Jeg er stolt af vores folkeskole, og det fortæller jeg gerne bredt og vidt om, når jeg til eksempel er på konferencer i udlandet, hvor jeg sammen med andre forskere diskuterer skole, pædagogik, inklusion og meget andet. ”Hvorfor er I i grunden så lykkelige, og hvordan kan I have et samfund og en skole, der er præget af en så høj grad af lighed?”. Sådanne spørgsmål får jeg ofte, typisk fra amerikanske fagfæller, og har oftest en række bekræftende svar på rede hånd. Samtalen stopper imidlertid ingenlunde ved, at jeg blot tager imod roserne, men derimod opholder jeg mig ved spørgsmålet om, hvorvidt vores skole og samfund er præget af denne lighed, og om vores skole i virkeligheden er så socialt retfærdig, som vi, og andre, går og tror. Folkeskolen er for alle, uagtet hvilken social baggrund børn har, og uagtet hvilke forudsætninger børn og deres forældre møder skolen med. Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at børn møder skolen med forskellige chancer for at klare sig godt, og det er, om ikke så sikkert som ammen i kirken, så forholdsvist klart, at der eksisterer en række mønstre i forhold til, hvem der klarer sig godt i skolen og i livet, samt hvilke børn der fra første færd i deres skoleliv har ringere chancer for at klare sig godt. Med andre ord trives chanceuligheden stadig i vort samfund og i vores skole.

Terningerne er kastet                                 
Når vi kaster terninger, handler det om sandsynlighed. Det samme gør sig gældende, når vi taler om livschancer, og på trods af at Danmark ligger højt i internationale målinger om lighed, så er børns livschancer ulige fordelt, det vil med andre ord sige, at sandsynligheden for at klare sig godt i vores folkeskole, og i livet generelt, hænger sammen med det, vi kommer fra, og det vi har med i rygsækken. Den amerikanske forsker, Robert Putnam, skriver, at børns chancer for at klare sig godt er ulige fordelt, længe inden de møder skolen, men at skolen fungerer som et slags ekkokammer, der forstærker disse ulige fordelinger af chancer. Det er vi opmærksomme på herhjemme, hvorfor et af målene med reformen af vores folkeskole i 2014 netop handler om at mindske betydningen af elevers baggrund i forhold til faglige resultater. Spørgsmålet er så, hvordan det i grunden går med det?

Jeg får jævnligt spørgsmålet om, hvorvidt vi overhovedet kan tale om ulighed i et rigt velfærdssamfund som vores. Til tider viser jeg et slående billede fra Mexico City, hvor segregeringen, det vil sige adskillelsen, mellem et velhavende boligkvarter og et slumkvarter er så konkret, markeret og tydeligt, så det er slående. En sådan tydeligt manifesteret segregering ser vi ikke i Danmark, men ikke desto mindre ser vi tendenser til en øget segregering, der dog er mere skjult end billedet fra boligkvartererne i Mexico. Eksempelvis har en undersøgelse vist, at antallet af såkaldte blandede skoler, hvor børn fra samfundets forskellige lag indgår i fællesskaber, er faldet betragteligt. Det vil sige, at vores børn i højere grad end tidligere går i skole med andre børn, der ligner dem selv. Desuden er antallet af børn, der går i privatskole steget, og endelig er det værd at bemærke, at vi kan se soleklare forskelle i, hvordan børn med forskellig social og økonomisk baggrund klarer sig fagligt i skolen. Ud af de 56.100 børn, der tog folkeskolens afgangsprøve i 2017, var sandsynligheden for at klare sig godt i høj grad betinget af, hvilke baggrund eleven kom fra. Således var der hele 4,3 karakterpoint til forskel på den på den socialklasse, der klarede sig bedst, og den socialklasse, der klarede sig dårligst ved afgangsprøven i matematik. Der var 3,1 karakterpoints forskel i dansk mellem samme grupper. I en anden undersøgelse ser vi, at børn, hvis forældre er uden for arbejdsmarkedet, har markant ringere chancer for at få en uddannelse, end børn der kommer med en anden baggrund. For gruppen af børn, hvor forældrene er uden for arbejdsmarkedet, ser vi, at over 40 pct. af børnene ikke har anden uddannelse end grundskolen, når de fylder 30 år. Denne viden og disse mønstre er som sådan ikke ny viden for os. Videnskaben har gennem mange årtier vist os, at livschancer er ulige fordelt, samt at det er vanskeligt for os som samfund, og skole, at gøre op med dette endsige sikre, at vores samfundsinstitutioner ikke blot reproducerer chanceuligheden.

Hvad kan vi gøre?                                        
Det helt afgørende og grundlæggende spørgsmål er: hvad kan vi i grunden gøre, og hvordan sikrer vi, at vores skole blive mere socialt retfærdig således, at vi i højere grad undgår, at nogle børn er bagud på point den selvsamme dag, de træder ind over skolens dørtærskel blot grundet det sted og den familie, de er forankret i. En mere social retfærdig skole og skolepolitik handler ingenlunde om, at vi alle skal være lige, men snarere at vi skal skabe lige chancer for, at børn klarer sig godt. Det første skridt handler i min forståelse om at erkende, at skolen i sit udgangspunkt ikke er social retfærdig. Det næste skridt må således være et mere konstruktivt skolepolitisk, pædagogisk og didaktisk blik for, hvad vi kan gøre. Forskere fra Stanford University peger på, at vi ved en masse om ulighed i udbyttet af skolen, bl.a. gennem de markante forskelle i karakterer. Det vil sige, vi har viden om, hvordan uligheden viser sig i forbindelse med de faglige resultater. Vi ved derimod, ifølge forskerne fra Stanford, for lidt om uligheden i muligheder for at klare sig godt, og hvad der i grunden skaber og hæmmer disse muligheder. Forskerne fra Stanford understreger også, at vi har betragtelig forskningsviden om mønstre i ulighed og til dels, hvad der skaber dem, men at vi mangler viden, når det kommer til strategier for at reducere chanceuligheden.                       

At skabe rammerne for en mere social retfærdig skole handler ikke om, at skolen skal reducere social og økonomisk ulighed i samfundet – det hverken kan eller skal skolen. Skolen, og dennes aktører og interessenter, skal derimod arbejde på at finde løsninger, der i højere grad end tilfældet er i dag sikrer, at chancerne for at klare sig godt og trives og lære i skolen ikke er så ulige fordelt. Når vi vender blikket mod betydningen af dette for skolens fællesskaber, må vi skabe rammerne for nogle stærke fællesskaber, hvor alle elever har gode deltagelsesmuligheder og kan bidrage aktivt og meningsfuldt til disse fællesskaber. Vi kunne kalde dem ulighedsreducerende fællesskaber. I det pædagogiske og didaktiske arbejde med sådanne fællesskaber har skolen, lærere og pædagoger et kontinuerligt kritisk blik på ulighedsskabende strukturer og magtforhold. Eksempelvis kunne vi i højere grad anvende læremidler, der er mere kulturelt sensitive, hvor elevernes muligheder for at kunne forstå sig selv og verden i lyset af de bøger de læser i mindre grad, hænger sammen med den sociale, kulturelle og sproglige baggrund.

Først og fremmest skal vi turde at benævne den chanceulighed, som er vævet ind i skolen og vores samfund og forstå og erkende, at terningerne er kastet og lander på forskelligvis, hvor nogen vinder, og andre står til at tabe.

Translate »