Der er ingen tvivl om, at vi for indeværende lever i en globaliseret verden, hvor hændelser, der i udgangspunktet er lokale og har lokale kulturhistoriske forankringer, får globale betydninger. En sådan markant, og uendelig tragisk, hændelse er drabet på George Floyd i Minneapolis, Minnesota, der har medført en folkelig og global opstand og protestbevægelse. Drabet på Floyd er endnu et tragisk eksempel på dele af det amerikanske politis umenneskelige, etisk forskastelige og ulovlige behandling af minoritetsgrupper, og protesterne verden over sætter et absolut nødvendigt fokus på racisme, strukturel diskrimination, marginalisering og social uretfærdighed. Dette manifesterer sig i USA i stigende grad, som det gjorde i Minneapolis, hvor George Floyd mistede livet for hånden af en hvid betjent, men vi må ingenlunde forledes til at tro, at der alene er tale om et amerikansk fænomen, men derimod forstå, at strukturel racisme, diskrimination og social uretfærdighed er et globalt fænomen, der ganske vist fremtræder forskelligt alt efter geografisk og kulturhistorisk nedslag.     

Det er ingenlunde min hensigt at drage en umiddelbar sammenligning mellem begivenhederne i USA og de kulturhistoriske årsager til den strukturelle racisme, marginalisering og ulighed, som minoritetsgrupper dagligt oplever, og racisme, diskriminering og ulighed andre steder i verden herunder Danmark. Derimod er det min intention at påpege, at den strukturelle racisme, diskriminering af minoritetsgrupper, den strukturelle ulighed og marginalisering er fænomener, vi også ser i en dansk kontekst, og det er bydende nødvendigt, at vi konstant adresserer dette. Jeg har tidligere i klummer påpeget, at den sociale og økonomiske ulighed er stigende i Danmark, og at vi bl.a. ser en øget segregering mellem forskellige grupper i vores samfund. Der er af åbenlyse årsager mange grunde til, at dette bør bekymre os. Bl.a. peger nyere forskning på, at øget social og økonomisk ulighed har øget diskriminering, racisme og mulige voldelige konflikter som følge. Med andre ord; des mere ulighed i et samfund des mere diskrimination og mindre tolerance og accept. Det omfattende studie, der er baseret på data fra om omkring 45.000 mennesker, viser altså, at graden af ulighed i et samfund påvirker vores måder at være på overfor hinanden, og at des større de sociale og økonomiske uligheder og afstande er, i højere grad forsvarer de mest privilegerede deres samfundsmæssige, sociale og økonomiske position.

Normkritisk mod i skolens fællesskaber                                                 
Ovenstående er ikke en ensidig forklaring eller årsagssammenhæng i forhold til, hvorfor der findes strukturel diskrimination, marginalisering og social uretfærdighed i et globalt perspektiv – dertil er det for kompliceret, og vi må ikke glemme at forholde os til en række historiske og kulturelle bevægelser og udvikling, der kan forklare dele af situationen for indeværende. Ikke desto mindre leder resultaterne fra det omfattende studie ovenfor mig frem til spørgsmålet om, hvordan vi som samfund kan adressere den strukturelle diskrimination, racisme og sociale uretfærdighed, vi som nævnt også må anerkende findes i Danmark, samt hvilken rolle vores folkeskole spiller. Når jeg i denne sammenhæng inddrager folkeskolen, skyldes det fortrinsvist, at jeg er af den klare forståelse, at folkeskolen er den grund, vores demokratiske dannelse står på og således en afgørende byggesten i værnet mod øget ulighed, strukturel diskrimination og racisme. Folkeskolen skal, ifølge formålsparagraffen, forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre, hvorfor skolen nødvendigvis må være præget af demokrati, åndsfrihed og ligeværd. Spørgsmålet er imidlertid videre, om skolen, og skolens fællesskaber, også skal være stedet, hvor eleverne og lærerne sammen udfordrer samfundsmæssige normer og selvfølgeligheder.  

Når jeg i det følgende skriver om normkritisk pædagogik og undervisning, er det væsentligt for mig at understrege, at jeg hermed ikke mener en pædagogik og en undervisning i skolens fag, der bliver normløs, indholdstom eller en art ”anything goes”. Mit ærinde er snarere at spørge, om det ikke er tid til, at vi viser mod til i højere grad at lade skolens undervisningsfællesskaber udfordre og stille spørgsmål til gældende normer og selvfølgeligheder som en del af livtaget med den strukturelle diskrimination, ulighed og sociale uretfærdighed. Hvad mener jeg, når jeg spørger, om folkeskolens undervisningsfællesskaber ikke i højere grad skal være stedet, hvor vi lærer vores børn, som et led i deres demokratiske dannelse, at udfordre normer og gældende samfundsmæssige selvfølgeligheder? Lad mig starte med skolens og samfundets forståelse af, hvad det vil sige at være et såkaldt normalt barn eller en normal elev. Vi har et normalitetsbegreb, rundt om skolens praksis, der står på en række normer og selvfølgeligheder, som vi til tider glemmer at stille spørgsmål til. Hvad er en normal elev i grunden? En elev, der kan sidde stille i flere lektioner i træk med sin udelte opmærksomhed rettet mod lærerens undervisning og som klarer sig gennemsnitligt i nationale test? Eller er den normale elev pigen, der har brug for noget særligt for at kunne deltage i skolens sociale fællesskaber og således for at kunne trives som barn og lære og dannes som menneske? Af andre mere eller mindre cementerede normer, der med rette kunne udfordres er: hvornår er man dansk? Hvornår kommer man fra en rigtig og ressourcestærk familie? Hvorfor er nogle mere privilegerede end andre og har bedre chancer? Hvilke køn kan man identificere sig som?

Normkritisk pædagogik og undervisning kan styrke fællesskaber og individer                                      
Lad mig være ganske tydelig, jeg mener, at den gode skole, lærer og undervisning er sig disse forhold ganske bevidst og anerkende det ansvar, der ligger i at være en central del af vores børns demokratiske dannelse. Normkritiske fællesskaber i skolen støtter den demokratiske dannelse, som folkeskolens formålsparagraf så smukt sætter ganske centralt for skolens virke. Jeg sætter pris på den lærerstuderende, lærer, pædagog og skole, der forstår og anerkender nødvendigheden af at sætte rammer for skolens og undervisningens virke, der er befordrende for, at eleverne i fællesskab kan undre sig og udfordrer gældende samfundsmæssige normer og selvfølgeligheder. Den normkritiske pædagogik er således også kritisk pædagogik, der viser eleverne, hvordan magt udfolder sig i vores samfund, og hvilken betydning normer om adfærd, normalitet, køn, race, social klasse og så videre får betydning for dem som individer og som deltagere i fællesskaber.

I mediernes dækning af drabet på George Floyd i Minneapolis har jeg set billeder af børn, der i deres nabolag går på fortovet med hjemmelavede skilte, hvorpå der med uskyldig skrift står ”Black lives matter”. Det er børn, det oplever, anerkender og ytrer, at noget er helt galt, og at ændringer er absolut nødvendige. Det er børn, der er moralske væsener som kritiserer samfundets normer og som fortjener voksne, skoler og lærere, der møder dem i deres kritik.

Translate »