Uge 2 af en radikalt anderledes hverdag for os alle er ved at være ved vejs ende. Det er således også anden uge af en historisk anderledes skolevirkelighed for vores børn, skolens lærere og forældre. Vi har alle skulle tilpasse os en ny hverdag, hvor navigering i og balancering mellem hjemmearbejde, familieliv og nødundervisning har fordret noget særligt af os alle. Først og fremmest er jeg imponeret over, at vi bor i et samfund, hvor det er muligt at opretholde (en vis form for) undervisning og en pædagogisk og didaktisk relation til skole og lærere midt i en veritabel krisetid. Det vidner om, at skolens formål og samarbejdet mellem skole og hjem er velforankret og noget, vi alle kerer os om.

Der er utvivlsomt meget at bekymre sig om for indeværende. I forhold til skolen samt børn og deres familier er der imidlertid to forhold, der bekymrer mig særligt, og som jeg mener, vi kommer til at se nogle implikationer af, når vi en gang er på den anden side af dette sundheds- og samfundsmæssige morads, vi befinder os i.   

Velmenende lærere og skoleledere har lagt rammerne for en tilsyneladende yderst ambitiøs nød- og hjemmeundervisning. Det er for så vidt ganske glimrende og i tråd med formålsparagraffen for vores folkeskole, hvor der som bekendt bl.a. står, at folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling. Ansvaret er i høj grad nu lagt på elevernes og deres forældres skuldre, og det ikke uden problemer. Der er sket en art forskydning af skolens undervisnings- og læringsrum til hjemmet. Noget tyder imidlertid på, at det ikke er den eneste forskydning, der er sket. På baggrund af egne oplevelser og et, ganske uvidenskabeligt, blik på forældres og børns oplevelser af nødundervisningen synes jeg, at der tegner sig et billede af, at det massive præstationspres, som en stigende andel af børn og unge oplever i forbindelse med skole og uddannelse og som må anskues som en del af en samtidsdiagnostik, har forskudt sig eller måske snarere forplantet sig til vores hjem. Forventningerne til hvad elever skal igennem af materiale, forventninger til forældres forudsætninger og muligheder for omfattende støtte og undervisning samt forventningerne til elevernes egne strukturering forekommer massive og, i lyset af hele situationen for indeværende, urealistiske og uden nogen umiddelbar form for meningsfulde differentieringsmuligheder.

Jeg er bange for, at når eleverne atter skal møde skolen, sker det for nogens vedkommende med omfattende negative mestringsoplevelser og knæk på selvtilliden med i skoletasken. Jeg tror, at der sidder mange børn, der har oplevelser af ikke at slå til fagligt og menneskeligt. Det får unægtelig implikationer, og der skal laves et ikke uanseeligt stykke menneskeligt og pædagogisk ”opsamlingsarbejde”, når situationen, også den skolemæssige, normaliseres.

Chanceulighedens cementering

Et andet forhold, der bekymrer mig, er, hvilke konsekvenser skolens forskydning af dennes opgaver til hjemmet får i ulighedens – og måske mest præcist chanceulighedens – lys. Vi ved, at betydningen af elevens sociale baggrund, og i denne sammenhæng helt konkret det hjem eleven nu befinder sig i i døgnets samtlige timer, rummer en væsentlig betydning for, hvordan barnet klarer sig og i det hele taget trives. Forskydningen af skolens opgaver til hjemmet får unægteligt omfattende betydninger for de børn og unge, der står i udsatte positioner, og hvor skolen har udgjort en sikker grund, der kunne afstedkomme struktur, positive forventninger, mestringsoplevelse og oplevelser af at høre til fællesskaber. I forhold til børn og unge i udsatte positioner, der i denne sammenhæng kan forstås som værende i flere og sammenfaldende vanskeligheder, rummer indeværende situation særlige implikationer, som vi må tage alvorligt. På mange måder er skolen, for en lang række af disse børn og unge, en art suspension fra den virkelighed, de kommer fra, og denne suspension med de pædagogiske, dannelsesmæssige og menneskelige betydninger den har, er i sig selv suspenderet for tiden, hvilket kan bidrage til oplevelsen af udsathed forstærkes og chanceuligheden øges. Det er vanskeligt at forholde sig til som fagprofessionel – på afstand. Det sætter nye krav til vores faglighed, professionalitet og dømme- og handlekraft.

Det er flere gange blevet nævnt fra politisk side, at vi står på ubetrådt grund. Vi skal holde os for øje, at vi også står på ubetrådt grund i et pædagogisk og didaktisk perspektiv. Vi må sikre os, at vi lærer af det og gør alt for at samle op, når balancen indfinder sig.

Med ønsker om fysisk, socialt og pædagogisk velbefindende  

Translate »