlemskabet har nogle særlige krav, og hvor en oplevelse af at høre til dette fællesskab har afgørende betydning for oplevelsen af identitet.

Oplevelse af at høre til er fundamentet

Som jeg indledningsvist skrev, er der imidlertid tale om en dobbelt fællesskabsfordring. Den lærerstuderendes egen professionsdannelse er altså den ene fordring om indtrædelse i et fællesskab. Den anden handler om det, vi forventer gode lærere kan, det vil sige, noget af det, der udgør god lærerfaglighed. Oplevelsen af at høre til fællesskaber og kunne bidrage aktivt til disse er på en måde al læring og skoletrivsels moder. Vi ved, og har vidst længe, at det menneskelige behov for oplevelsen af at høre til er grundlæggende, og at sammenhængen mellem dette og det at lære eller trives i skolen er stor. En god lærer skal kunne sine fag, kunne motivere elever, kunne bedrive god undervisning, kunne lede klasser og sociale fællesskaber og kunne skabe gode relationer mellem sig selv og eleverne samt eleverne imellem. Det er altså afgørende, at vores børn møder lærere, der kan skabe gode og inkluderende rammer for deltagelse i fællesskaber og lave fællesskabende undervisning. Det skal naturligvis ske med forankring i fag, indhold, formål og mål i skolen, men det er fuldstændigt afgørende at det at kunne mestre dette, er en central del af det at blive til som lærer.  

Så kære læser, når du næste gang hilser på lærerstuderende, der er i praktik på dine børns skole eller måske sidder til bord med en lærer ved næste festlige lejlighed så husk på dette. At blive til som lærer handler i høj grad om at kunne indtræde i et professionsfællesskab og at kunne mestre fællesskabelsens kunst. Ophold dig for en stund ved dette og sæt pris på dem, som bliver til (og bliver ved med at blive til) som lærere.

Translate »