Skolen er arnestedet såvel som omdrejningspunktet for en mangfoldighed af væsentlige fællesskaber; børnefællesskaber, undervisningsfællesskaber, legefællesskaber, fagprofessionelle fællesskaber og fællesskaber, der bare er fællesskaber uden der nødvendigvis er endemål eller politisk formulerede formål. Skolen er med andre ord rammen for den fællesskabelse, der udgør den grund børns dannelse, læring, socialisering og i det hele taget det at blive til, ikke noget, men nogen står på. Denne fællesskabelse, der foregår på vores skolers matrikler, er såvel pædagogisk intentionel som ikke-intentionel. Det vil med andre ord sige, at fællesskabelsen har betydninger for det enkelte barn, som er pædagogisk tilsigtede, men ligeså ikke-tilsigtede. Lige så vigtigt det er for os som samfund at holde hånd i hanke med skolens tilsigtede betydninger, er det at være bevidste om de ikke-tilsigtede konsekvenser.

For mig er det en alvorlig ting at tale om skolens fællesskaber, da jeg netop mener, at børns deltagelse i meningsfulde og udviklende fællesskaber, der tager udgangspunkt i undervisningens genstand, er befordrende for deres måder at blive til som mennesker på og for deres forudsætninger for at kunne deltage i et samfund med frihed og demokrati. Skolen, som ramme for børns fællesskaber og for den fællesskabelse, der sker når børn møder skolen, er rammesat politisk af folkeskoleloven og skolens formålsparagraf, og sådan skal det nødvendigvis være. Skolens praksis skal naturligvis være styret af formålet med overhovedet at holde skole. Ikke desto mindre er skolen også rammesat eller styret af en række andre forhold såsom kommunalpolitiske prioriteringer og udviklingsprojekter, nationale og internationale pædagogiske strømninger og metoder, uddannelsesforskningen, fagpolitiske forhold og det morads af meninger og holdninger om skolen og lærerne, som konstant dukker op i debatten. Endelig synes det heller ikke at skorte på problemer, som skolen tilsyneladende skal være løsningen på: social mobilitet, betydningen af elevens sociale baggrund, integrationsproblemer og en endeløs række af sociale og samfundsmæssige problemer. Sagen er imidlertid den, at skolens formål er og bliver pædagogisk og ikke socialpolitisk.

En dag sidst i september i 1981 holdt teolog og filosof, K.E. Løgstrup en forelæsning på daværende Danmarks Lærerhøjskole, og her var en af Løgstrups pointer, at samfundet har den skole, det fortjener. Det betyder med andre ord, at skolen ikke kan være bedre end det samfund, som den får sine opgaver fra. Løgstrup sagde desuden ved den famøse forelæsning, at den oprindelige betydning af ordet skole er at have fri. At være fri for eller ubesværet af statens opgaver og problemer. Skoledebattør, Iben Benedikte Valentin Jensen, skrev forleden en kronik i dagbladet Information, hvor hun peger på, at skolen efterhånden er blevet overtaget af politikere, embedsmænd, techgiganter, der alle tilsyneladende har glemt, at skolens virke først og fremmest er pædagogisk. Spørgsmålet er så, om skolen, og deraf lærernes virke, er blevet mindre frit, og om der i grunden er tale om en slags spændetrøje, der indskrænker skolens og lærernes pædagogiske virke og dømmekraft.  

Data, test, konkurrence og målstyring
Skolen vil altid være et spejl af samfundet forstået således, at de samfundsmæssige strømninger og den øgede samfundsmæssige acceleration også vil præge skolens virke og udvikling. Med andre ord strømmer alle de mangfoldige udviklinger, teknologier, forandringer etc., som vi alle oplever med en vældig hast, lige lukt ind i skolens virkelighed. Det er der et væld af tydelige eksempler på: konkurrencestaten har i den grad sat sit præg på skolen med en øget testkultur og tendens til at sammenligne faglige resultater på skole- elle landeniveau i nationale og internationale sammenhænge. Vi ser ligeledes et øget fokus på indsamlingen af data, til tider på en bevidstløs, naiv og tilsyneladende formålsløs måde, hvor læreren i højere grad bliver dataindsamler end lærer med et pædagogisk ærinde. Misforstå mig ikke, indsamling og analyse af data i forbindelse med skole, undervisning og læring kan være central både i forbindelse med udviklingen af skolen eller egen undervisningspraksis og i relation til skoleforskning, men data for datas skyld leder til, at man drukner i data og mister retningen og sin egen faglighed. Endelig har vi den øgede målstyring i skolen. Nuvel, skole og undervisning må nødvendigvis styres efter et formål og mål, men når målstyringen bliver indgribende i lærerens faglige dømmekraft og viser undervisningen på gale veje, har vi et problem. En ny undersøgelse, foretaget af professionshøjskolen UCL og medfinansieret af Danmarks lærerforening viser, at en høj grad af målstyring og ledelsesmæssigt fokus på test gør undervisningen mindre varieret, og at der i højere grad undervises i netop testens indhold og ikke i et bredere fagligt perspektiv. Der er altså tale om en nær sammenhæng mellem graden af målstyring og lærernes oplevelse heraf og kvaliteten af den undervisning, der ligger til grund for vores børns dannelse og tilegnelse af kundskaber og færdigheder.   

Vi må sætte skolen og lærerens professionelle dømmekraft fri
Når K.E. Løgstrup siger, at skolen ikke kan være bedre end det samfund, den får sine opgaver fra, og at vi således har den skole, vi fortjener, er der netop tale om det forhold, at skolen, på godt og ondt, er et billede på det samfund, som skolen eksisterer i. Øget konkurrence, fremmedgørelse, øget brug af data og test og meget andet er forhold, der præger vores samfund i et overordnet perspektiv og således finder det også vej ind i skolen, også på trods af at en række af de fordringer og opgaver for skolen og dens professionelle, som dette medfører, ikke nødvendigvis har særligt meget med skolens kerneopgave at gøre. Så længe vi ikke i højere grad, end tilfældet er i dag, formår at beskytte skolen, eller holde skolen fri for alt det som forstyrrer skolens pædagogiske virke og formål, ja så har vi i virkeligheden den skole, vi fortjener.

Forskning viser, at såfremt lærerne skal være engagerede og opleve at kunne mestre deres opgaver på dækkende vis i en sådan grad, at det får reelle positive betydninger for elevernes dannelse og tilegnelse af kundskaber og færdigheder, så må skolen og lærerne have en vis grad af autonomi, der blandt andet beror på tillid. Spørgsmålet er så, hvordan vi i grunden sætter skolen fri for de snærende bånd, der mudrer det pædagogiske formål og virke til. Det mener jeg, at vi blandt andet gør ved konstant at forholde os kritiske til det væld af opgaver og strømninger, der kontinuerligt oversvømmer skolen og dens kerneopgave, der alt andet lige er pædagogisk. Når vi på den måde sætter et beskyttende værn op omkring skolen og de fagprofessionelles virke og dømmekraft, ja så får vi i stigende grad den skole, vi vil have og reelt fortjener.   

Translate »